Thursday, June 25, 2009

Lad tiden gå og livet være

Jeg har skrevet en kronik, som bringes i Politiken i dag - 25. juni 09. Her er den. Og jeg vil så gerne, at I kommenterer den. For det er et vigtigt emne, synes jeg.

....
Lad tiden gå og livet være

En kommentar til tidens grasserende livsstilskampagner i anledning af Mændenes sundhedsuge.

Måske er en mental kønsskifteoperation vejen frem? Alle statistikker om kræft viser, at mænd får kræft hyppigere end kvinder, at mænd ikke overlever sygdommen i samme grad som kvinder, og livsstilskampagner i stimevis fortæller, at det skyldes vores (u)vaner, vores risiko-adfærd og tanketomme livsstil. Mænd burde lægge deres liv om og især tænke, føle og tilrettelægge ligesom kvinder. Det vil give os flere leveår.
Men vil det også give os et bedre liv? Er de mentale indgreb, man så massivt anbefaler os, entydigt livsbefordrende? Eller er de blot livsforlængende? To-tre år mere på plejehjemmet.
Ingen – heller ikke jeg – vil argumentere imod, ’at det er sundt at leve sundt!’ Alle de uimodsigelige råd. Det er godt og rigtigt at spise varieret og grønt. Godt ikke at ryge og ikke at drikke for meget alkohol. Godt at motionere. Og det kan være både sundt og sjovt at tænke positivt. Men er det hele historien?
Min erfaring som kræftpatient i fem år fortæller en anden historie. Den handler om mentale bivirkninger. Om frygtens tyranni. Om opgør med følelsen af egen skyld. Og den slutter heldigvis med, hvordan en ny styrke, glæde og tillid til livet langsomt viser sig, uden at jeg selv rigtigt vidste hvordan og hvorfra.

Da jeg fik kræft (igen) gik hjernen i sort. Frygt og vrede overtog magten. Og hurtigt fik de følgeskab af en nagende følelse af være udstødt og brændemærket. Der var ingen som helst plads til den velkendte Flemming i det nye univers, jeg så uventet var landet midt i.
De tilbud, jeg fik om en ny livsforståelse og en ny identitet, kunne jeg ikke finde mig selv i. Det ville kræve, at jeg forkastede stort set alt, jeg tidligere havde anset for væsentligt og det, som lige netop karakteriserede mig.
Fra det ene øjeblik til det næste følte jeg mig, reduceret fra at være Flemming med alt det indebar af aktiv social identitet til at være patient. Kræftpatient og offer. Truet af den nært forestående død.
Uden overblik kæmpede jeg imod. Jeg spurgte desperat: ’Hvad kan jeg selv gøre?’ Og fik svaret ’ikke noget!’ i det officielle sundhedssystem. Og uden for væsnet var svaret ikke mere opbyggende, selv om det i første omgang lød mere tiltalende. Jeg fik rigtig mange råd om, hvad jeg burde gøre, men stort set alle råd indebar også, at jeg skulle gøre op med store dele af min selvforståelse, identitet som mand.
Med et billede fra min mandeverden blev jeg skiftet ud, sat på bænken – ja mere end det: Placeret oppe på tilskuertribunen.
Det føltes i voldsom grad som det, en amerikansk baseballstjerne kalder ”the walk of shame”, den tunge, skamfulde gang en spiller må gå for øjnene af titusindvis af tilskuere og endnu flere tv-seere fra banen, når træneren skifter ham ud.
For patienten har udskiftningen sit eget nedbrydende udtryk, når man bliver indlagt og klædt i hospitalets forvaskede, gråhvide gevandter. I det øjeblik man træder ud på hospitalsgangen i slaskede underbukser i overstørrelse og laset skjorte og ser sig selv i de besøgendes og den sexede sygeplejerskes blik, ved man, at nu er du ikke længere Flemming men patient.
Værre blev det, da min nye identitet som patient – objekt for andres handlinger - blev fordoblet uden for hospitalet med en ydmygende social isolation. Jeg blev fyret, og jeg måtte se på, når andre om morgenen cyklede på arbejde. Og jeg måtte stille op på en endnu en offentlig afdeling, et nedslidt kommunalt venteværelse, trække et nummer, og vente på sagsbehandleren, der skulle tildele mig sygedagpenge.
Nu var jeg ikke blot patient, men også bistands-modtager. En rolle som senere virkelig voldte mig store kvaler, da jeg følte det nødvendigt at søge om efterløn midt under regeringens og økonomiske eksperters aggressive kampagner mod efterlønnen. Hver dag kunne jeg i nyhedsmedierne høre, se og læse, at jeg var en byrde, en omkostning og ”en trussel mod velfærdssamfundet”. Og da en populær kvindelig præst og kommentator i Berlingske kaldte mig – og andre på efterløn – for ”velfærdsskrot”. Vidste jeg, at jeg i den grad var dømt ude.

