I går klokken næsten to gik jeg ind i undersøgelsesstuen på ambulatoriet på 11. etage Rigshospitalet for at få besked på, hvornår jeg skulle begynde i strålebehandling.
Da jeg kom ud igen, havde mit slået en kolbøtte, som det så ofte er sket de seneste fem år. Og denne gang var det en forlæns kolbøtte, en glad kolbøtte, fuld af liv og nyt gåpåmod.
Strålebehandlingen var aflyst, for en ny skanning - en skintigrafi - havde ikke vist knuder, og resultatet af en tidligere MR-skanning var blevet revurderet og vurderet af andre eksperter, og konklusionen var, at de to små knaster måske ikke var kræft, at de var for små til stråling og i det hele taget ville man vente på en ny skanning, inden der - måske - skal ske noget.
Alt i alt. Måske har jeg nogle nye knuder, måske har jeg ikke.
Den situation kender jeg. Den har jeg levet godt med i flere år. Efter den lange periode med immunterapi, hvor de store knuder forsvandt, blev der en lille knast tilbage - og "måske er det arvæv", sagde Gregers.
Ja, sådan er det. Et skanningsbillede er ikke som et skarpt foto af en godt belyst genstand, hvor vi kan være sikre på, hvad der er på billedet. Et skanningsresultat er åben for fortolkning. Der er en usikkerhed.
Den usikkerhed kan jeg fint leve med. Livet er usikkert. Jeg er sårbar, men jeg er ikke skrøbelig. Og total sikkerhed er ikke mulig.
Jeg har haft kræftceller i mig i over 23 år nu, efter den første operation, hvor højre nyre blev fjernet. Jeg har ikke vænnet mig til, at der er og i lang tid - måske altid - har været kræftceller i mig. Men jeg ved, jeg har kræft. Jeg kan se det i øjnene, og jeg ved, at jeg lever et godt liv med de celler. Så længe de ikke truer mig og mit liv.
Det er det vigtigste.
Usikkerheden skal ikke slå mig ud. Den skal ikke dominere min hverdag.
Den forlæns kolbøtte, jeg slog i går, har forandret mit fokus og styrket mit humør. Og det er godt. Men det jeg skrev i går, inden undersøgelsen, gælder også i dag.
Jeg vil bygge op. Jeg søger og dyrker optimismen. Jeg glæder mig over mit liv. Min livslyst. Det er det vigtigste.
Flemming Flyvholm
- Flemming Flyvholm
- Jeg er 65 år, journalist. I 2004 fik jeg diagnosen nyrekræft. Efter lange - og dejligt virkningsfulde - behandlinger kan jeg i dag kalde mig kræft-rask. Jeg har oprettet bloggen for at samle og formidle gode historier om kræft. Det er vigtigt, at vi alle fortæller opmuntrende og positive historier om vores kræftforløb. I den senere tid har jeg ikke været så flittig med opdateringer og nye fortællinger. Det håber jeg, at jeg kan gøre noget ved i det nye år 2011. Mange har i tidens løb skrevet eller ringet til mig for måske at få et godt råd - eller blot snakke. Det må du også gerne. Mail: flemming@flyvholm.nu
Min bog om livet med kræft
"På kanten af livet" er min personlige beretning om at leve med en alvorlig kræftsygdom. Fra den dag diagnosen bliver stillet og frem til det glædelige øjeblik, hvor knuderne er forsvundet, og jeg kan kalde mig kræftrask.
1 comment:
Kære Flemming
Jeg er ved et tilfælde kommet forbi din blog her - og det vil jeg gøre igen. Tusind tak for alle dine ærlige tanker - og ikke mindst den kronik, der ligger et stykke tid tilbage.
Min mor er kræftpatient og er ikke så åben om sine tanker, som du er her. Det skyldes formentlig, at hun gerne vil beskytte sin unge - mig! Gennem dine ord får jeg et lille indblik i, hvordan det bl.a. er, at være patient.
Og hvor er det dejligt at læse det seneste indlæg om den forlæns kolbøtte.
Mange hilsner Marianne
Post a Comment