Tanker på et skannerleje

Jeg ligger på scannerens smalle leje, armene op over hovedet og en kanyle i armen. Om lidt vil lejet langsomt bevæge sig ind i ringen med de roterende røde lys. Ude på den anden side af væggen vil de kunne se, om knuden er vokset, har spredt sig, eller om den måske er blevet mindre. Eller helt forsvundet?
Der er god tid til at tænke og gennemspille alle varianter i skrækscener. Sloganet, ”Tænk hvis”, rummer nye dimensioner og anderledes svar end nogen tv-reklame.
Om en uge får jeg svar.
Jeg kæmper en brav kamp inde i mit hoved med at styre tankerne, så de ikke løber af sted med mig.
Jeg har lært mig at tænke positivt. Lært at visualisere. Lært at jeg med mine tanker kan påvirke min helbredelse. Og jeg har været tæt på en overbevisning om, at blot jeg tænkte tilstrækkeligt godt og støttende om min krops immunforsvar, ville jeg blive rask. I hvert fald måtte jeg ikke tænke negativt. Det kunne ødelægge alt.
Mit indre billede af døden henter jeg fra det nordøstlige Falsters store klinter. Når jeg kommer ud af skoven oven på klinten, ligger foran mig en lysning med et græstæppe, spredte træer og buske. Lidt længere fremme holder jordbunden op. Bagved breder Østersøen sig. Somme tider mild og indbydende, andre tider mørk og skræmmende.
I mit indre billede af det, jeg kalder ”den definitive afslutning”, er der intet efter kanten. Intet overhovedet. Intet vand. Ingen bund neden for kanten, jeg kan lande på. Intet.
Kroppen standser sit liv. Ophør!
Det er ikke skræmmende. Efterhånden er det næsten trygt at færdes i mit indres skovkant. Måneders arbejde med tanker og ubevidste forestillinger har ført mig frem til en skrøbelig fortrolighed med sygdommen og med ’det endelig ophør’. Men det kræver et dagligt, koncentreret og bevidst styret tankearbejde at opretholde trygheden og roen.
Ingen tvivl om, at visualisering er en blid og effektivt metode til at skabe ro - f. eks., når man ligger på et scannerleje. Men bagsiden er, at man kan begynde at tro, at man selv er skyld i sygdommen, fordi man tidligere i livet ikke har tænkt godt nok eller rigtigt nok. Sker det, er man for langt ude – eller rettere langt inde den moderne verdens tro på, at vi kan styre alt med hjernen. At vi kan, hvad vi vil. At vi kan få alle vore ønsker og drømme opfyldt, blot vi gør det rigtige.

Den forestilling er en ganske naturlig konsekvens af vores kulturs historie, hvor kirken og dens præster har dyrket ordenes overherredømme og taget monopol på de rigtige ord, som de kaldte Guds ord. Der var ikke plads til kroppen. Kroppen var med alle dens ustyrlige og mystiske funktioner enten Satans bolig eller kvindens (hvilket i nogles tro var det samme) og en trussel mod manden.
Sådan er det stadig. Kroppens præstationer en mandlig foreteelse, men de kropslige funktioner er kvindeområde.
I den kristne kulturs historie gik det så galt, at mandens vitale kropsfunktion rent faktisk blev skrevet ud af historien. Så meget frygtede kirkefædrene kroppen, at Jesus ikke blev undfanget ved nogen mands hjælp, men af Helligånden. Mændene skulle holdes rene. Senere tog kirke en yderligere konsekvens og indførte cølibat for præsterne.
Nu er vi nogle stykker, der har lært at værdsætte kroppen og alle dens funktioner. Men stadig huserer en forestilling om hjernens overherredømme.
Enorme mængder af moderne selvhjælpsteorier, terapi-, leder- og personlig udviklings-bøger lover dig hele livet serveret i én lykkelig pakke, hvis blot du følger forfatterens tankekonstruktioner.
Livet er et spørgsmål om den rette indstilling og de rette ord. Bruger vi dem, kan vi alt – lige fra at springe i faldskærm, få et fantastisk sexliv, blive meget rige, blive lykkelige – eller komme i Himlen.
Og livets mening er blot et spørgsmål om at indstille sine forventninger, som jeg læste for nylig. Hvis du ikke kan finde meningen, skal du blot reducere dine forventninger. En smart og effektiv vej til lykke.

Træk vejret dybt og hold det!” Lyder en metallisk stemme. Lejet har ført mig ind i ringen. De røde lys suser rundt om hovedet. Hvad finder de? Hvor langt er der til kanten?