Reduceringen fra aktiv medspillende samfundsborger til patient, passiv offer og ringeagtet modtager af offentlige ydelser repræsenterer det absolutte nulpunkt. Heldigvis var jeg meget vred. Aggressiv. Jeg skældte ud på sundhedsvæsnet, på lægerne, som bragte mig de hårde budskaber og især på politikerne. Jeg søgte overalt en vej ud af det offer-fængsel, jeg følte mig placeret i. Jeg ville gøre noget. Ville handle og tage vare på mit liv. Jeg ville ikke finde mig i den rolle og identitet, de officielle omgivelser placerede mig i.
Vreden blev drivkraften, som førte mig gennem den første tids kaos, frygt og handlingslammelse, men den førte også til en direkte konfrontation med den nye verden med sundhed på alle hylder. Jeg opsøgte alternative behandlere, terapeuter af forskellig art og kvalitet, jeg pløjede mig igennem mængder af gode råd fra sundhedsrådgivere, Kræftens Bekæmpelse, livsstilseksperter, og hver eneste dag opfangede jeg i medierne nye råd og advarsler om, hvad jeg kunne og burde gøre, og hvad jeg for alt i verden skulle undgå for at overleve.
Ret hurtigt opdagede jeg, at det meste ikke var henvendt til mig. Her dominerede kvindelige værdier og sprogbrug. Hvis jeg skulle begå mig her, måtte jeg smide en god del af min gamle mande-identitet ud. Det var første forudsætning. Mandlige reaktioner som vrede, aggression og spontan – læs tanketom – handling var og er ikke del af det nye sundhedsunivers. Her bedømmes mænds livsform som ”risiko-adfærd”.
Så også her stod jeg til udelukkelse, jeg måtte overgive mig til en ny identitet, som ganske vist ikke kan karakteriseres som passiv. Men som alligevel ligger ret fjernt fra mandlig normalsprog og livsperspektiv.

Det er på ingen måde sundt og befordrende at skulle opgive sin identitet og forkaste sin selvforståelse, når man er havnet i sit livs sværeste krise. I den situation har man brug for alle de erfaringer og styrker, man kender hos sig selv og har tillid til.
Der er ingen ide i at forkaste de måder, man tidligere har løst kriser på. For det havde jeg jo - løst kriser, mange kriser. Jeg havde jo levet godt, indtil sygdommen ramte. Det indså jeg desværre ikke lige med det samme.
Selvfølgelig kræver enhver forandring, at man opgiver vaner og forestillinger, som hæmmer forbedringer. Men jeg tror ikke på, at vi i krisesituationer frivilligt skal lade os (næsten) udslette for at kunne genopstå renset og rask. Jeg tror heller ikke på, at lidelse fører til dybere indsigt. Eller på, at jeg fik kræft, ’fordi jeg skulle lære noget’.
Kræft er en sygdom, som alle andre. Og jeg ville møde den med al min styrke. Med al min erfaring, snilde og en god del af mine mandlige vaner og tilbøjeligheder.
En af dem var vreden og tilbøjeligheden til at handle spontant uden nøje at have analyseret konsekvenserne og vurderet alle risici.
Selvfølgelig var jeg bange, men værre var følelsen af at være sat mat. Det lyder sikkert kæphøjt, men når angsten for døden mødes med angsten for, at mine handlinger og tanker er forkerte, og at jeg lever forkert, så er der kun opgivelsen tilbage.
Jeg vil gerne indrømme, at somme tider følte jeg mig fristet til at give op og overgive mig til offerrollens ro. Men heldigvis var vreden og livslysten stærkere.
Og her er vi måske ved det, der vækker størst modstand i mig mod tidens bekymringskultur – tilbøjeligheden til at søge tryghed og forsikre sig mod alle mulige hændelser, så livet går med at tænke sig om, kontrollere og afstå fra at handle og leve af frygt for konsekvenserne.

