Træt

Der findes en træthed, som ikke kan soves væk og ikke forsvinder selv med en god lang weekends afslapning. Den går dybere. Har fat i alle muskler, sener og knogler, ja selv hver eneste lille celle i hjernen er ramt. Sådan føles det. Tankerne sidder fast, alt føles uden energi og - værre endnu uden humør.
Den træthed har ramt mig mange gange under sygdommen og bagefter.
Endnu værre er det, at den optræder altid sammen med et behov for at klare hele verden, få styr på mit liv. Jeg må tage mig sammen, tænker jeg, gøre alt det, jeg burde have gjort, men ikke har orket.
Når det sker ramler verden. Jeg bliver slået i stykker af træthed. Og jeg føler mig fortabt og uduelig.
I den situation er det nødvendigt at standse op og finde mit mildeste sind frem og så venligt som overhovedet muligt lede mig til tilbage til et fristed i mine tanker, et helle, hvor jeg ved, at jeg ikke skal gøre noget. Her er det tilladt at være træt og udsætte alle mine ord om, at jeg må tage mig sammen, at jeg må ordne dit og dat, at jeg skal have styr på alle mine tanker. Her kan jeg bare være og lægge mærke til, hvad der sker, uden at reagere og handle og tænke.
Mit helle er ikke altid lige til at finde, og det er lidt selvmodsigende, at jeg somme tider føler, at jeg må gøre mig umage og finde en stærk vilje frem for at nå frem til det.
Men sådan er det. Jeg skal ikke tage mig sammen og ordne verden, men jeg må på en eller anden måde anstrenge mig for at slappe af. For at kunne standse op, holde en pause og lade trætheden være.
Det mærkelige er, at det er så dobbelt. Som så meget andet. Men sådan er det. Jeg må forsøge at holde balancen mellem at overgive mig til trætheden og ikke lade mig forsvinde helt ind i den totale opgivelse.
Når jeg er fundamentalt træt lokker offerrollen mig. Det er så nemt – og tilsyneladende trygt og varmt – at give op og lade stå til, forsvinde i selvmedlidenhed og føle sig som et offer for sygdommen og den onde skæbne.
På en måde er det som om, at jeg må gå et stykke ad vejen og overgive mig til trætheden, men ikke hele vejen og lade den æde mig.
Min måler for, hvor langt jeg går ad den vej, er tristheden. Træthed gør trist. Og presser jeg for meget på for at gøre noget på trods af trætheden, forstærkes tristheden. Men lader jeg stå til og giver helt op, så bliver jeg deprimeret og lukker mig inde i mig selv. Alt bliver mørkt.
Så jeg forsøger at holde balancen og forsøger at finde til det gode humør og overskud ved at acceptere trætheden, sige ok til tristheden og følges lidt med dem begge. Men på et tidspunkt skilles vore veje, eller måske finder jeg bare mit helle - min rasteplads, hvor jeg kan være helt afslappet og alligevel meget opmærksom på, hvad der sker med mig, og hvornår roen viser sig. Den ro, der er ledsaget af lys og optimisme.
Jeg ikke tvinge den. Men jeg kan lade den dukke op, har jeg opdaget.