Og oven over alting ...

Om hvordan forårssolen hjælper mig med at genfinde tilliden til livet

I vinterens influenzatid er det svært at holde styr på tankerne. Alle symptomer, der dukker op i kroppen, bliver testet: Er kræften vendt tilbage? Er det de samme symptomer som dengang?
Uudholdeligt. Fornuften går i stå, lige indtil jeg får trukket i nødbremsen og tænkt mig om. Hold nu op Flemming. Du er lige blevet skannet, og alt var godt. Alligevel kan usikkerheden plage mig.
”Forståeligt,” siger familien, men det overrasker og irriterer mig, at en forkølelse eller et prik af smerte i højre side, stadig kan sætte hele alarmberedskabet i gang.
Jeg skælder mig ud. Bebrejder mig at jeg ikke har bedre styr på frygten. Hvorfor sidder den stadig så dybt i mig? Det er over et år siden, at jeg fik den rene skanningsattest. Jeg har det godt. Jeg er – næsten – vendt tilbage til et normalt liv, alligevel sidder frygten og gnaver. Og jeg længes i den grad efter ro og sikkerhed.

I 23 år har jeg haft kræftceller i kroppen. Første gang blev jeg opereret, og det var det. Stille og roligt. Jeg fandt hurtigt – sådan husker jeg det – trygheden igen. Men da nyrekræften kom tilbage for fem år siden var chokket sjælsrystende. Det krævede al min styrke og livslyst at få fat i en flig af livet igen. Jeg var meget modvillig, vred og bange.
Men efter to operationer og godt to år i immunstimulerende terapi lysnede det. Jeg kunne kalde mig ”kræftrask” og forsøge at finde tilbage til .... ja, her går jeg så i stå. For hvad var det, jeg skulle tilbage til? Eller skulle jeg i virkeligheden frem til et nyt liv? Det var ikke lige til at finde ud af.
Da den første eufori over knudernes forsvinden havde lagt dig, dukkede eftertanken op. Hvad nu? Spurgte jeg.
Jeg var blevet fyret. Økonomien var på ingen måde den samme. Kroppen var ikke helt på toppen. Jeg var jo også blevet ældre. Og livsperspektivet havde været udsat for en gevaldig rystetur.

Forvirring! Sådan kan jeg vist sammenfatte følelsen i de 15 måneder, der nu er gået. Forvirring, blandet op med udbrud af frygt og modløshed, men også med stærk optimisme og somme tider en modig tro på en lys og sjov fremtid.
De store svingninger overraskede. Det var som mødte jeg en mur – eller måske snarere en meget tyk tåge, som fik mig til at miste orienteringen.
Selvfølgelig handler det om frygten for, at knuderne vender tilbage. Jeg ved, der er celler, som en dag – måske/måske ikke – kan begynde at dele sig uhæmmet. Ja, den frygt kender jeg. Men det handler ikke kun om det. Der er andet og mere på spil. Og jeg tror, at det er vigtigt – i hvert fald for mig – at undersøge den ydre modstand. Altså noget uden for min indre frygt og min psykiske konstitution.
Det handler om, at alt omkring mig – samfundet sådan i al almindelighed – er gennemsyret af frygt og usikkerhed. Der bliver talt uhyggelig meget om alt det, der måske rammer os. Alle mulige frygt-begivenheder over alt i verden. Og der bliver talt uhyggelig meget om, hvordan vi kan forbedre vores sikkerhed. Politi, militær, politikere skal sørge for mere sikkerhed for os. Alt går op i frygt og sikkerhed, måske fordi aviser, radio og tv-nyheder er så overlæsset med ulykker, krig, terror og kriminalitet. Ikke en time lades vi i fred for skræmmende historier. Det påvirker mig i den grad, så jeg ser farer overalt – hvis jeg ikke passer på og standser op. Tænker mig om.

Vi mister tilliden til livet.