Diagnosen ”kræft” river ord-kulisserne bort. Man vågner op midt i en meget konkret og fysisk verden, hvor kroppens behov og funktioner kræver tid og opmærksomhed. Men det er hårdt arbejde at nå frem til at forstå, at livet foregår i kroppen, og at den ikke blot er et redskab til rådighed for hjernens, bevidsthedens forestillinger og krav. Indsigten skal ’ned’ i kroppen, det er ikke tilstrækkeligt, at jeg ved det.
I de fleste af de mange alternative behandlingsformer er hovedet og ordene stadig dominerende og troen på den mentale kraft stærk. Selv om især kinesiske metoder har vundet indpas, og der er voldsom interesse for sund levevis, er markedet oversvømmet med og dybt præget af, at hjernen styrer. Sådan har jeg også selv tænkt og levet. Det er først efter mødet med knuderne, at jeg er kommet ud af hjernens snævre kasse.
Det har kostet megen omtanke og vilje at nå så langt. En af de vigtigste erfaringer er, at jeg selv skulle finde og sammensætte mit personlige team af hjælpere og behandlere. Autoriserede og alternative. Professionelle og private.
Lægerne, som jo i den grad arbejder med kroppen, har ikke bidraget til, at jeg er blevet klogere på kroppen, mest fordi jeg har haft en opfattelse af dem og deres arbejde, som blokerede. Men også fordi lægernes faglige selvforståelse er begrænset og snævert fokuseret på sygdommen. De bliver ofte – og med rette – kritiseret for ikke se personen foran dem, kun sygdommen lige dér, hvor den manifesterer sig. Ingen sammenhængstænkning.
Alligevel er der mange grunde til at rose og beundre lægerne. De fleste er engagerede og ekstremt dygtige på deres felt. Og de bestyrer et system, der præsterer utrolige resultater. Deres specialviden og især deres håndværksmæssige kunnen værdsætter jeg meget højt. Uden dem ville jeg være død.

”Nu sprøjter jeg kontrastvæsken ind,” siger en sygeplejerske, og væk er hun. En stærk og besynderlig varme breder sig i hovedet og enden.

To personer har hjulpet mig med at finde ned i kroppen og lære den at kende. Kræftpsykologen Bobby Zachariae og Ken Balson, som praktiserer ”Body work”.
Selv om jeg ikke har en traditionel psykolog i mit team, spiller Zachariaes visualiserings-cd’er en stor rolle. Især er afspændings-visualiseringerne vigtige rutiner i min dagligdag. Men mest betydningsfuld er hans vejledning i at komme ned i kroppen og lade den bestemme:
”Lad blot kroppen tage over. Lad tingene ske af sig selv uden at presse på. Din krop ved bedst.”
Det hjælper godt mod den stress, der ligger lige for, når man nu så gerne vil styre sin krop til at blive helbredt. Zachariae viser i stedet, hvordan afslapning og indre harmoni kan befordre velvære og virke helbredende.
Men min nyvundne stærke sansning af min krops indre, af organernes funktioner, musklerne, blod- og lymfecirkulationen skyldes Ken Balson.
Jeg er nu i stand til at sanse selv de mindste forandringer i kroppen, og det er nyt for mig. Det har taget måneder behandling og samtaler med Balson.
Body work er en slags massage, hvor Balson bruger sine hænder til at genskabe symmetrien i patientens krop og genåbne blokerede blod- og lymfebaner.
Når vi bliver ældre, svækkes og hæmmes blodets og lymfens flow, så det gælder om at holde kanalerne åbne og fjerne de blokeringer, der besværliggør eller hindrer gennemstrømningen.
I modsætning til så mange andre der arbejder med kroppen, koncentrerer Ken sig om musklerne og kroppens struktur. Kiropraktorer manipulerer med rygsøjlen. Fysioterapeuter arbejder med muskler og knogler for at genoprette et særligt ramt sted på kroppen.
Ken arbejder med hele kroppen.

