I går klokken næsten to gik jeg ind i undersøgelsesstuen på ambulatoriet på 11. etage Rigshospitalet for at få besked på, hvornår jeg skulle begynde i strålebehandling.
Da jeg kom ud igen, havde mit slået en kolbøtte, som det så ofte er sket de seneste fem år. Og denne gang var det en forlæns kolbøtte, en glad kolbøtte, fuld af liv og nyt gåpåmod.
Strålebehandlingen var aflyst, for en ny skanning - en skintigrafi - havde ikke vist knuder, og resultatet af en tidligere MR-skanning var blevet revurderet og vurderet af andre eksperter, og konklusionen var, at de to små knaster måske ikke var kræft, at de var for små til stråling og i det hele taget ville man vente på en ny skanning, inden der - måske - skal ske noget.
Alt i alt. Måske har jeg nogle nye knuder, måske har jeg ikke.
Den situation kender jeg. Den har jeg levet godt med i flere år. Efter den lange periode med immunterapi, hvor de store knuder forsvandt, blev der en lille knast tilbage - og "måske er det arvæv", sagde Gregers.
Ja, sådan er det. Et skanningsbillede er ikke som et skarpt foto af en godt belyst genstand, hvor vi kan være sikre på, hvad der er på billedet. Et skanningsresultat er åben for fortolkning. Der er en usikkerhed.
Den usikkerhed kan jeg fint leve med. Livet er usikkert. Jeg er sårbar, men jeg er ikke skrøbelig. Og total sikkerhed er ikke mulig.
Jeg har haft kræftceller i mig i over 23 år nu, efter den første operation, hvor højre nyre blev fjernet. Jeg har ikke vænnet mig til, at der er og i lang tid - måske altid - har været kræftceller i mig. Men jeg ved, jeg har kræft. Jeg kan se det i øjnene, og jeg ved, at jeg lever et godt liv med de celler. Så længe de ikke truer mig og mit liv.
Det er det vigtigste.
Usikkerheden skal ikke slå mig ud. Den skal ikke dominere min hverdag.
Den forlæns kolbøtte, jeg slog i går, har forandret mit fokus og styrket mit humør. Og det er godt. Men det jeg skrev i går, inden undersøgelsen, gælder også i dag.
Jeg vil bygge op. Jeg søger og dyrker optimismen. Jeg glæder mig over mit liv. Min livslyst. Det er det vigtigste.
Wednesday, October 14, 2009
Tuesday, October 13, 2009
En ny begyndelse
Hvordan jeg forsøger at skrive mig frem til ny optimisme, efter at to knuder har vist sig i ryggen.
I dag skal jeg på Riget og have besked om, hvad der skal ske med de to nye knuder, der har vist sig nederst i ryggen. Jeg skal møde på ambulatoriet på 11. etage, samme sted jeg angst og forvirret troppede op for fem et halvt år siden og begyndte min karriere som kræftpatient.
Hvordan holder jeg ud? Holder energien? Holder ved optimismen?
I dag kan jeg ikke give et enkelt svar. Ved bare, at jeg vil og må gøre det, men det er som om, jeg ikke kan nå frem til virkelig at gøre noget. Tankerne hænger fast i en stor sej elastik, hver gang jeg får fat og tænker: Nu går det fremad! Så bliver jeg trukket tilbage og må begynde forfra.
I går blev jeg forkølet. Ikke noget særlig måske, og jeg kommer over det. Men alligevel irriterer det og værre endnu, det bidrager til en følelse af mismod, af alt går imod mig. At kræften er stærkest.
I små tre måneder har jeg kæmpet med et hold i ryggen. Næsten samme sted, knuderne har sat sig. ’Men,’ siger mine læger, ’det er ikke knuderne, der giver mig smerter.’
Hvad så? Får jeg lyst til at vrænge.
Det er en muskel i den ene balle, der har spændt sig op og trykker på iskias-nerven, som så bliver irriteret og smerter ret vildt.
Men hvorfor kan jeg ikke komme fri af smerterne. Fysioterapeuter, min egen læge, en kiropraktor og en reumatolog har undersøgt mig, og jeg har fået gode råd og behandling. Men smerterne er der stadig – og somme tider lige så stærke som den første tid.
Det er ikke til at holde ud.
Sådan kører tankerne. Og sådan bryder jeg mig selv ned. Lander i mismod.
Nu forsøger jeg så igen at skrive mig ud af det. Skrive mig frem til klarhed og overskud. Jeg ved, hvad jeg skal gøre mentalt – men ikke fysisk. Det må jeg overlade til lægerne. Undtagen strækøvelserne som skal afhjælpe smerterne i lænden.
Kendsgerningen er, at jeg har to nye knuder. Og at jeg har smerter i bagdel og venstre ben. Kan kun ligge og gå.
Derfra må jeg bygge op.
Jeg vil bruge al min energi og vilje på at holde mine tanker i ro. Jeg ved af erfaring, at den bedste metode begynder med, at jeg må koncentrere mig om at gøre lige netop det fysiske, som er godt for mig. Gå en tur. Sove og hvile mere end jeg har lyst til. Sørge for, at kroppen har overskud. Når det sker, kan jeg også få hold på tankerne.
Mismodet viser sig som regel som en nedadgående spiral af tanker, som forstærker hinanden. Jeg skal bryde den spiral. Det gør jeg ved at sætte al min koncentration ind på at tænke andre tanker.
Jeg kan læse, det virker godt, når jeg har valgt en bog, som styrker. Jeg kan visualisere. Jeg bygger min egen – nye – visualisering op. Min meditation, hvor jeg både finder roen i den rytmisk gentagelse af gode ord og sætninger. Når jeg samtidig med visualiseringen går i mit eget tempo, virker det dobbelt, og pludselig kan jeg åbne øjnene helt, tågen forsvinder, jeg ser klart og bliver i godt humør.
Jeg kan – som nu – skrive mig igennem tågen og opgivelsen og finde klarheden og styrken til at bryde mismodet. Finde frem til hvad jeg må gøre, og hvad der virker.
Allerede nu kan jeg mærke at jeg bedre er i stand til at møde den hårde besked, jeg får i dag af Gregers eller Mari-Janne (mine læger). Jeg tør se klarere på det, jeg allerede ved. At jeg nok skal i strålebehandling.
Se, det er allerede et godt resultat. Et fremskridt. Jeg kan mærke, at det giver god energi og gåpåmod, at jeg tør se klart og uden filter på, at jeg skal i strålebehandling.
Jeg vil – og kan nu bedre gå ind i behandlingen og bidrage til, at jeg tager godt imod den, at jeg arbejder med, så behandlingen bliver mere effektiv, og bivirkningerne ikke slår mig ud. Når jeg arbejder med og fastholder, at strålerne skal gøre mig rask, kan jeg meget bedre klare, hvad der følger, og – lige så vigtigt – jeg bliver i bedre humør og bedre i stand til at leve et nogenlunde normalt liv, mens jeg er i behandling.
Det bevirker så igen, at jeg ikke tænker så meget på sygdom og behandling men har andre ting at gå op i.
Og sådan bider det sig i halen alt sammen og skaber en ring af gode tanker, gode handlinger og dermed mere optimisme og livslyst.
Sådan er det. Jeg ved det – fra sidste gang og fra alle de tanker, jeg gjorde mig, da jeg skrev min bog.
Altså:
Nu begynder jeg igen. Og jeg kan mærke det virker. Jeg er allerede fyldt med mere gåpåmod. Jeg er ikke bange for at gå over på Riget og høre, hvad Gregers og Mari-Janne har planlagt for mig.
Det skal nok gå!
I dag skal jeg på Riget og have besked om, hvad der skal ske med de to nye knuder, der har vist sig nederst i ryggen. Jeg skal møde på ambulatoriet på 11. etage, samme sted jeg angst og forvirret troppede op for fem et halvt år siden og begyndte min karriere som kræftpatient.
Hvordan holder jeg ud? Holder energien? Holder ved optimismen?
I dag kan jeg ikke give et enkelt svar. Ved bare, at jeg vil og må gøre det, men det er som om, jeg ikke kan nå frem til virkelig at gøre noget. Tankerne hænger fast i en stor sej elastik, hver gang jeg får fat og tænker: Nu går det fremad! Så bliver jeg trukket tilbage og må begynde forfra.
I går blev jeg forkølet. Ikke noget særlig måske, og jeg kommer over det. Men alligevel irriterer det og værre endnu, det bidrager til en følelse af mismod, af alt går imod mig. At kræften er stærkest.