Når man er frygt-belastet af sygdom er det ikke til at holde ud at møde frygten rundt omkring sig, man mister tilliden til, at noget som helst kan gå godt. Og det påvirker i høj grad, hvordan jeg selv tackler sygdommen, bivirkninger og alt der følger med.
Jeg mister tillid til min krops selv-helbredende ressourcer. Mine mentale kræfter og kreative forsøg på at bygge op bliver svækket, og jeg overmandes af angst.
Frygten for sygdommen blander sig med de mange billeder af ulykker, krig og vold, medierne hver eneste dag fodrer os med. Her er ingen ulykke for lille.
Og med krisen er kommet endnu et ord i arsenalet af frygt-granater.
Men jeg forsøger at holde fast i mine erfaringer fra den svære tid med behandling og plagende bivirkninger. Dengang lykkedes det mig at ”blive ven med frygten”. Det har jeg skrevet en hel bog om, så det må vel også lykkes for mig nu at komme overens med den massive frygt og usikkerhed, der kan ramme mig som en tsunami.
Dengang fandt jeg ud af, at usikkerhed og frygt ikke var det samme som skrøbelighed og svaghed. Selv i den periode, hvor jeg var allermest truet af knudernes hærgen, følte jeg mig stærk og oplevede en ro og tillid. Tillid til livet. Tillid til de mennesker, der omgav mig. Mine nærmeste og vennerne – naturligvis – men også til mine læger og sygeplejersker. En tillid, som smittede af og gav mig mere tro på, at jeg godt kunne klare det.
Det triste er, at jeg – nu hvor jeg er kræftrask – kan føle, at jeg skal kæmpe for at opretholde den tillid.
Jeg har lyst til at råbe til politikerne og medierne: Hold nu op! Stop dyrkelsen af usikkerheden. Se på realiteterne. Jeg bor tæt på Nørrebro, og det ligner på ingen måde mediernes billede af min by. Jeg lever godt. Ja, jeg ved, der er krig i verden, og at nogle kriminelle slås i byen. Men jeg ved også, at jeg hver dag går rundt i den samme by, rolig og sikker. Glad. Møder mine venner og mærker de første glimt af forårssolen.
Jeg ved også, at kræften stadig er min livsledsager – i hvert fald psykisk. Den usikkerhed er et vilkår. Mit livs vilkår. Jeg ved ikke, hvad der sker i morgen. Det har jeg aldrig vidst. Sådan er det for os alle. Kræft eller ej.
Vi kan ikke forsikre os mod fremtiden. Vi kan ikke kræve eller forvente fuldstændig sikkerhed. Og det er helt fint. Jeg behøver ikke at frygte, og jeg behøver ikke at gøre mig alle mulige anstrengelser for at komme frygten til livs. Jeg kan leve med den. Den er til stede et sted i mit liv og vil altid være det. Og det er OK.
Jeg ved, at jeg kan finde trygheden i usikkerheden. Og det gør jeg bedst ved ikke konstant at anstrenge mig for at føle mig sikker. Den totale sikkerhed er en illusion.
Livet er ikke sikkert, for var det sikkert, var det ikke liv.
Jeg ved ikke præcist, hvad der sker i morgen. Ja, jeg er usikker, men det betyder ikke, at jeg er svag og sårbar. Faktisk er jeg meget stærk lige midt i usikkerheden. Faktisk viste det sig, at jeg var stærkest og i stand til at finde tilliden til livet, da frygten var værst. Så hvorfor skulle jeg ikke kun leve fri og glad nu, hvor jeg er fri af kræften i udbrud? Og på trods af alle mediernes daglige dryp af frygt.
Når jeg dyrker tilliden til livet – alt det brogede liv omkring mig - lever jeg trygt og godt. Og jeg ved nu, at forårssolen var der et sted bag skyerne. I dag har jeg drukket en kop te med familien på en cafe på Nørrebro – i solen.