I Berlingske Tidende kunne jeg lørdag læse, at "Intelligens beskytter mod sygdom og tidlig død". En"Ny stor undersøgelse dokumenterr, at hjertekarsygdomme, cancer og ulykker påvirkes af intelligenskvotienten", stod der, og det blev uddybet af Laust Mortensen, videnskabelig assistent på Institut for Sundhedstjenesteforskning, Epidemiologi ved Syddansk Universitet:
"Det er velkendt, at personer med længerevarende uddannelse lever længere end folk med kortere uddannelse. Det nye er, at man nu i en så stor undersøgelse kan dokumentere sammenhængen mellem intelligens og og dødelighed på den ene side og uddannelse og indkomst på den anden."!
Det er jo enestående forskning, som krævede en kommentar. Derfor skrev jeg følgende i Berlingske:
Fantastisk. Kræftens gåde er løst! Det er de dumme, der dør af kræft. Vi skal bare sørge for, at alle får højere IQ, så vil kræften blive udryddet. En sag for Bertel Haarder. En national sag, for det er jo kendt, at kræftdødeligheden er væsentlig højere i Danmark end i andre lande. Hos os overlever under 50% kræft. I Australien er procenten 64%. Vi danskere er altså væsentligt dummere end folk i Australien og mange andre lande med høj overlevelse.
Og jeg – der har overlevet kræft i 23 år – må jo have en IQ helt i top. Men måske trækker det fra, at jeg var så dum, at jeg fik kræft engang, og at den kom tilbage for fem år siden.
Sunday, March 22, 2009
Tuesday, March 17, 2009
Frygten som ikke-inviteret ledsager
En kræft-kollega skrev til mig i dag om det svære i at leve med frygten - selv når man er blevet meldt rask. Jeg kender følelsen. Frygten lurer. Et sted i mig findes en meget følsom sensor, som når som helst kan slå ud i isnende frygt. Et prik af smerte i højre side - hvor knuderne sad – kan få mig til at fare sammen: Det er kommet tilbage!
Så gælder det om at standse op. Trække vejret dybt. Og forsøge at få hold i tankernes flugt. Jeg gør mig så stille som muligt, slukker for alarmen og koncentrerer mig om, at det ikke er længe siden, jeg blev skannet med godt resultat, og at jeg kender den smerte. Den er ikke farlig. Når jeg har fået hold på fantasien og skrækimpulsen, kan jeg også konfrontere frygten. Jeg plejer at sige, at jeg har gjort frygten til min ’ven’, jeg har anerkendt den, set den i øjnene og fortalt den, at ’du skræmmer mig ikke. Jeg kender dig, og du skal ikke få lov at farve min dag sort.’ Det hjælper.
Så gælder det om at standse op. Trække vejret dybt. Og forsøge at få hold i tankernes flugt. Jeg gør mig så stille som muligt, slukker for alarmen og koncentrerer mig om, at det ikke er længe siden, jeg blev skannet med godt resultat, og at jeg kender den smerte. Den er ikke farlig. Når jeg har fået hold på fantasien og skrækimpulsen, kan jeg også konfrontere frygten. Jeg plejer at sige, at jeg har gjort frygten til min ’ven’, jeg har anerkendt den, set den i øjnene og fortalt den, at ’du skræmmer mig ikke. Jeg kender dig, og du skal ikke få lov at farve min dag sort.’ Det hjælper.
Wednesday, March 11, 2009
Min danske kræftbehandling – en succes
Debatindlæg i Berlingske 11.3.09
I morgen kl. 8.30. har jeg levet i fem år efter min anden diagnose med kræft. Det skal fejres. Fem år har stået for mig som en magisk grænse. Kunne jeg bare nå den ...
Det sker altså nu. Og det er både værd at fejre og skrive om. Otte procents chance fik jeg for at behandlingen virkede. Ikke meget, men alligevel nok til, at jeg i dag kan kalde mig kræftrask. Faktisk er vi 230.000 mennesker, der lever med kræft. Det skulle man ikke tro, når man hører og læser de mange skrækhistorier om sygdommen. Men det er ganske vist: otte procent kan blive til en kræftrask Flemming.
