Jeg har ganske vist skrevet en hel bog om, hvordan jeg med gode behandleres hjælp overkom en svær nyrekræft. Men gode venner har gjort mig opmærksom på, at jeg også må fortælle min historie her på bloggen - og på Facebook. Så det vil jeg forsøge i kort form.
Jeg fik diagnosen den 12. marts 2004 om morgenen. Det væltede hele min verden. Efter nogle problemer med lægevæsnet blev jeg opereret, og resultatet var fint. Men et lille år efter dukkede nye knuder op, og jeg blev opereret igen, denne gang uden succes. De kunne intet udrette, sagde den opererende læge.
Med den besked begyndte jeg på Rigshospitalets center for nyrekræft. Her mødte jeg tre fantastiske mennesker, to læger og en sygeplejerske, som ikke bare var – og er – fagligt meget dygtige men også forstående og givende på det menneskelige plan.
De fortalte mig, at jeg kunne begynde en eksperimentel behandling af knuderne, og at der er otte procent, der bliver kræftfri af behandlingen. Umiddelbart lød tallet otte ikke af meget. Men på en eller anden måde fik jeg fat i den positive side og tænkte kun i trætte og pressede situationer på det store tal.
Behandlingen var ikke altid lige til at klare, og de første omgange holdt kun knudernes størrelse stabil. Da behandlingen sluttede, gik det hurtigt den gale vej, så jeg i sommeren 2006 tabte mig meget, mistede blod og i det hele taget fik det forfærdelig dårligt.
Heldigvis kom jeg i en ny og stærkere form for immunstyrkende terapi, og efter i alt fem behandlinger hver på to måneder kunne jeg modtage en meget lykkelig besked. Knuderne er borte! Kun en lille gnalling på en cm er tilbage. Og det er arvæv, som ikke gør nogen skade, ved jeg nu.
Så det er historien om, hvordan otte procent kan blive til en kræftrask Flemming. Og det er ikke bare ganske vist: Det er levende virkelighed.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment