Om min bog "På kanten af livet".
Forlaget er ophørt med at sælge bogen.
Men jeg har erfaret, at der stadig er nogle, der ønsker at læse den, og har derfor opkøbt restoplaget.
Du kan købe den af mig ved at skrive en mail til
flemming@flyvholm.nu
Prisen er 100 kr. - heraf porto kr. 38.
Kærlig hilsen
Flemming
Monday, December 6, 2010
Wednesday, October 14, 2009
Kolbøtte
I går klokken næsten to gik jeg ind i undersøgelsesstuen på ambulatoriet på 11. etage Rigshospitalet for at få besked på, hvornår jeg skulle begynde i strålebehandling.
Da jeg kom ud igen, havde mit slået en kolbøtte, som det så ofte er sket de seneste fem år. Og denne gang var det en forlæns kolbøtte, en glad kolbøtte, fuld af liv og nyt gåpåmod.
Strålebehandlingen var aflyst, for en ny skanning - en skintigrafi - havde ikke vist knuder, og resultatet af en tidligere MR-skanning var blevet revurderet og vurderet af andre eksperter, og konklusionen var, at de to små knaster måske ikke var kræft, at de var for små til stråling og i det hele taget ville man vente på en ny skanning, inden der - måske - skal ske noget.
Alt i alt. Måske har jeg nogle nye knuder, måske har jeg ikke.
Den situation kender jeg. Den har jeg levet godt med i flere år. Efter den lange periode med immunterapi, hvor de store knuder forsvandt, blev der en lille knast tilbage - og "måske er det arvæv", sagde Gregers.
Ja, sådan er det. Et skanningsbillede er ikke som et skarpt foto af en godt belyst genstand, hvor vi kan være sikre på, hvad der er på billedet. Et skanningsresultat er åben for fortolkning. Der er en usikkerhed.
Den usikkerhed kan jeg fint leve med. Livet er usikkert. Jeg er sårbar, men jeg er ikke skrøbelig. Og total sikkerhed er ikke mulig.
Jeg har haft kræftceller i mig i over 23 år nu, efter den første operation, hvor højre nyre blev fjernet. Jeg har ikke vænnet mig til, at der er og i lang tid - måske altid - har været kræftceller i mig. Men jeg ved, jeg har kræft. Jeg kan se det i øjnene, og jeg ved, at jeg lever et godt liv med de celler. Så længe de ikke truer mig og mit liv.
Det er det vigtigste.
Usikkerheden skal ikke slå mig ud. Den skal ikke dominere min hverdag.
Den forlæns kolbøtte, jeg slog i går, har forandret mit fokus og styrket mit humør. Og det er godt. Men det jeg skrev i går, inden undersøgelsen, gælder også i dag.
Jeg vil bygge op. Jeg søger og dyrker optimismen. Jeg glæder mig over mit liv. Min livslyst. Det er det vigtigste.
Da jeg kom ud igen, havde mit slået en kolbøtte, som det så ofte er sket de seneste fem år. Og denne gang var det en forlæns kolbøtte, en glad kolbøtte, fuld af liv og nyt gåpåmod.
Strålebehandlingen var aflyst, for en ny skanning - en skintigrafi - havde ikke vist knuder, og resultatet af en tidligere MR-skanning var blevet revurderet og vurderet af andre eksperter, og konklusionen var, at de to små knaster måske ikke var kræft, at de var for små til stråling og i det hele taget ville man vente på en ny skanning, inden der - måske - skal ske noget.
Alt i alt. Måske har jeg nogle nye knuder, måske har jeg ikke.
Den situation kender jeg. Den har jeg levet godt med i flere år. Efter den lange periode med immunterapi, hvor de store knuder forsvandt, blev der en lille knast tilbage - og "måske er det arvæv", sagde Gregers.
Ja, sådan er det. Et skanningsbillede er ikke som et skarpt foto af en godt belyst genstand, hvor vi kan være sikre på, hvad der er på billedet. Et skanningsresultat er åben for fortolkning. Der er en usikkerhed.
Den usikkerhed kan jeg fint leve med. Livet er usikkert. Jeg er sårbar, men jeg er ikke skrøbelig. Og total sikkerhed er ikke mulig.
Jeg har haft kræftceller i mig i over 23 år nu, efter den første operation, hvor højre nyre blev fjernet. Jeg har ikke vænnet mig til, at der er og i lang tid - måske altid - har været kræftceller i mig. Men jeg ved, jeg har kræft. Jeg kan se det i øjnene, og jeg ved, at jeg lever et godt liv med de celler. Så længe de ikke truer mig og mit liv.
Det er det vigtigste.
Usikkerheden skal ikke slå mig ud. Den skal ikke dominere min hverdag.
Den forlæns kolbøtte, jeg slog i går, har forandret mit fokus og styrket mit humør. Og det er godt. Men det jeg skrev i går, inden undersøgelsen, gælder også i dag.
Jeg vil bygge op. Jeg søger og dyrker optimismen. Jeg glæder mig over mit liv. Min livslyst. Det er det vigtigste.
Tuesday, October 13, 2009
En ny begyndelse
Hvordan jeg forsøger at skrive mig frem til ny optimisme, efter at to knuder har vist sig i ryggen.
I dag skal jeg på Riget og have besked om, hvad der skal ske med de to nye knuder, der har vist sig nederst i ryggen. Jeg skal møde på ambulatoriet på 11. etage, samme sted jeg angst og forvirret troppede op for fem et halvt år siden og begyndte min karriere som kræftpatient.
Hvordan holder jeg ud? Holder energien? Holder ved optimismen?
I dag kan jeg ikke give et enkelt svar. Ved bare, at jeg vil og må gøre det, men det er som om, jeg ikke kan nå frem til virkelig at gøre noget. Tankerne hænger fast i en stor sej elastik, hver gang jeg får fat og tænker: Nu går det fremad! Så bliver jeg trukket tilbage og må begynde forfra.
I går blev jeg forkølet. Ikke noget særlig måske, og jeg kommer over det. Men alligevel irriterer det og værre endnu, det bidrager til en følelse af mismod, af alt går imod mig. At kræften er stærkest.
I små tre måneder har jeg kæmpet med et hold i ryggen. Næsten samme sted, knuderne har sat sig. ’Men,’ siger mine læger, ’det er ikke knuderne, der giver mig smerter.’
Hvad så? Får jeg lyst til at vrænge.
Det er en muskel i den ene balle, der har spændt sig op og trykker på iskias-nerven, som så bliver irriteret og smerter ret vildt.
Men hvorfor kan jeg ikke komme fri af smerterne. Fysioterapeuter, min egen læge, en kiropraktor og en reumatolog har undersøgt mig, og jeg har fået gode råd og behandling. Men smerterne er der stadig – og somme tider lige så stærke som den første tid.
Det er ikke til at holde ud.
Sådan kører tankerne. Og sådan bryder jeg mig selv ned. Lander i mismod.
Nu forsøger jeg så igen at skrive mig ud af det. Skrive mig frem til klarhed og overskud. Jeg ved, hvad jeg skal gøre mentalt – men ikke fysisk. Det må jeg overlade til lægerne. Undtagen strækøvelserne som skal afhjælpe smerterne i lænden.
Kendsgerningen er, at jeg har to nye knuder. Og at jeg har smerter i bagdel og venstre ben. Kan kun ligge og gå.
Derfra må jeg bygge op.
Jeg vil bruge al min energi og vilje på at holde mine tanker i ro. Jeg ved af erfaring, at den bedste metode begynder med, at jeg må koncentrere mig om at gøre lige netop det fysiske, som er godt for mig. Gå en tur. Sove og hvile mere end jeg har lyst til. Sørge for, at kroppen har overskud. Når det sker, kan jeg også få hold på tankerne.
Mismodet viser sig som regel som en nedadgående spiral af tanker, som forstærker hinanden. Jeg skal bryde den spiral. Det gør jeg ved at sætte al min koncentration ind på at tænke andre tanker.
Jeg kan læse, det virker godt, når jeg har valgt en bog, som styrker. Jeg kan visualisere. Jeg bygger min egen – nye – visualisering op. Min meditation, hvor jeg både finder roen i den rytmisk gentagelse af gode ord og sætninger. Når jeg samtidig med visualiseringen går i mit eget tempo, virker det dobbelt, og pludselig kan jeg åbne øjnene helt, tågen forsvinder, jeg ser klart og bliver i godt humør.
Jeg kan – som nu – skrive mig igennem tågen og opgivelsen og finde klarheden og styrken til at bryde mismodet. Finde frem til hvad jeg må gøre, og hvad der virker.