De mange kampagner med advarsler og påbud fik mig til at føle mig svag og skrøbelig. Angsten for tab dukkede op.
Det passede mig på ingen måde at leve i konstant alarmberedskab. Og jeg har ingen ambition om, at livet skal være perfekt og så langt som overhovedet muligt. For slet ikke at tale om, at jeg selv skal være perfekt.
Jeg var på det rene med, at jeg var livstruende syg. Jeg ville konfrontere sygdommen, se kræften og døden i øjnene. Men jeg ville ikke overgive mig, være bange og føle mig svag.
Sårbar - ja. Men ikke skrøbelig.
Jeg ville holde fast i mine kendte styrker. Den energi og de kvaliteter, som havde båret mig hidtil – og gjort det ganske godt. Jeg ville fastholde tilliden til mig selv, mine evner og kræfter. Og jeg ville i den grad ikke acceptere, at det var min egen skyld, min risikoadfærd og ikke-kontrollerede måde at håndtere hverdagens fristelser på, der havde forårsaget kræften.
Kræft er hverken Guds straf for, at jeg har syndet, eller biologiens, kroppens straf for, at jeg ikke altid har passet godt på den. Sygdom er ikke selvforskyldt, og kræft er i det mindste kun delvis en livsstilssygdom.
Jeg accepterer, at nogle livsformer øger risikoen for kræft. Jeg afstår fra de værste udskejelser. Men andre mere påpasselige livsformer går ikke altid fri, og der er bivirkninger i begge lejre. Ingen kan forsikre sig til et langt og sygdomsfrit liv.
Alligevek opfordres vi konstant til at sikre os og bekymre os. Ordet sikkerhed er et af de mest brugte i tidens nyhedsmedier. Når en politiker siger, ’det gælder vores sikkerhed’, standser diskussionen. Når livsstilseksperterne siger ’det gælder din sikkerhed’, fryser al liv. Vi stopper op med rødvinsglasset for munden og kødet på grillen.
Men den intense og stadige søgen efter sikkerhed følges af frygt og trusler. Jo mere vi er besat af at gardere os mod, at noget ondt rammer os, jo mere tænker vi på frygten, jo mere lytter vi efter alarmklokkerne. Og til sidst hører vi ikke andet. Vi ser kun alt det, der truer os og forestiller os alt det, som måske en dag vil ramme os.
På det politiske plan er den sammenhæng mellem udbredt frygt og forestillingen om ideel sikkerhed forfærdende tydeligt. Frygt trækker de største overskrifter. Nyhedsmedierne prioriterer frygt over alt andet. Frygten for krig, krise, kriminalitet, klima-katastrofer – og kræft.
Dansk Folkeparti lever af frygten og lægger deres kampagne an på at nære frygten. Over for det og i perfekt symbiose står statsministeren gennem syv år, Anders Fogh Rasmussen. Han repræsenterer i sin offentlige fremtræden - jeg kender ikke den private side - det perfekte og kontrollerede menneske. Den urokkelige sikkerhed og tryghed. Her er intet – forkert – at komme efter.
Men i den tid, han og DF har hersket, er frygten ikke formindsket, trygheden ikke øget, og værst at alt er tilliden til at livet er godt og værd at leve, blevet svagere.
Så omfattende ser jeg tidsåndens tyranni i dag. På alle planer plages vi til at søge det sikre og det perfekte.
Jeg begyndte kronikken med en kønspolitisk vinkel, at mænd skal opføre sig som kvinder. Ved at inddrage ”Anders Fogh Rasmussen” forsøger jeg at vise, hvordan tidens dominerende livsstil, som udspringer af ægte omsorg for os alle, har udviklet sig til en tyrannisk og kontrollerende livsform på alle livets områder. En livsstil, der øger frygten og følelsen af, at vi alle er forfærdeligt svage. Og samfundet skrøbeligt.
Friheden, modet og lysten er afløst af frygtens fængsel.

Som kræftpatient gennem fem år har jeg mærket det på egen krop. Frygten for sygdommen er en tyran. Men værre er det, at den næres af livsstilskampagner, som er styres af illusionen om den totale sikkerhed. Vi mener øjensynligt, at vi kan sikre os mod alt, og resten skal det offentlige tage sig af.
På det personlige plan kan det føre til, at vi bliver endnu mere opsatte på ikke at gøre noget forkert. Hvis jeg vælger forkert og spiser den her flødeskumskage eller drikker en bajer mere, så risikerer jeg at dø ’før tid’! Et absurd udtryk som gerne omskrives til det positive, at leve længere.
Livets længde synes at være højeste værdi i bekymringskulturen. Derfor kampagnerne for mænd. Vi lever færre år end kvinder.
Men måske skulle man skifte den kvantitative værdi ud med kvalitet, så man ikke tømmer tiden for liv.
Vi kan ikke forsikre os til et godt liv ved at undgå at begå fejl.
Jeg ville hade, hvis nogen skrev på min gravsten:
’Her var ikke noget at komme efter.’ Så hellere: ’Han syndede, fejlede og levede.’ Måske er jeg stadig påvirket af en James Dean – film, jeg så som ganske ung. Den hed ”Lev stærkt dø ung”.
I hvert fald har jeg gjort op med forsigtighedsprincippet. Jeg lever ikke vildt. Men jeg vil ikke bruge min tid på at bekymre mig. Jeg kan ikke holde ud at sidde på tribunen og se på. Jeg vil spille med – spille mit spil - og risikere at brække et forkalket ben.
Ja, jeg er sårbar. Ja, livet er farligt. Ja, kræften kan komme igen – og det frygter jeg. Men jeg vil leve indtil da. Leve i mellemtiden – mellem nu og engang.
Jeg kender frygten. Jeg kender alarmtilstanden. Og jeg ved, at kommer jeg ikke fri af den, dør jeg inden jeg dør.
Så jeg forsøger at leve optimistisk. Fra Karen Blixens dagbøger har jeg hentet mottoet:
Hvorfor ikke!
Nu har jeg forstærket det med:
Lad tiden gå og livet være!
Min erfaring er, at når jeg gør det, får mere af begge dele.