I små tre måneder har jeg kæmpet med et hold i ryggen. Næsten samme sted, knuderne har sat sig. ’Men,’ siger mine læger, ’det er ikke knuderne, der giver mig smerter.’
Hvad så? Får jeg lyst til at vrænge.
Det er en muskel i den ene balle, der har spændt sig op og trykker på iskias-nerven, som så bliver irriteret og smerter ret vildt.
Men hvorfor kan jeg ikke komme fri af smerterne. Fysioterapeuter, min egen læge, en kiropraktor og en reumatolog har undersøgt mig, og jeg har fået gode råd og behandling. Men smerterne er der stadig – og somme tider lige så stærke som den første tid.
Det er ikke til at holde ud.
Sådan kører tankerne. Og sådan bryder jeg mig selv ned. Lander i mismod.
Nu forsøger jeg så igen at skrive mig ud af det. Skrive mig frem til klarhed og overskud. Jeg ved, hvad jeg skal gøre mentalt – men ikke fysisk. Det må jeg overlade til lægerne. Undtagen strækøvelserne som skal afhjælpe smerterne i lænden.
Kendsgerningen er, at jeg har to nye knuder. Og at jeg har smerter i bagdel og venstre ben. Kan kun ligge og gå.
Derfra må jeg bygge op.
Jeg vil bruge al min energi og vilje på at holde mine tanker i ro. Jeg ved af erfaring, at den bedste metode begynder med, at jeg må koncentrere mig om at gøre lige netop det fysiske, som er godt for mig. Gå en tur. Sove og hvile mere end jeg har lyst til. Sørge for, at kroppen har overskud. Når det sker, kan jeg også få hold på tankerne.
Mismodet viser sig som regel som en nedadgående spiral af tanker, som forstærker hinanden. Jeg skal bryde den spiral. Det gør jeg ved at sætte al min koncentration ind på at tænke andre tanker.
Jeg kan læse, det virker godt, når jeg har valgt en bog, som styrker. Jeg kan visualisere. Jeg bygger min egen – nye – visualisering op. Min meditation, hvor jeg både finder roen i den rytmisk gentagelse af gode ord og sætninger. Når jeg samtidig med visualiseringen går i mit eget tempo, virker det dobbelt, og pludselig kan jeg åbne øjnene helt, tågen forsvinder, jeg ser klart og bliver i godt humør.
Jeg kan – som nu – skrive mig igennem tågen og opgivelsen og finde klarheden og styrken til at bryde mismodet. Finde frem til hvad jeg må gøre, og hvad der virker.
Allerede nu kan jeg mærke at jeg bedre er i stand til at møde den hårde besked, jeg får i dag af Gregers eller Mari-Janne (mine læger). Jeg tør se klarere på det, jeg allerede ved. At jeg nok skal i strålebehandling.
Se, det er allerede et godt resultat. Et fremskridt. Jeg kan mærke, at det giver god energi og gåpåmod, at jeg tør se klart og uden filter på, at jeg skal i strålebehandling.
Jeg vil – og kan nu bedre gå ind i behandlingen og bidrage til, at jeg tager godt imod den, at jeg arbejder med, så behandlingen bliver mere effektiv, og bivirkningerne ikke slår mig ud. Når jeg arbejder med og fastholder, at strålerne skal gøre mig rask, kan jeg meget bedre klare, hvad der følger, og – lige så vigtigt – jeg bliver i bedre humør og bedre i stand til at leve et nogenlunde normalt liv, mens jeg er i behandling.
Det bevirker så igen, at jeg ikke tænker så meget på sygdom og behandling men har andre ting at gå op i.
Og sådan bider det sig i halen alt sammen og skaber en ring af gode tanker, gode handlinger og dermed mere optimisme og livslyst.
Sådan er det. Jeg ved det – fra sidste gang og fra alle de tanker, jeg gjorde mig, da jeg skrev min bog.
Altså:
Nu begynder jeg igen. Og jeg kan mærke det virker. Jeg er allerede fyldt med mere gåpåmod. Jeg er ikke bange for at gå over på Riget og høre, hvad Gregers og Mari-Janne har planlagt for mig.
Det skal nok gå!
Subscribe to:
Posts (Atom)