Allerede nu kan jeg mærke at jeg bedre er i stand til at møde den hårde besked, jeg får i dag af Gregers eller Mari-Janne (mine læger). Jeg tør se klarere på det, jeg allerede ved. At jeg nok skal i strålebehandling.
Se, det er allerede et godt resultat. Et fremskridt. Jeg kan mærke, at det giver god energi og gåpåmod, at jeg tør se klart og uden filter på, at jeg skal i strålebehandling.
Jeg vil – og kan nu bedre gå ind i behandlingen og bidrage til, at jeg tager godt imod den, at jeg arbejder med, så behandlingen bliver mere effektiv, og bivirkningerne ikke slår mig ud. Når jeg arbejder med og fastholder, at strålerne skal gøre mig rask, kan jeg meget bedre klare, hvad der følger, og – lige så vigtigt – jeg bliver i bedre humør og bedre i stand til at leve et nogenlunde normalt liv, mens jeg er i behandling.
Det bevirker så igen, at jeg ikke tænker så meget på sygdom og behandling men har andre ting at gå op i.
Og sådan bider det sig i halen alt sammen og skaber en ring af gode tanker, gode handlinger og dermed mere optimisme og livslyst.
Sådan er det. Jeg ved det – fra sidste gang og fra alle de tanker, jeg gjorde mig, da jeg skrev min bog.
Altså:
Nu begynder jeg igen. Og jeg kan mærke det virker. Jeg er allerede fyldt med mere gåpåmod. Jeg er ikke bange for at gå over på Riget og høre, hvad Gregers og Mari-Janne har planlagt for mig.
Det skal nok gå!
I dag skal jeg på Riget og have besked om, hvad der skal ske med de to nye knuder, der har vist sig nederst i ryggen. Jeg skal møde på ambulatoriet på 11. etage, samme sted jeg angst og forvirret troppede op for fem et halvt år siden og begyndte min karriere som kræftpatient.
Hvordan holder jeg ud? Holder energien? Holder ved optimismen?
I dag kan jeg ikke give et enkelt svar. Ved bare, at jeg vil og må gøre det, men det er som om, jeg ikke kan nå frem til virkelig at gøre noget. Tankerne hænger fast i en stor sej elastik, hver gang jeg får fat og tænker: Nu går det fremad! Så bliver jeg trukket tilbage og må begynde forfra.
I går blev jeg forkølet. Ikke noget særlig måske, og jeg kommer over det. Men alligevel irriterer det og værre endnu, det bidrager til en følelse af mismod, af alt går imod mig. At kræften er stærkest.
I små tre måneder har jeg kæmpet med et hold i ryggen. Næsten samme sted, knuderne har sat sig. ’Men,’ siger mine læger, ’det er ikke knuderne, der giver mig smerter.’
Hvad så? Får jeg lyst til at vrænge.
Det er en muskel i den ene balle, der har spændt sig op og trykker på iskias-nerven, som så bliver irriteret og smerter ret vildt.
Men hvorfor kan jeg ikke komme fri af smerterne. Fysioterapeuter, min egen læge, en kiropraktor og en reumatolog har undersøgt mig, og jeg har fået gode råd og behandling. Men smerterne er der stadig – og somme tider lige så stærke som den første tid.
Det er ikke til at holde ud.
Sådan kører tankerne. Og sådan bryder jeg mig selv ned. Lander i mismod.
Nu forsøger jeg så igen at skrive mig ud af det. Skrive mig frem til klarhed og overskud. Jeg ved, hvad jeg skal gøre mentalt – men ikke fysisk. Det må jeg overlade til lægerne. Undtagen strækøvelserne som skal afhjælpe smerterne i lænden.
Kendsgerningen er, at jeg har to nye knuder. Og at jeg har smerter i bagdel og venstre ben. Kan kun ligge og gå.
Derfra må jeg bygge op.
Jeg vil bruge al min energi og vilje på at holde mine tanker i ro. Jeg ved af erfaring, at den bedste metode begynder med, at jeg må koncentrere mig om at gøre lige netop det fysiske, som er godt for mig. Gå en tur. Sove og hvile mere end jeg har lyst til. Sørge for, at kroppen har overskud. Når det sker, kan jeg også få hold på tankerne.
Mismodet viser sig som regel som en nedadgående spiral af tanker, som forstærker hinanden. Jeg skal bryde den spiral. Det gør jeg ved at sætte al min koncentration ind på at tænke andre tanker.
Jeg kan læse, det virker godt, når jeg har valgt en bog, som styrker. Jeg kan visualisere. Jeg bygger min egen – nye – visualisering op. Min meditation, hvor jeg både finder roen i den rytmisk gentagelse af gode ord og sætninger. Når jeg samtidig med visualiseringen går i mit eget tempo, virker det dobbelt, og pludselig kan jeg åbne øjnene helt, tågen forsvinder, jeg ser klart og bliver i godt humør.
Jeg kan – som nu – skrive mig igennem tågen og opgivelsen og finde klarheden og styrken til at bryde mismodet. Finde frem til hvad jeg må gøre, og hvad der virker.
Allerede nu kan jeg mærke at jeg bedre er i stand til at møde den hårde besked, jeg får i dag af Gregers eller Mari-Janne (mine læger). Jeg tør se klarere på det, jeg allerede ved. At jeg nok skal i strålebehandling.
Se, det er allerede et godt resultat. Et fremskridt. Jeg kan mærke, at det giver god energi og gåpåmod, at jeg tør se klart og uden filter på, at jeg skal i strålebehandling.
Jeg vil – og kan nu bedre gå ind i behandlingen og bidrage til, at jeg tager godt imod den, at jeg arbejder med, så behandlingen bliver mere effektiv, og bivirkningerne ikke slår mig ud. Når jeg arbejder med og fastholder, at strålerne skal gøre mig rask, kan jeg meget bedre klare, hvad der følger, og – lige så vigtigt – jeg bliver i bedre humør og bedre i stand til at leve et nogenlunde normalt liv, mens jeg er i behandling.
Det bevirker så igen, at jeg ikke tænker så meget på sygdom og behandling men har andre ting at gå op i.
Og sådan bider det sig i halen alt sammen og skaber en ring af gode tanker, gode handlinger og dermed mere optimisme og livslyst.
Sådan er det. Jeg ved det – fra sidste gang og fra alle de tanker, jeg gjorde mig, da jeg skrev min bog.
Altså:
Nu begynder jeg igen. Og jeg kan mærke det virker. Jeg er allerede fyldt med mere gåpåmod. Jeg er ikke bange for at gå over på Riget og høre, hvad Gregers og Mari-Janne har planlagt for mig.
Det skal nok gå!
Tuesday, September 1, 2009
Hvordan slipper vi af med de unyttige?
I morges blev jeg forfærdet og frygtelig trist. Jeg læste et læserbrev i Information, skrevet af den kendte debattør Lone Nørgaard.
Jeg måtte skrive et modindlæg. Fordi det berørte mig personligt, og fordi det er udtryk for en politisk forråelse, som desværre breder sig ret voldsomt i disse år.
”Endelig vil legalisering af aktiv dødshjælp reducere behovet for plejepersonale.”
Sådan afslutter lektor Lone Nørgaard sit læserbrev om, hvordan indvandring dræner statskassen.
Kære Lone Nørgaard. Jeg er ganske vist ikke indvandrer, men pæredansk. Men jeg har kræft, og i næste uge skal jeg skannes igen, og hvis det viser sig, at kræften er kommet igen, og hvis lægerne siger til mig:
’Der er intet, vi kan gøre. Vi har forsøgt alle mulige behandlingsformer for dig, og nu er det slut. Du vil dø inden for nogle måneder.’
Skal de så også fortælle mig – når dit forslag er vedtaget – at ’du ved jo, at du kan søge om aktiv dødshjælp. Det vil jo spare det offentlige for mange omkostninger til at pleje dig den sidste tid.’
Da jeg læste din sætning, havde jeg i første omgang svært ved at forstå den. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg læste et sådan udsagn i en dansk avis. Troede jeg.
Men det står der.
At begrunde aktiv dødshjælp med behovet for at spare offentlige omkostninger er horribelt. Ja, jeg har svært ved at finde ord.
Dit forslag fortæller, at de mange tusinde mennesker, som hører lægen sige:
’Der er ikke noget at gøre,’ skal overveje selvmord for at reducere statens omkostninger.
Efter fem års sygdom og tre år på efterløn på grund af sygdommen ved jeg kun alt for godt, at mange mennesker, især politikere og nogle meningsdannere betragter mig som ’en omkostning’, en ’belastning for velfærdssamfundet’ – eller som ”velfærdsskrot”, som jeg er blevet kaldt.
Du går videre og foreslår, at den type unyttige og belastende omkostninger må staten gøre sig fri af. Du kræver dog ikke, at vi direkte likvideres. Nej vi skal selv tage beslutningen og lade os aflive.
Dit forslag viser, at du ønsker os aflivet, men du vil ikke påtage dig ansvaret for, at vi bliver det, og kræve at unyttige mennesker fjernes fra statsbudgettet.
Lige nu, mens jeg skriver, har jeg meget svært ved at styre mine følelser. Min vrede og min forfærdelige tristhed. Opgivelse næsten.
At det er nået dertil i den politiske debat, at en erfaren debattør med tusindvis af læserbreve, kommentarer og anmeldelser bag sig kan skrive sådan.
Dit forslag viser en forfærdende mangel på respekt for menneskeliv. For det enkelte menneskes liv.
Er vi nået så langt ud, at vi skal overveje, om det kan betale sig at holde visse mennesker i live? At myndighederne skal overveje, hvilke typer mennesker, der har ret til at leve, selv om de koster samfundet penge?
Mener du virkelig, at politikere nu skal begynde at diskutere, hvilke mennesker myndighederne skal tilbyde – og dermed indirekte opfordre til at begå selvmord, kaldet aktiv dødshjælp.
Jeg håber det ikke. Frygter det ganske vist med den forråelse af den politiske debat, der foregår netop nu. En debat som i stigende grad viser, at respekten for menneskeliv er faldet til nye dybder.
Er vi blevet så resistente over for etisk overvejelse, at et menneskes død kun mødes med et skuldertræk, at et menneskes liv er reduceret til ét blandt flere elementer i en økonomisk kalkule?
Engang var det dyrebart.
Jeg måtte skrive et modindlæg. Fordi det berørte mig personligt, og fordi det er udtryk for en politisk forråelse, som desværre breder sig ret voldsomt i disse år.
”Endelig vil legalisering af aktiv dødshjælp reducere behovet for plejepersonale.”
Sådan afslutter lektor Lone Nørgaard sit læserbrev om, hvordan indvandring dræner statskassen.
Kære Lone Nørgaard. Jeg er ganske vist ikke indvandrer, men pæredansk. Men jeg har kræft, og i næste uge skal jeg skannes igen, og hvis det viser sig, at kræften er kommet igen, og hvis lægerne siger til mig:
’Der er intet, vi kan gøre. Vi har forsøgt alle mulige behandlingsformer for dig, og nu er det slut. Du vil dø inden for nogle måneder.’
Skal de så også fortælle mig – når dit forslag er vedtaget – at ’du ved jo, at du kan søge om aktiv dødshjælp. Det vil jo spare det offentlige for mange omkostninger til at pleje dig den sidste tid.’
Da jeg læste din sætning, havde jeg i første omgang svært ved at forstå den. Det kunne ikke være rigtigt, at jeg læste et sådan udsagn i en dansk avis. Troede jeg.
Men det står der.
At begrunde aktiv dødshjælp med behovet for at spare offentlige omkostninger er horribelt. Ja, jeg har svært ved at finde ord.
Dit forslag fortæller, at de mange tusinde mennesker, som hører lægen sige:
’Der er ikke noget at gøre,’ skal overveje selvmord for at reducere statens omkostninger.
Efter fem års sygdom og tre år på efterløn på grund af sygdommen ved jeg kun alt for godt, at mange mennesker, især politikere og nogle meningsdannere betragter mig som ’en omkostning’, en ’belastning for velfærdssamfundet’ – eller som ”velfærdsskrot”, som jeg er blevet kaldt.
Du går videre og foreslår, at den type unyttige og belastende omkostninger må staten gøre sig fri af. Du kræver dog ikke, at vi direkte likvideres. Nej vi skal selv tage beslutningen og lade os aflive.
Dit forslag viser, at du ønsker os aflivet, men du vil ikke påtage dig ansvaret for, at vi bliver det, og kræve at unyttige mennesker fjernes fra statsbudgettet.
Lige nu, mens jeg skriver, har jeg meget svært ved at styre mine følelser. Min vrede og min forfærdelige tristhed. Opgivelse næsten.
At det er nået dertil i den politiske debat, at en erfaren debattør med tusindvis af læserbreve, kommentarer og anmeldelser bag sig kan skrive sådan.
Dit forslag viser en forfærdende mangel på respekt for menneskeliv. For det enkelte menneskes liv.
Er vi nået så langt ud, at vi skal overveje, om det kan betale sig at holde visse mennesker i live? At myndighederne skal overveje, hvilke typer mennesker, der har ret til at leve, selv om de koster samfundet penge?
Mener du virkelig, at politikere nu skal begynde at diskutere, hvilke mennesker myndighederne skal tilbyde – og dermed indirekte opfordre til at begå selvmord, kaldet aktiv dødshjælp.
Jeg håber det ikke. Frygter det ganske vist med den forråelse af den politiske debat, der foregår netop nu. En debat som i stigende grad viser, at respekten for menneskeliv er faldet til nye dybder.
Er vi blevet så resistente over for etisk overvejelse, at et menneskes død kun mødes med et skuldertræk, at et menneskes liv er reduceret til ét blandt flere elementer i en økonomisk kalkule?
Engang var det dyrebart.
Thursday, June 25, 2009
Lad tiden gå og livet være
Jeg har skrevet en kronik, som bringes i Politiken i dag - 25. juni 09. Her er den. Og jeg vil så gerne, at I kommenterer den. For det er et vigtigt emne, synes jeg.
....
Lad tiden gå og livet være
En kommentar til tidens grasserende livsstilskampagner i anledning af Mændenes sundhedsuge.
Måske er en mental kønsskifteoperation vejen frem? Alle statistikker om kræft viser, at mænd får kræft hyppigere end kvinder, at mænd ikke overlever sygdommen i samme grad som kvinder, og livsstilskampagner i stimevis fortæller, at det skyldes vores (u)vaner, vores risiko-adfærd og tanketomme livsstil. Mænd burde lægge deres liv om og især tænke, føle og tilrettelægge ligesom kvinder. Det vil give os flere leveår.
Men vil det også give os et bedre liv? Er de mentale indgreb, man så massivt anbefaler os, entydigt livsbefordrende? Eller er de blot livsforlængende? To-tre år mere på plejehjemmet.
Ingen – heller ikke jeg – vil argumentere imod, ’at det er sundt at leve sundt!’ Alle de uimodsigelige råd. Det er godt og rigtigt at spise varieret og grønt. Godt ikke at ryge og ikke at drikke for meget alkohol. Godt at motionere. Og det kan være både sundt og sjovt at tænke positivt. Men er det hele historien?
Min erfaring som kræftpatient i fem år fortæller en anden historie. Den handler om mentale bivirkninger. Om frygtens tyranni. Om opgør med følelsen af egen skyld. Og den slutter heldigvis med, hvordan en ny styrke, glæde og tillid til livet langsomt viser sig, uden at jeg selv rigtigt vidste hvordan og hvorfra.
Da jeg fik kræft (igen) gik hjernen i sort. Frygt og vrede overtog magten. Og hurtigt fik de følgeskab af en nagende følelse af være udstødt og brændemærket. Der var ingen som helst plads til den velkendte Flemming i det nye univers, jeg så uventet var landet midt i.
De tilbud, jeg fik om en ny livsforståelse og en ny identitet, kunne jeg ikke finde mig selv i. Det ville kræve, at jeg forkastede stort set alt, jeg tidligere havde anset for væsentligt og det, som lige netop karakteriserede mig.
Fra det ene øjeblik til det næste følte jeg mig, reduceret fra at være Flemming med alt det indebar af aktiv social identitet til at være patient. Kræftpatient og offer. Truet af den nært forestående død.
Uden overblik kæmpede jeg imod. Jeg spurgte desperat: ’Hvad kan jeg selv gøre?’ Og fik svaret ’ikke noget!’ i det officielle sundhedssystem. Og uden for væsnet var svaret ikke mere opbyggende, selv om det i første omgang lød mere tiltalende. Jeg fik rigtig mange råd om, hvad jeg burde gøre, men stort set alle råd indebar også, at jeg skulle gøre op med store dele af min selvforståelse, identitet som mand.
Med et billede fra min mandeverden blev jeg skiftet ud, sat på bænken – ja mere end det: Placeret oppe på tilskuertribunen.
Det føltes i voldsom grad som det, en amerikansk baseballstjerne kalder ”the walk of shame”, den tunge, skamfulde gang en spiller må gå for øjnene af titusindvis af tilskuere og endnu flere tv-seere fra banen, når træneren skifter ham ud.