To historiske afsæt for Balsons behandling er især interessante, fordi de viser spændet i den omfattende viden, han bygger sin ”Body Work” på. Det ene afsæt er gnostikerne især ”The Essene Gospel of Peace” (Essenernes freds-evangelium). Esserne var et religiøst broderskab på Jesu tid. I deres evangelium, som naturligvis blev udelukket af den katolske kirkes bibel på grund af deres praksis med ’body work’, kan man læse, hvordan Jesus underviser i noget så moderne og alternativt som tarmskylning.
Meget interessant er det også, at ”den jordiske mor” er ligestillet med ”den himmelske far”. Et direkte og meget slagkraftigt alternativ til Paulus’ kirke og stadig også til vor tids kirkes med sin stædige udelukkelse af kroppens vitale liv. Når man som jeg er opdraget i Indre Mission, er man hårdt ramt på det område.
Ken Balsons anden søjle er hentet i mere nutidig forskning hos den tyske biokemiker Otto Warburg, som i 1931 modtog Nobelprisen for sin forskning i cellers respiration, en forskning som er grundlaget for hans teori om, hvordan kræft opstår og kan forebygges.
Ifølge den teori er kræft en dysfunktion i cellernes respiration. Warburg er tilsyneladende helt glemt i Danmark i dag. Men ganske interessant kunne man forleden læse på BBC om en ny engelsk forskning, som har påvist, at celler med for lidt ilt i sig kan sætte en kæde af begivenheder i gang, som kan føre til en cancertilstand.
Det bekræfter – eller i hvert fald arbejder videre i Warburgs spor, der måske kan komme til ny anerkendelse og værdighed. Ganske optimistisk for en kræftpatient.
Ken Balson bruger Warburgs teori i sit arbejde. Kort og forenklet fortalt forsøger han at fremme iltindholdet i blodet og forøge blodets gennemstrømning helt ud i de tyndeste kapilære. På samme vis forsøger han at åben for lymfens flow overalt i kroppen.
Det gør han ved at bearbejde musklerne, som for langt de fleste af os, er anspændte og hårde og blokerende for blodets cirkulation.
Massagen frigør blokeret energi. Hvis dine muskler er spændte, siger han, presser de blodkarrene og lymfebanerne sammen, så der ikke kommer tilstrækkeligt med næring – ilt – rundt i kroppen og ud i de yderste dele. Massagen har til formål at genoprette symmetrien i kroppen, strække den krogede holdning ud, så vi kan ånde friere og dermed optage mere ilt og transportere det mere frit rundt i kroppen.

”Træk vejret og hold det!” Den metalliske stemme er tilbage. De røde lys snurrer. Lejet bevæger sig, og jeg føres langsomt gennem ringen.

Det kræver en indsats at fange og forstå Kens tænkemåde, fordi den er så uvant for os, selv om den egentlig i bund og grund er sund fornuft og meget ligetil. Hjernen gør modstand, vi vil hellere tro på noget kompliceret og mystisk, som vi kan gemme os i. Det kan ikke være rigtigt, at livet er så enkelt.
Men jeg behøver ikke tro på noget, jeg behøver ikke overgive mig til et eller andet system af økologisk, psykologisk eller spirituel karakter. Tværtimod kunne man sige, at Kens behandling bygger mere på en mekanisk og biologisk analyse af kroppens funktioner.
Gennem hans behandling er jeg nået frem til åbne af en ny sensibilitet, en ny fornemmelse af min krops liv og mit liv i kroppen. ”Fornemmelse” er ikke noget vagt og upræcist. Tværtimod. Det er en meget stærk og entydig sansning af sammenhænge i kroppen, organernes samspil og kropsvæskernes flow.
At nå frem til den sansning har givet mig revolutionerende resultater.
Jeg har lært at følge min krops tempo og rytme i stedet for at forsøge at styre og presse den ind i et bevidst tillært og konstrueret forløb. Jeg har lært, hvad der er godt for mig, og hvad skader. Og jeg har nu en stærk og entydig følelses-viden om, hvad der passer til mig.
Jeg har fået betydelig mere energi, føler mig raskere, stærkere og mere optimistisk. Jeg er blevet meget bedre til at leve godt med kræftknuden i mit indre.
Tidligere kunne jeg ikke skelne smerterne fra hinanden med det resultat, at enhver lille spænding eller smerte straks sendte et ilbud op i min hjerne om, at nu voksede knuden, nu var det også galt dér – og dér. Med min nye krops-sans kan jeg bedre styre tankerne fra kroppen.
Jeg har vendt processen om. Nu er det kroppen, der styrer bevidstheden og ikke bare som tidligere nogle uklare fornemmelser i min bevidsthed og underbevidsthed, som fik mig til at frygte al smerte og til at konkludere de mest ekstreme scenarier.
Jeg har placeret centrum i kroppen. Den er udgangspunktet for alt, og den er motoren, og herfra fødes de bærende tanker og livsmodet.
Jeg har indført et nyt tidssystem i mit liv. Kroppens tid. Og et nyt tankesystem. Kroppens sansninger og tanker. Det er ikke bare sundt for kroppen men også for hovedet.
Det giver ro og større sikkerhed, når jeg skal leve med kræft - og vil leve godt med kræft.

”Så er du færdig.” Kvinden står igen ved lejet. Piller kanylen ud af min arm og siger, at de sender beskrivelsen op til afdelingen.

Jeg kan gå hjem. Om en uge vender jeg tilbage til Rigshospitalet for at få svar på, hvad de fandt i mit indre. Så vil jeg gå under kastanjetræerne langs Søerne over til Blegdamsvej, og en læge vil tage et gult ark papir ud af din journal og læse op.