Hvordan slipper vi af med de unyttige?

I morges blev jeg forfærdet og frygtelig trist. Jeg læste et læserbrev i Information, skrevet af den kendte debattør Lone Nørgaard.
Jeg måtte skrive et modindlæg. Fordi det berørte mig personligt, og fordi det er udtryk for en politisk forråelse, som desværre breder sig ret voldsomt i disse år.



”Endelig vil legalisering af aktiv dødshjælp reducere behovet for plejepersonale.”
Sådan afslutter lektor Lone Nørgaard sit læserbrev om, hvordan indvandring dræner statskassen.
Kære Lone Nørgaard. Jeg er ganske vist ikke indvandrer, men pæredansk. Men jeg har kræft, og i næste uge skal jeg skannes igen, og hvis det viser sig, at kræften er kommet igen, og hvis lægerne siger til mig:
’Der er intet, vi kan gøre. Vi har forsøgt alle mulige behandlingsformer for dig, og nu er det slut. Du vil dø inden for nogle måneder.’
Skal de så også fortælle mig – når dit forslag er vedtaget – at ’du ved jo, at du kan søge om aktiv dødshjælp. Det vil jo spare det offentlige for mange omkostninger til at pleje dig den sidste tid.’
Da jeg læste din sætning, havde jeg i første omgang svært ved at forstå den. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg læste et sådan udsagn i en dansk avis. Troede jeg.
Men det står der.
At begrunde aktiv dødshjælp med behovet for at spare offentlige omkostninger er horribelt. Ja, jeg har svært ved at finde ord.
Dit forslag fortæller, at de mange tusinde mennesker, som hører lægen sige:
’Der er ikke noget at gøre,’ skal overveje selvmord for at reducere statens omkostninger.
Efter fem års sygdom og tre år på efterløn på grund af sygdommen ved jeg kun alt for godt, at mange mennesker, især politikere og nogle meningsdannere betragter mig som ’en omkostning’, en ’belastning for velfærdssamfundet’ – eller som ”velfærdsskrot”, som jeg er blevet kaldt.
Du går videre og foreslår, at den type unyttige og belastende omkostninger må staten gøre sig fri af. Du kræver dog ikke, at vi direkte likvideres. Nej vi skal selv tage beslutningen og lade os aflive.
Dit forslag viser, at du ønsker os aflivet, men du vil ikke påtage dig ansvaret for, at vi bliver det, og kræve at unyttige mennesker fjernes fra statsbudgettet.
Lige nu, mens jeg skriver, har jeg meget svært ved at styre mine følelser. Min vrede og min forfærdelige tristhed. Opgivelse næsten.
At det er nået dertil i den politiske debat, at en erfaren debattør med tusindvis af læserbreve, kommentarer og anmeldelser bag sig kan skrive sådan.
Dit forslag viser en forfærdende mangel på respekt for menneskeliv. For det enkelte menneskes liv.
Er vi nået så langt ud, at vi skal overveje, om det kan betale sig at holde visse mennesker i live? At myndighederne skal overveje, hvilke typer mennesker, der har ret til at leve, selv om de koster samfundet penge?
Mener du virkelig, at politikere nu skal begynde at diskutere, hvilke mennesker myndighederne skal tilbyde – og dermed indirekte opfordre til at begå selvmord, kaldet aktiv dødshjælp.
Jeg håber det ikke. Frygter det ganske vist med den forråelse af den politiske debat, der foregår netop nu. En debat som i stigende grad viser, at respekten for menneskeliv er faldet til nye dybder.
Er vi blevet så resistente over for etisk overvejelse, at et menneskes død kun mødes med et skuldertræk, at et menneskes liv er reduceret til ét blandt flere elementer i en økonomisk kalkule?
Engang var det dyrebart.