For patienten har udskiftningen sit eget nedbrydende udtryk, når man bliver indlagt og klædt i hospitalets forvaskede, gråhvide gevandter. I det øjeblik man træder ud på hospitalsgangen i slaskede underbukser i overstørrelse og laset skjorte og ser sig selv i de besøgendes og den sexede sygeplejerskes blik, ved man, at nu er du ikke længere Flemming men patient.
Værre blev det, da min nye identitet som patient – objekt for andres handlinger - blev fordoblet uden for hospitalet med en ydmygende social isolation. Jeg blev fyret, og jeg måtte se på, når andre om morgenen cyklede på arbejde. Og jeg måtte stille op på en endnu en offentlig afdeling, et nedslidt kommunalt venteværelse, trække et nummer, og vente på sagsbehandleren, der skulle tildele mig sygedagpenge.
Nu var jeg ikke blot patient, men også bistands-modtager. En rolle som senere virkelig voldte mig store kvaler, da jeg følte det nødvendigt at søge om efterløn midt under regeringens og økonomiske eksperters aggressive kampagner mod efterlønnen. Hver dag kunne jeg i nyhedsmedierne høre, se og læse, at jeg var en byrde, en omkostning og ”en trussel mod velfærdssamfundet”. Og da en populær kvindelig præst og kommentator i Berlingske kaldte mig – og andre på efterløn – for ”velfærdsskrot”. Vidste jeg, at jeg i den grad var dømt ude.
Reduceringen fra aktiv medspillende samfundsborger til patient, passiv offer og ringeagtet modtager af offentlige ydelser repræsenterer det absolutte nulpunkt. Heldigvis var jeg meget vred. Aggressiv. Jeg skældte ud på sundhedsvæsnet, på lægerne, som bragte mig de hårde budskaber og især på politikerne. Jeg søgte overalt en vej ud af det offer-fængsel, jeg følte mig placeret i. Jeg ville gøre noget. Ville handle og tage vare på mit liv. Jeg ville ikke finde mig i den rolle og identitet, de officielle omgivelser placerede mig i.
Vreden blev drivkraften, som førte mig gennem den første tids kaos, frygt og handlingslammelse, men den førte også til en direkte konfrontation med den nye verden med sundhed på alle hylder. Jeg opsøgte alternative behandlere, terapeuter af forskellig art og kvalitet, jeg pløjede mig igennem mængder af gode råd fra sundhedsrådgivere, Kræftens Bekæmpelse, livsstilseksperter, og hver eneste dag opfangede jeg i medierne nye råd og advarsler om, hvad jeg kunne og burde gøre, og hvad jeg for alt i verden skulle undgå for at overleve.
Ret hurtigt opdagede jeg, at det meste ikke var henvendt til mig. Her dominerede kvindelige værdier og sprogbrug. Hvis jeg skulle begå mig her, måtte jeg smide en god del af min gamle mande-identitet ud. Det var første forudsætning. Mandlige reaktioner som vrede, aggression og spontan – læs tanketom – handling var og er ikke del af det nye sundhedsunivers. Her bedømmes mænds livsform som ”risiko-adfærd”.
Så også her stod jeg til udelukkelse, jeg måtte overgive mig til en ny identitet, som ganske vist ikke kan karakteriseres som passiv. Men som alligevel ligger ret fjernt fra mandlig normalsprog og livsperspektiv.
Det er på ingen måde sundt og befordrende at skulle opgive sin identitet og forkaste sin selvforståelse, når man er havnet i sit livs sværeste krise. I den situation har man brug for alle de erfaringer og styrker, man kender hos sig selv og har tillid til.
Der er ingen ide i at forkaste de måder, man tidligere har løst kriser på. For det havde jeg jo - løst kriser, mange kriser. Jeg havde jo levet godt, indtil sygdommen ramte. Det indså jeg desværre ikke lige med det samme.
Selvfølgelig kræver enhver forandring, at man opgiver vaner og forestillinger, som hæmmer forbedringer. Men jeg tror ikke på, at vi i krisesituationer frivilligt skal lade os (næsten) udslette for at kunne genopstå renset og rask. Jeg tror heller ikke på, at lidelse fører til dybere indsigt. Eller på, at jeg fik kræft, ’fordi jeg skulle lære noget’.
Kræft er en sygdom, som alle andre. Og jeg ville møde den med al min styrke. Med al min erfaring, snilde og en god del af mine mandlige vaner og tilbøjeligheder.
En af dem var vreden og tilbøjeligheden til at handle spontant uden nøje at have analyseret konsekvenserne og vurderet alle risici.
Selvfølgelig var jeg bange, men værre var følelsen af at være sat mat. Det lyder sikkert kæphøjt, men når angsten for døden mødes med angsten for, at mine handlinger og tanker er forkerte, og at jeg lever forkert, så er der kun opgivelsen tilbage.
Jeg vil gerne indrømme, at somme tider følte jeg mig fristet til at give op og overgive mig til offerrollens ro. Men heldigvis var vreden og livslysten stærkere.
Og her er vi måske ved det, der vækker størst modstand i mig mod tidens bekymringskultur – tilbøjeligheden til at søge tryghed og forsikre sig mod alle mulige hændelser, så livet går med at tænke sig om, kontrollere og afstå fra at handle og leve af frygt for konsekvenserne.
De mange kampagner med advarsler og påbud fik mig til at føle mig svag og skrøbelig. Angsten for tab dukkede op.
Det passede mig på ingen måde at leve i konstant alarmberedskab. Og jeg har ingen ambition om, at livet skal være perfekt og så langt som overhovedet muligt. For slet ikke at tale om, at jeg selv skal være perfekt.
Jeg var på det rene med, at jeg var livstruende syg. Jeg ville konfrontere sygdommen, se kræften og døden i øjnene. Men jeg ville ikke overgive mig, være bange og føle mig svag.
Sårbar - ja. Men ikke skrøbelig.
Jeg ville holde fast i mine kendte styrker. Den energi og de kvaliteter, som havde båret mig hidtil – og gjort det ganske godt. Jeg ville fastholde tilliden til mig selv, mine evner og kræfter. Og jeg ville i den grad ikke acceptere, at det var min egen skyld, min risikoadfærd og ikke-kontrollerede måde at håndtere hverdagens fristelser på, der havde forårsaget kræften.
Kræft er hverken Guds straf for, at jeg har syndet, eller biologiens, kroppens straf for, at jeg ikke altid har passet godt på den. Sygdom er ikke selvforskyldt, og kræft er i det mindste kun delvis en livsstilssygdom.
Jeg accepterer, at nogle livsformer øger risikoen for kræft. Jeg afstår fra de værste udskejelser. Men andre mere påpasselige livsformer går ikke altid fri, og der er bivirkninger i begge lejre. Ingen kan forsikre sig til et langt og sygdomsfrit liv.
Alligevek opfordres vi konstant til at sikre os og bekymre os. Ordet sikkerhed er et af de mest brugte i tidens nyhedsmedier. Når en politiker siger, ’det gælder vores sikkerhed’, standser diskussionen. Når livsstilseksperterne siger ’det gælder din sikkerhed’, fryser al liv. Vi stopper op med rødvinsglasset for munden og kødet på grillen.
Men den intense og stadige søgen efter sikkerhed følges af frygt og trusler. Jo mere vi er besat af at gardere os mod, at noget ondt rammer os, jo mere tænker vi på frygten, jo mere lytter vi efter alarmklokkerne. Og til sidst hører vi ikke andet. Vi ser kun alt det, der truer os og forestiller os alt det, som måske en dag vil ramme os.
På det politiske plan er den sammenhæng mellem udbredt frygt og forestillingen om ideel sikkerhed forfærdende tydeligt. Frygt trækker de største overskrifter. Nyhedsmedierne prioriterer frygt over alt andet. Frygten for krig, krise, kriminalitet, klima-katastrofer – og kræft.
Dansk Folkeparti lever af frygten og lægger deres kampagne an på at nære frygten. Over for det og i perfekt symbiose står statsministeren gennem syv år, Anders Fogh Rasmussen. Han repræsenterer i sin offentlige fremtræden - jeg kender ikke den private side - det perfekte og kontrollerede menneske. Den urokkelige sikkerhed og tryghed. Her er intet – forkert – at komme efter.
Men i den tid, han og DF har hersket, er frygten ikke formindsket, trygheden ikke øget, og værst at alt er tilliden til at livet er godt og værd at leve, blevet svagere.
Så omfattende ser jeg tidsåndens tyranni i dag. På alle planer plages vi til at søge det sikre og det perfekte.
Jeg begyndte kronikken med en kønspolitisk vinkel, at mænd skal opføre sig som kvinder. Ved at inddrage ”Anders Fogh Rasmussen” forsøger jeg at vise, hvordan tidens dominerende livsstil, som udspringer af ægte omsorg for os alle, har udviklet sig til en tyrannisk og kontrollerende livsform på alle livets områder. En livsstil, der øger frygten og følelsen af, at vi alle er forfærdeligt svage. Og samfundet skrøbeligt.