Det offentlige sygehusvæsen og dansk kræftbehandling spiller en hovedrolle i den fortælling. Andre og lige så vigtige roller spilles af min familie, venner og naturligvis af mig selv. Men her skal det handle om lægerne og sygeplejerskerne på min kræftvej. I en tid, hvor sundhedsvæsnet og danske kræftlæger konstant kritiseres og endda ofte bliver udsat for ganske urimelige anklager, er det vigtigt at fortælle, at mange mennesker rent faktisk bliver kureret for kræft på landets sygehuse.
Jeg er en af dem, og min historie er – mener jeg – særlig interessant, ikke på grund af min egen indsats, men fordi jeg har været så heldig at blive behandlet på en af de mest fremsynede afdelinger i landet. En afdeling, som har hentet inspiration fra andre lande, hvor overlevelsesraten er højere i Danmark.
Ved at overføre og tilpasse de udenlandske erfaringer til danske forhold, er det lykkedes for Nyrecancercentret på urinvejkirurgisk afdeling på Rigshospitalet at skabe et unikt behandlingsforløb med ganske stor effekt for patienten både fysisk og menneskeligt.
»Patienten i centrum« er for det meste en tom politisk floskel, men på centret er det en praktisk realitet. Ved første konsultation blev jeg mødt af to læger og en sygeplejerske, som blev mine faste faglige eksperter og forbundsfæller gennem små tre års behandling. Her ligger det helt særlige og nye for fremtidens forhold mellem patient og læge:
Centret er tænkt og opbygget efter patientens og behandlingens behov. De tre personer – en overlæge, en speciallæge og en specialsygeplejerske – er patientens anker i en kaotisk verden af frygt, smerter og belastende bivirkninger. Ved en ’normal’ indlæggelse kan patienten møde skræmmende mange læger og sygeplejersker; her mødte jeg kun de samme tre.
Det gav først og fremmest ro og tryghed, men også i høj grad og meget vigtigere fysisk styrke, der gjorde mig bedre i stand til at klare symptomer og bivirkninger.
Normalt er et sygehus opdelt i skarpt adskilte siloer – medicinsk behandling for sig, kirurgisk for sig og alle de andre specialer i skarpt afgrænsede afdelinger.
På Center for nyrekræft foregår der både kirurgisk og medicinsk behandling. For mig var det en helt uvurderlig fordel, at jeg blev behandlet medicinsk på den afdeling, der gav mig den første vellykkede operation. Dertil kommer, at alle oplysninger om mig bliver samlet ét sted. I stedet for at jeg som forvirret og træt patient sendes rundt i Rigshospitalets labyrintiske gange og afdelinger med min journal under armen, kunne jeg blive i min seng og på afdelingen. Specialisterne, som skulle bedømme min sag, kom i stedet til konference med mine læger, som så bagefter kunne forklare mig den rette sammenhæng – forståeligt for mig.
De tre blev mine ambassadører og advokater – og selvfølgelig lægelige eksperter. Alt sammen til gavn for mig. Jeg følte mig altid vidende og tryg. Trygheden blev også styrket af en begivenhed – vil jeg kalde den – som i den grad fik mig til at føle mig velkommen og set. Ved første møde fik jeg udleveret de tres mobilnumre! Det gjorde voldsomt indtryk mig, og selv om det måske siger mest om mit (tidligere) forhold til læger, har jeg siden mødt mange patienter, som blev ligeså overrasket – for ikke at sige chokeret over den gestus.
Men det er jo en ganske naturlig og moderne måde at skabe kontakt og god kommunikation mellem patient og læger. Og tidsbesparende for både patient og læge.
Kort sagt. Jeg følte mig velkommen, anerkendt og tryg. Det hjalp mig i en helt uvurderlig grad både psykisk og fysisk.
Jeg er i dag overbevist om, at centrets læger og sygeplejerske som personer og lægefaglige eksperter samt deres unikke måde at organisere arbejdet på har bidraget væsentligt til, at de otte procents mulighed blev til en 100 procents realitet – som kræftrask.
Min historie er en god historie om væsnets muligheder og succes. Jeg ved fra mine mange møder med patientkolleger, at der findes tilsvarende succeshistorier.
For mig er den væsentlige lære, at lader man mennesker – læger og sygeplejersker – udfolde sig fagligt og tillader deres kreative initiativer at gå på tværs af normale, restriktive regler, politiske indgreb og administrative procedure kan meget lade sig gøre. At patienter overlever kræft for eksempel.