Friheden, modet og lysten er afløst af frygtens fængsel.
Som kræftpatient gennem fem år har jeg mærket det på egen krop. Frygten for sygdommen er en tyran. Men værre er det, at den næres af livsstilskampagner, som er styres af illusionen om den totale sikkerhed. Vi mener øjensynligt, at vi kan sikre os mod alt, og resten skal det offentlige tage sig af.
På det personlige plan kan det føre til, at vi bliver endnu mere opsatte på ikke at gøre noget forkert. Hvis jeg vælger forkert og spiser den her flødeskumskage eller drikker en bajer mere, så risikerer jeg at dø ’før tid’! Et absurd udtryk som gerne omskrives til det positive, at leve længere.
Livets længde synes at være højeste værdi i bekymringskulturen. Derfor kampagnerne for mænd. Vi lever færre år end kvinder.
Men måske skulle man skifte den kvantitative værdi ud med kvalitet, så man ikke tømmer tiden for liv.
Vi kan ikke forsikre os til et godt liv ved at undgå at begå fejl.
Jeg ville hade, hvis nogen skrev på min gravsten:
’Her var ikke noget at komme efter.’ Så hellere: ’Han syndede, fejlede og levede.’ Måske er jeg stadig påvirket af en James Dean – film, jeg så som ganske ung. Den hed ”Lev stærkt dø ung”.
I hvert fald har jeg gjort op med forsigtighedsprincippet. Jeg lever ikke vildt. Men jeg vil ikke bruge min tid på at bekymre mig. Jeg kan ikke holde ud at sidde på tribunen og se på. Jeg vil spille med – spille mit spil - og risikere at brække et forkalket ben.
Ja, jeg er sårbar. Ja, livet er farligt. Ja, kræften kan komme igen – og det frygter jeg. Men jeg vil leve indtil da. Leve i mellemtiden – mellem nu og engang.
Jeg kender frygten. Jeg kender alarmtilstanden. Og jeg ved, at kommer jeg ikke fri af den, dør jeg inden jeg dør.
Så jeg forsøger at leve optimistisk. Fra Karen Blixens dagbøger har jeg hentet mottoet:
Hvorfor ikke!
Nu har jeg forstærket det med:
Lad tiden gå og livet være!
Min erfaring er, at når jeg gør det, får mere af begge dele.
....
Lad tiden gå og livet være
En kommentar til tidens grasserende livsstilskampagner i anledning af Mændenes sundhedsuge.
Måske er en mental kønsskifteoperation vejen frem? Alle statistikker om kræft viser, at mænd får kræft hyppigere end kvinder, at mænd ikke overlever sygdommen i samme grad som kvinder, og livsstilskampagner i stimevis fortæller, at det skyldes vores (u)vaner, vores risiko-adfærd og tanketomme livsstil. Mænd burde lægge deres liv om og især tænke, føle og tilrettelægge ligesom kvinder. Det vil give os flere leveår.
Men vil det også give os et bedre liv? Er de mentale indgreb, man så massivt anbefaler os, entydigt livsbefordrende? Eller er de blot livsforlængende? To-tre år mere på plejehjemmet.
Ingen – heller ikke jeg – vil argumentere imod, ’at det er sundt at leve sundt!’ Alle de uimodsigelige råd. Det er godt og rigtigt at spise varieret og grønt. Godt ikke at ryge og ikke at drikke for meget alkohol. Godt at motionere. Og det kan være både sundt og sjovt at tænke positivt. Men er det hele historien?
Min erfaring som kræftpatient i fem år fortæller en anden historie. Den handler om mentale bivirkninger. Om frygtens tyranni. Om opgør med følelsen af egen skyld. Og den slutter heldigvis med, hvordan en ny styrke, glæde og tillid til livet langsomt viser sig, uden at jeg selv rigtigt vidste hvordan og hvorfra.
Da jeg fik kræft (igen) gik hjernen i sort. Frygt og vrede overtog magten. Og hurtigt fik de følgeskab af en nagende følelse af være udstødt og brændemærket. Der var ingen som helst plads til den velkendte Flemming i det nye univers, jeg så uventet var landet midt i.
De tilbud, jeg fik om en ny livsforståelse og en ny identitet, kunne jeg ikke finde mig selv i. Det ville kræve, at jeg forkastede stort set alt, jeg tidligere havde anset for væsentligt og det, som lige netop karakteriserede mig.
Fra det ene øjeblik til det næste følte jeg mig, reduceret fra at være Flemming med alt det indebar af aktiv social identitet til at være patient. Kræftpatient og offer. Truet af den nært forestående død.
Uden overblik kæmpede jeg imod. Jeg spurgte desperat: ’Hvad kan jeg selv gøre?’ Og fik svaret ’ikke noget!’ i det officielle sundhedssystem. Og uden for væsnet var svaret ikke mere opbyggende, selv om det i første omgang lød mere tiltalende. Jeg fik rigtig mange råd om, hvad jeg burde gøre, men stort set alle råd indebar også, at jeg skulle gøre op med store dele af min selvforståelse, identitet som mand.
Med et billede fra min mandeverden blev jeg skiftet ud, sat på bænken – ja mere end det: Placeret oppe på tilskuertribunen.
Det føltes i voldsom grad som det, en amerikansk baseballstjerne kalder ”the walk of shame”, den tunge, skamfulde gang en spiller må gå for øjnene af titusindvis af tilskuere og endnu flere tv-seere fra banen, når træneren skifter ham ud.
For patienten har udskiftningen sit eget nedbrydende udtryk, når man bliver indlagt og klædt i hospitalets forvaskede, gråhvide gevandter. I det øjeblik man træder ud på hospitalsgangen i slaskede underbukser i overstørrelse og laset skjorte og ser sig selv i de besøgendes og den sexede sygeplejerskes blik, ved man, at nu er du ikke længere Flemming men patient.
Værre blev det, da min nye identitet som patient – objekt for andres handlinger - blev fordoblet uden for hospitalet med en ydmygende social isolation. Jeg blev fyret, og jeg måtte se på, når andre om morgenen cyklede på arbejde. Og jeg måtte stille op på en endnu en offentlig afdeling, et nedslidt kommunalt venteværelse, trække et nummer, og vente på sagsbehandleren, der skulle tildele mig sygedagpenge.
Nu var jeg ikke blot patient, men også bistands-modtager. En rolle som senere virkelig voldte mig store kvaler, da jeg følte det nødvendigt at søge om efterløn midt under regeringens og økonomiske eksperters aggressive kampagner mod efterlønnen. Hver dag kunne jeg i nyhedsmedierne høre, se og læse, at jeg var en byrde, en omkostning og ”en trussel mod velfærdssamfundet”. Og da en populær kvindelig præst og kommentator i Berlingske kaldte mig – og andre på efterløn – for ”velfærdsskrot”. Vidste jeg, at jeg i den grad var dømt ude.
Reduceringen fra aktiv medspillende samfundsborger til patient, passiv offer og ringeagtet modtager af offentlige ydelser repræsenterer det absolutte nulpunkt. Heldigvis var jeg meget vred. Aggressiv. Jeg skældte ud på sundhedsvæsnet, på lægerne, som bragte mig de hårde budskaber og især på politikerne. Jeg søgte overalt en vej ud af det offer-fængsel, jeg følte mig placeret i. Jeg ville gøre noget. Ville handle og tage vare på mit liv. Jeg ville ikke finde mig i den rolle og identitet, de officielle omgivelser placerede mig i.
Vreden blev drivkraften, som førte mig gennem den første tids kaos, frygt og handlingslammelse, men den førte også til en direkte konfrontation med den nye verden med sundhed på alle hylder. Jeg opsøgte alternative behandlere, terapeuter af forskellig art og kvalitet, jeg pløjede mig igennem mængder af gode råd fra sundhedsrådgivere, Kræftens Bekæmpelse, livsstilseksperter, og hver eneste dag opfangede jeg i medierne nye råd og advarsler om, hvad jeg kunne og burde gøre, og hvad jeg for alt i verden skulle undgå for at overleve.
Ret hurtigt opdagede jeg, at det meste ikke var henvendt til mig. Her dominerede kvindelige værdier og sprogbrug. Hvis jeg skulle begå mig her, måtte jeg smide en god del af min gamle mande-identitet ud. Det var første forudsætning. Mandlige reaktioner som vrede, aggression og spontan – læs tanketom – handling var og er ikke del af det nye sundhedsunivers. Her bedømmes mænds livsform som ”risiko-adfærd”.
Så også her stod jeg til udelukkelse, jeg måtte overgive mig til en ny identitet, som ganske vist ikke kan karakteriseres som passiv. Men som alligevel ligger ret fjernt fra mandlig normalsprog og livsperspektiv.
Det er på ingen måde sundt og befordrende at skulle opgive sin identitet og forkaste sin selvforståelse, når man er havnet i sit livs sværeste krise. I den situation har man brug for alle de erfaringer og styrker, man kender hos sig selv og har tillid til.
Der er ingen ide i at forkaste de måder, man tidligere har løst kriser på. For det havde jeg jo - løst kriser, mange kriser. Jeg havde jo levet godt, indtil sygdommen ramte. Det indså jeg desværre ikke lige med det samme.
Selvfølgelig kræver enhver forandring, at man opgiver vaner og forestillinger, som hæmmer forbedringer. Men jeg tror ikke på, at vi i krisesituationer frivilligt skal lade os (næsten) udslette for at kunne genopstå renset og rask. Jeg tror heller ikke på, at lidelse fører til dybere indsigt. Eller på, at jeg fik kræft, ’fordi jeg skulle lære noget’.
Kræft er en sygdom, som alle andre. Og jeg ville møde den med al min styrke. Med al min erfaring, snilde og en god del af mine mandlige vaner og tilbøjeligheder.
En af dem var vreden og tilbøjeligheden til at handle spontant uden nøje at have analyseret konsekvenserne og vurderet alle risici.
Selvfølgelig var jeg bange, men værre var følelsen af at være sat mat. Det lyder sikkert kæphøjt, men når angsten for døden mødes med angsten for, at mine handlinger og tanker er forkerte, og at jeg lever forkert, så er der kun opgivelsen tilbage.
Jeg vil gerne indrømme, at somme tider følte jeg mig fristet til at give op og overgive mig til offerrollens ro. Men heldigvis var vreden og livslysten stærkere.
Og her er vi måske ved det, der vækker størst modstand i mig mod tidens bekymringskultur – tilbøjeligheden til at søge tryghed og forsikre sig mod alle mulige hændelser, så livet går med at tænke sig om, kontrollere og afstå fra at handle og leve af frygt for konsekvenserne.
De mange kampagner med advarsler og påbud fik mig til at føle mig svag og skrøbelig. Angsten for tab dukkede op.
Det passede mig på ingen måde at leve i konstant alarmberedskab. Og jeg har ingen ambition om, at livet skal være perfekt og så langt som overhovedet muligt. For slet ikke at tale om, at jeg selv skal være perfekt.
Jeg var på det rene med, at jeg var livstruende syg. Jeg ville konfrontere sygdommen, se kræften og døden i øjnene. Men jeg ville ikke overgive mig, være bange og føle mig svag.
Sårbar - ja. Men ikke skrøbelig.
Jeg ville holde fast i mine kendte styrker. Den energi og de kvaliteter, som havde båret mig hidtil – og gjort det ganske godt. Jeg ville fastholde tilliden til mig selv, mine evner og kræfter. Og jeg ville i den grad ikke acceptere, at det var min egen skyld, min risikoadfærd og ikke-kontrollerede måde at håndtere hverdagens fristelser på, der havde forårsaget kræften.
Kræft er hverken Guds straf for, at jeg har syndet, eller biologiens, kroppens straf for, at jeg ikke altid har passet godt på den. Sygdom er ikke selvforskyldt, og kræft er i det mindste kun delvis en livsstilssygdom.
Jeg accepterer, at nogle livsformer øger risikoen for kræft. Jeg afstår fra de værste udskejelser. Men andre mere påpasselige livsformer går ikke altid fri, og der er bivirkninger i begge lejre. Ingen kan forsikre sig til et langt og sygdomsfrit liv.
Alligevek opfordres vi konstant til at sikre os og bekymre os. Ordet sikkerhed er et af de mest brugte i tidens nyhedsmedier. Når en politiker siger, ’det gælder vores sikkerhed’, standser diskussionen. Når livsstilseksperterne siger ’det gælder din sikkerhed’, fryser al liv. Vi stopper op med rødvinsglasset for munden og kødet på grillen.
Men den intense og stadige søgen efter sikkerhed følges af frygt og trusler. Jo mere vi er besat af at gardere os mod, at noget ondt rammer os, jo mere tænker vi på frygten, jo mere lytter vi efter alarmklokkerne. Og til sidst hører vi ikke andet. Vi ser kun alt det, der truer os og forestiller os alt det, som måske en dag vil ramme os.
På det politiske plan er den sammenhæng mellem udbredt frygt og forestillingen om ideel sikkerhed forfærdende tydeligt. Frygt trækker de største overskrifter. Nyhedsmedierne prioriterer frygt over alt andet. Frygten for krig, krise, kriminalitet, klima-katastrofer – og kræft.
Dansk Folkeparti lever af frygten og lægger deres kampagne an på at nære frygten. Over for det og i perfekt symbiose står statsministeren gennem syv år, Anders Fogh Rasmussen. Han repræsenterer i sin offentlige fremtræden - jeg kender ikke den private side - det perfekte og kontrollerede menneske. Den urokkelige sikkerhed og tryghed. Her er intet – forkert – at komme efter.
Men i den tid, han og DF har hersket, er frygten ikke formindsket, trygheden ikke øget, og værst at alt er tilliden til at livet er godt og værd at leve, blevet svagere.
Så omfattende ser jeg tidsåndens tyranni i dag. På alle planer plages vi til at søge det sikre og det perfekte.
Jeg begyndte kronikken med en kønspolitisk vinkel, at mænd skal opføre sig som kvinder. Ved at inddrage ”Anders Fogh Rasmussen” forsøger jeg at vise, hvordan tidens dominerende livsstil, som udspringer af ægte omsorg for os alle, har udviklet sig til en tyrannisk og kontrollerende livsform på alle livets områder. En livsstil, der øger frygten og følelsen af, at vi alle er forfærdeligt svage. Og samfundet skrøbeligt.
Friheden, modet og lysten er afløst af frygtens fængsel.
Som kræftpatient gennem fem år har jeg mærket det på egen krop. Frygten for sygdommen er en tyran. Men værre er det, at den næres af livsstilskampagner, som er styres af illusionen om den totale sikkerhed. Vi mener øjensynligt, at vi kan sikre os mod alt, og resten skal det offentlige tage sig af.
På det personlige plan kan det føre til, at vi bliver endnu mere opsatte på ikke at gøre noget forkert. Hvis jeg vælger forkert og spiser den her flødeskumskage eller drikker en bajer mere, så risikerer jeg at dø ’før tid’! Et absurd udtryk som gerne omskrives til det positive, at leve længere.
Livets længde synes at være højeste værdi i bekymringskulturen. Derfor kampagnerne for mænd. Vi lever færre år end kvinder.
Men måske skulle man skifte den kvantitative værdi ud med kvalitet, så man ikke tømmer tiden for liv.
Vi kan ikke forsikre os til et godt liv ved at undgå at begå fejl.
Jeg ville hade, hvis nogen skrev på min gravsten:
’Her var ikke noget at komme efter.’ Så hellere: ’Han syndede, fejlede og levede.’ Måske er jeg stadig påvirket af en James Dean – film, jeg så som ganske ung. Den hed ”Lev stærkt dø ung”.
I hvert fald har jeg gjort op med forsigtighedsprincippet. Jeg lever ikke vildt. Men jeg vil ikke bruge min tid på at bekymre mig. Jeg kan ikke holde ud at sidde på tribunen og se på. Jeg vil spille med – spille mit spil - og risikere at brække et forkalket ben.
Ja, jeg er sårbar. Ja, livet er farligt. Ja, kræften kan komme igen – og det frygter jeg. Men jeg vil leve indtil da. Leve i mellemtiden – mellem nu og engang.
Jeg kender frygten. Jeg kender alarmtilstanden. Og jeg ved, at kommer jeg ikke fri af den, dør jeg inden jeg dør.
Så jeg forsøger at leve optimistisk. Fra Karen Blixens dagbøger har jeg hentet mottoet:
Hvorfor ikke!
Nu har jeg forstærket det med:
Lad tiden gå og livet være!
Min erfaring er, at når jeg gør det, får mere af begge dele.
Thursday, April 2, 2009
Og oven over alting ...
Om hvordan forårssolen hjælper mig med at genfinde tilliden til livet
I vinterens influenzatid er det svært at holde styr på tankerne. Alle symptomer, der dukker op i kroppen, bliver testet: Er kræften vendt tilbage? Er det de samme symptomer som dengang?
Uudholdeligt. Fornuften går i stå, lige indtil jeg får trukket i nødbremsen og tænkt mig om. Hold nu op Flemming. Du er lige blevet skannet, og alt var godt. Alligevel kan usikkerheden plage mig.
”Forståeligt,” siger familien, men det overrasker og irriterer mig, at en forkølelse eller et prik af smerte i højre side, stadig kan sætte hele alarmberedskabet i gang.
Jeg skælder mig ud. Bebrejder mig at jeg ikke har bedre styr på frygten. Hvorfor sidder den stadig så dybt i mig? Det er over et år siden, at jeg fik den rene skanningsattest. Jeg har det godt. Jeg er – næsten – vendt tilbage til et normalt liv, alligevel sidder frygten og gnaver. Og jeg længes i den grad efter ro og sikkerhed.
I 23 år har jeg haft kræftceller i kroppen. Første gang blev jeg opereret, og det var det. Stille og roligt. Jeg fandt hurtigt – sådan husker jeg det – trygheden igen. Men da nyrekræften kom tilbage for fem år siden var chokket sjælsrystende. Det krævede al min styrke og livslyst at få fat i en flig af livet igen. Jeg var meget modvillig, vred og bange.
Men efter to operationer og godt to år i immunstimulerende terapi lysnede det. Jeg kunne kalde mig ”kræftrask” og forsøge at finde tilbage til .... ja, her går jeg så i stå. For hvad var det, jeg skulle tilbage til? Eller skulle jeg i virkeligheden frem til et nyt liv? Det var ikke lige til at finde ud af.
Da den første eufori over knudernes forsvinden havde lagt dig, dukkede eftertanken op. Hvad nu? Spurgte jeg.
Jeg var blevet fyret. Økonomien var på ingen måde den samme. Kroppen var ikke helt på toppen. Jeg var jo også blevet ældre. Og livsperspektivet havde været udsat for en gevaldig rystetur.
Forvirring! Sådan kan jeg vist sammenfatte følelsen i de 15 måneder, der nu er gået. Forvirring, blandet op med udbrud af frygt og modløshed, men også med stærk optimisme og somme tider en modig tro på en lys og sjov fremtid.
De store svingninger overraskede. Det var som mødte jeg en mur – eller måske snarere en meget tyk tåge, som fik mig til at miste orienteringen.
Selvfølgelig handler det om frygten for, at knuderne vender tilbage. Jeg ved, der er celler, som en dag – måske/måske ikke – kan begynde at dele sig uhæmmet. Ja, den frygt kender jeg. Men det handler ikke kun om det. Der er andet og mere på spil. Og jeg tror, at det er vigtigt – i hvert fald for mig – at undersøge den ydre modstand. Altså noget uden for min indre frygt og min psykiske konstitution.
Det handler om, at alt omkring mig – samfundet sådan i al almindelighed – er gennemsyret af frygt og usikkerhed. Der bliver talt uhyggelig meget om alt det, der måske rammer os. Alle mulige frygt-begivenheder over alt i verden. Og der bliver talt uhyggelig meget om, hvordan vi kan forbedre vores sikkerhed. Politi, militær, politikere skal sørge for mere sikkerhed for os. Alt går op i frygt og sikkerhed, måske fordi aviser, radio og tv-nyheder er så overlæsset med ulykker, krig, terror og kriminalitet. Ikke en time lades vi i fred for skræmmende historier. Det påvirker mig i den grad, så jeg ser farer overalt – hvis jeg ikke passer på og standser op. Tænker mig om.
Vi mister tilliden til livet.
Når man er frygt-belastet af sygdom er det ikke til at holde ud at møde frygten rundt omkring sig, man mister tilliden til, at noget som helst kan gå godt. Og det påvirker i høj grad, hvordan jeg selv tackler sygdommen, bivirkninger og alt der følger med.
Jeg mister tillid til min krops selv-helbredende ressourcer. Mine mentale kræfter og kreative forsøg på at bygge op bliver svækket, og jeg overmandes af angst.
Frygten for sygdommen blander sig med de mange billeder af ulykker, krig og vold, medierne hver eneste dag fodrer os med. Her er ingen ulykke for lille.
Og med krisen er kommet endnu et ord i arsenalet af frygt-granater.
Men jeg forsøger at holde fast i mine erfaringer fra den svære tid med behandling og plagende bivirkninger. Dengang lykkedes det mig at ”blive ven med frygten”. Det har jeg skrevet en hel bog om, så det må vel også lykkes for mig nu at komme overens med den massive frygt og usikkerhed, der kan ramme mig som en tsunami.
Dengang fandt jeg ud af, at usikkerhed og frygt ikke var det samme som skrøbelighed og svaghed. Selv i den periode, hvor jeg var allermest truet af knudernes hærgen, følte jeg mig stærk og oplevede en ro og tillid. Tillid til livet. Tillid til de mennesker, der omgav mig. Mine nærmeste og vennerne – naturligvis – men også til mine læger og sygeplejersker. En tillid, som smittede af og gav mig mere tro på, at jeg godt kunne klare det.
Det triste er, at jeg – nu hvor jeg er kræftrask – kan føle, at jeg skal kæmpe for at opretholde den tillid.
Jeg har lyst til at råbe til politikerne og medierne: Hold nu op! Stop dyrkelsen af usikkerheden. Se på realiteterne. Jeg bor tæt på Nørrebro, og det ligner på ingen måde mediernes billede af min by. Jeg lever godt. Ja, jeg ved, der er krig i verden, og at nogle kriminelle slås i byen. Men jeg ved også, at jeg hver dag går rundt i den samme by, rolig og sikker. Glad. Møder mine venner og mærker de første glimt af forårssolen.
Jeg ved også, at kræften stadig er min livsledsager – i hvert fald psykisk. Den usikkerhed er et vilkår. Mit livs vilkår. Jeg ved ikke, hvad der sker i morgen. Det har jeg aldrig vidst. Sådan er det for os alle. Kræft eller ej.
Vi kan ikke forsikre os mod fremtiden. Vi kan ikke kræve eller forvente fuldstændig sikkerhed. Og det er helt fint. Jeg behøver ikke at frygte, og jeg behøver ikke at gøre mig alle mulige anstrengelser for at komme frygten til livs. Jeg kan leve med den. Den er til stede et sted i mit liv og vil altid være det. Og det er OK.
Jeg ved, at jeg kan finde trygheden i usikkerheden. Og det gør jeg bedst ved ikke konstant at anstrenge mig for at føle mig sikker. Den totale sikkerhed er en illusion.
Livet er ikke sikkert, for var det sikkert, var det ikke liv.
Jeg ved ikke præcist, hvad der sker i morgen. Ja, jeg er usikker, men det betyder ikke, at jeg er svag og sårbar. Faktisk er jeg meget stærk lige midt i usikkerheden. Faktisk viste det sig, at jeg var stærkest og i stand til at finde tilliden til livet, da frygten var værst. Så hvorfor skulle jeg ikke kun leve fri og glad nu, hvor jeg er fri af kræften i udbrud? Og på trods af alle mediernes daglige dryp af frygt.
Når jeg dyrker tilliden til livet – alt det brogede liv omkring mig - lever jeg trygt og godt. Og jeg ved nu, at forårssolen var der et sted bag skyerne. I dag har jeg drukket en kop te med familien på en cafe på Nørrebro – i solen.
I vinterens influenzatid er det svært at holde styr på tankerne. Alle symptomer, der dukker op i kroppen, bliver testet: Er kræften vendt tilbage? Er det de samme symptomer som dengang?
Uudholdeligt. Fornuften går i stå, lige indtil jeg får trukket i nødbremsen og tænkt mig om. Hold nu op Flemming. Du er lige blevet skannet, og alt var godt. Alligevel kan usikkerheden plage mig.
”Forståeligt,” siger familien, men det overrasker og irriterer mig, at en forkølelse eller et prik af smerte i højre side, stadig kan sætte hele alarmberedskabet i gang.
Jeg skælder mig ud. Bebrejder mig at jeg ikke har bedre styr på frygten. Hvorfor sidder den stadig så dybt i mig? Det er over et år siden, at jeg fik den rene skanningsattest. Jeg har det godt. Jeg er – næsten – vendt tilbage til et normalt liv, alligevel sidder frygten og gnaver. Og jeg længes i den grad efter ro og sikkerhed.
I 23 år har jeg haft kræftceller i kroppen. Første gang blev jeg opereret, og det var det. Stille og roligt. Jeg fandt hurtigt – sådan husker jeg det – trygheden igen. Men da nyrekræften kom tilbage for fem år siden var chokket sjælsrystende. Det krævede al min styrke og livslyst at få fat i en flig af livet igen. Jeg var meget modvillig, vred og bange.
Men efter to operationer og godt to år i immunstimulerende terapi lysnede det. Jeg kunne kalde mig ”kræftrask” og forsøge at finde tilbage til .... ja, her går jeg så i stå. For hvad var det, jeg skulle tilbage til? Eller skulle jeg i virkeligheden frem til et nyt liv? Det var ikke lige til at finde ud af.
Da den første eufori over knudernes forsvinden havde lagt dig, dukkede eftertanken op. Hvad nu? Spurgte jeg.
Jeg var blevet fyret. Økonomien var på ingen måde den samme. Kroppen var ikke helt på toppen. Jeg var jo også blevet ældre. Og livsperspektivet havde været udsat for en gevaldig rystetur.
Forvirring! Sådan kan jeg vist sammenfatte følelsen i de 15 måneder, der nu er gået. Forvirring, blandet op med udbrud af frygt og modløshed, men også med stærk optimisme og somme tider en modig tro på en lys og sjov fremtid.
De store svingninger overraskede. Det var som mødte jeg en mur – eller måske snarere en meget tyk tåge, som fik mig til at miste orienteringen.
Selvfølgelig handler det om frygten for, at knuderne vender tilbage. Jeg ved, der er celler, som en dag – måske/måske ikke – kan begynde at dele sig uhæmmet. Ja, den frygt kender jeg. Men det handler ikke kun om det. Der er andet og mere på spil. Og jeg tror, at det er vigtigt – i hvert fald for mig – at undersøge den ydre modstand. Altså noget uden for min indre frygt og min psykiske konstitution.
Det handler om, at alt omkring mig – samfundet sådan i al almindelighed – er gennemsyret af frygt og usikkerhed. Der bliver talt uhyggelig meget om alt det, der måske rammer os. Alle mulige frygt-begivenheder over alt i verden. Og der bliver talt uhyggelig meget om, hvordan vi kan forbedre vores sikkerhed. Politi, militær, politikere skal sørge for mere sikkerhed for os. Alt går op i frygt og sikkerhed, måske fordi aviser, radio og tv-nyheder er så overlæsset med ulykker, krig, terror og kriminalitet. Ikke en time lades vi i fred for skræmmende historier. Det påvirker mig i den grad, så jeg ser farer overalt – hvis jeg ikke passer på og standser op. Tænker mig om.
Vi mister tilliden til livet.
Når man er frygt-belastet af sygdom er det ikke til at holde ud at møde frygten rundt omkring sig, man mister tilliden til, at noget som helst kan gå godt. Og det påvirker i høj grad, hvordan jeg selv tackler sygdommen, bivirkninger og alt der følger med.
Jeg mister tillid til min krops selv-helbredende ressourcer. Mine mentale kræfter og kreative forsøg på at bygge op bliver svækket, og jeg overmandes af angst.
Frygten for sygdommen blander sig med de mange billeder af ulykker, krig og vold, medierne hver eneste dag fodrer os med. Her er ingen ulykke for lille.
Og med krisen er kommet endnu et ord i arsenalet af frygt-granater.
Men jeg forsøger at holde fast i mine erfaringer fra den svære tid med behandling og plagende bivirkninger. Dengang lykkedes det mig at ”blive ven med frygten”. Det har jeg skrevet en hel bog om, så det må vel også lykkes for mig nu at komme overens med den massive frygt og usikkerhed, der kan ramme mig som en tsunami.
Dengang fandt jeg ud af, at usikkerhed og frygt ikke var det samme som skrøbelighed og svaghed. Selv i den periode, hvor jeg var allermest truet af knudernes hærgen, følte jeg mig stærk og oplevede en ro og tillid. Tillid til livet. Tillid til de mennesker, der omgav mig. Mine nærmeste og vennerne – naturligvis – men også til mine læger og sygeplejersker. En tillid, som smittede af og gav mig mere tro på, at jeg godt kunne klare det.
Det triste er, at jeg – nu hvor jeg er kræftrask – kan føle, at jeg skal kæmpe for at opretholde den tillid.
Jeg har lyst til at råbe til politikerne og medierne: Hold nu op! Stop dyrkelsen af usikkerheden. Se på realiteterne. Jeg bor tæt på Nørrebro, og det ligner på ingen måde mediernes billede af min by. Jeg lever godt. Ja, jeg ved, der er krig i verden, og at nogle kriminelle slås i byen. Men jeg ved også, at jeg hver dag går rundt i den samme by, rolig og sikker. Glad. Møder mine venner og mærker de første glimt af forårssolen.
Jeg ved også, at kræften stadig er min livsledsager – i hvert fald psykisk. Den usikkerhed er et vilkår. Mit livs vilkår. Jeg ved ikke, hvad der sker i morgen. Det har jeg aldrig vidst. Sådan er det for os alle. Kræft eller ej.
Vi kan ikke forsikre os mod fremtiden. Vi kan ikke kræve eller forvente fuldstændig sikkerhed. Og det er helt fint. Jeg behøver ikke at frygte, og jeg behøver ikke at gøre mig alle mulige anstrengelser for at komme frygten til livs. Jeg kan leve med den. Den er til stede et sted i mit liv og vil altid være det. Og det er OK.
Jeg ved, at jeg kan finde trygheden i usikkerheden. Og det gør jeg bedst ved ikke konstant at anstrenge mig for at føle mig sikker. Den totale sikkerhed er en illusion.
Livet er ikke sikkert, for var det sikkert, var det ikke liv.
Jeg ved ikke præcist, hvad der sker i morgen. Ja, jeg er usikker, men det betyder ikke, at jeg er svag og sårbar. Faktisk er jeg meget stærk lige midt i usikkerheden. Faktisk viste det sig, at jeg var stærkest og i stand til at finde tilliden til livet, da frygten var værst. Så hvorfor skulle jeg ikke kun leve fri og glad nu, hvor jeg er fri af kræften i udbrud? Og på trods af alle mediernes daglige dryp af frygt.
Når jeg dyrker tilliden til livet – alt det brogede liv omkring mig - lever jeg trygt og godt. Og jeg ved nu, at forårssolen var der et sted bag skyerne. I dag har jeg drukket en kop te med familien på en cafe på Nørrebro – i solen.
Sunday, March 22, 2009
Dumme kræftpatienter
I Berlingske Tidende kunne jeg lørdag læse, at "Intelligens beskytter mod sygdom og tidlig død". En"Ny stor undersøgelse dokumenterr, at hjertekarsygdomme, cancer og ulykker påvirkes af intelligenskvotienten", stod der, og det blev uddybet af Laust Mortensen, videnskabelig assistent på Institut for Sundhedstjenesteforskning, Epidemiologi ved Syddansk Universitet:
"Det er velkendt, at personer med længerevarende uddannelse lever længere end folk med kortere uddannelse. Det nye er, at man nu i en så stor undersøgelse kan dokumentere sammenhængen mellem intelligens og og dødelighed på den ene side og uddannelse og indkomst på den anden."!
Det er jo enestående forskning, som krævede en kommentar. Derfor skrev jeg følgende i Berlingske:
Fantastisk. Kræftens gåde er løst! Det er de dumme, der dør af kræft. Vi skal bare sørge for, at alle får højere IQ, så vil kræften blive udryddet. En sag for Bertel Haarder. En national sag, for det er jo kendt, at kræftdødeligheden er væsentlig højere i Danmark end i andre lande. Hos os overlever under 50% kræft. I Australien er procenten 64%. Vi danskere er altså væsentligt dummere end folk i Australien og mange andre lande med høj overlevelse.
Og jeg – der har overlevet kræft i 23 år – må jo have en IQ helt i top. Men måske trækker det fra, at jeg var så dum, at jeg fik kræft engang, og at den kom tilbage for fem år siden.
"Det er velkendt, at personer med længerevarende uddannelse lever længere end folk med kortere uddannelse. Det nye er, at man nu i en så stor undersøgelse kan dokumentere sammenhængen mellem intelligens og og dødelighed på den ene side og uddannelse og indkomst på den anden."!
Det er jo enestående forskning, som krævede en kommentar. Derfor skrev jeg følgende i Berlingske:
Fantastisk. Kræftens gåde er løst! Det er de dumme, der dør af kræft. Vi skal bare sørge for, at alle får højere IQ, så vil kræften blive udryddet. En sag for Bertel Haarder. En national sag, for det er jo kendt, at kræftdødeligheden er væsentlig højere i Danmark end i andre lande. Hos os overlever under 50% kræft. I Australien er procenten 64%. Vi danskere er altså væsentligt dummere end folk i Australien og mange andre lande med høj overlevelse.
Og jeg – der har overlevet kræft i 23 år – må jo have en IQ helt i top. Men måske trækker det fra, at jeg var så dum, at jeg fik kræft engang, og at den kom tilbage for fem år siden.
Subscribe to:
Posts (Atom)