Flemming Flyvholm er forfatter til bogen »På kanten af livet. En beretning om kræft og optimisme«
I morgen kl. 8.30. har jeg levet i fem år efter min anden diagnose med kræft. Det skal fejres. Fem år har stået for mig som en magisk grænse. Kunne jeg bare nå den ...
Det sker altså nu. Og det er både værd at fejre og skrive om. Otte procents chance fik jeg for at behandlingen virkede. Ikke meget, men alligevel nok til, at jeg i dag kan kalde mig kræftrask. Faktisk er vi 230.000 mennesker, der lever med kræft. Det skulle man ikke tro, når man hører og læser de mange skrækhistorier om sygdommen. Men det er ganske vist: otte procent kan blive til en kræftrask Flemming.
Det offentlige sygehusvæsen og dansk kræftbehandling spiller en hovedrolle i den fortælling. Andre og lige så vigtige roller spilles af min familie, venner og naturligvis af mig selv. Men her skal det handle om lægerne og sygeplejerskerne på min kræftvej. I en tid, hvor sundhedsvæsnet og danske kræftlæger konstant kritiseres og endda ofte bliver udsat for ganske urimelige anklager, er det vigtigt at fortælle, at mange mennesker rent faktisk bliver kureret for kræft på landets sygehuse.
Jeg er en af dem, og min historie er – mener jeg – særlig interessant, ikke på grund af min egen indsats, men fordi jeg har været så heldig at blive behandlet på en af de mest fremsynede afdelinger i landet. En afdeling, som har hentet inspiration fra andre lande, hvor overlevelsesraten er højere i Danmark.
Ved at overføre og tilpasse de udenlandske erfaringer til danske forhold, er det lykkedes for Nyrecancercentret på urinvejkirurgisk afdeling på Rigshospitalet at skabe et unikt behandlingsforløb med ganske stor effekt for patienten både fysisk og menneskeligt.
»Patienten i centrum« er for det meste en tom politisk floskel, men på centret er det en praktisk realitet. Ved første konsultation blev jeg mødt af to læger og en sygeplejerske, som blev mine faste faglige eksperter og forbundsfæller gennem små tre års behandling. Her ligger det helt særlige og nye for fremtidens forhold mellem patient og læge:
Centret er tænkt og opbygget efter patientens og behandlingens behov. De tre personer – en overlæge, en speciallæge og en specialsygeplejerske – er patientens anker i en kaotisk verden af frygt, smerter og belastende bivirkninger. Ved en ’normal’ indlæggelse kan patienten møde skræmmende mange læger og sygeplejersker; her mødte jeg kun de samme tre.
Det gav først og fremmest ro og tryghed, men også i høj grad og meget vigtigere fysisk styrke, der gjorde mig bedre i stand til at klare symptomer og bivirkninger.
Normalt er et sygehus opdelt i skarpt adskilte siloer – medicinsk behandling for sig, kirurgisk for sig og alle de andre specialer i skarpt afgrænsede afdelinger.
På Center for nyrekræft foregår der både kirurgisk og medicinsk behandling. For mig var det en helt uvurderlig fordel, at jeg blev behandlet medicinsk på den afdeling, der gav mig den første vellykkede operation. Dertil kommer, at alle oplysninger om mig bliver samlet ét sted. I stedet for at jeg som forvirret og træt patient sendes rundt i Rigshospitalets labyrintiske gange og afdelinger med min journal under armen, kunne jeg blive i min seng og på afdelingen. Specialisterne, som skulle bedømme min sag, kom i stedet til konference med mine læger, som så bagefter kunne forklare mig den rette sammenhæng – forståeligt for mig.
De tre blev mine ambassadører og advokater – og selvfølgelig lægelige eksperter. Alt sammen til gavn for mig. Jeg følte mig altid vidende og tryg. Trygheden blev også styrket af en begivenhed – vil jeg kalde den – som i den grad fik mig til at føle mig velkommen og set. Ved første møde fik jeg udleveret de tres mobilnumre! Det gjorde voldsomt indtryk mig, og selv om det måske siger mest om mit (tidligere) forhold til læger, har jeg siden mødt mange patienter, som blev ligeså overrasket – for ikke at sige chokeret over den gestus.
Men det er jo en ganske naturlig og moderne måde at skabe kontakt og god kommunikation mellem patient og læger. Og tidsbesparende for både patient og læge.
Kort sagt. Jeg følte mig velkommen, anerkendt og tryg. Det hjalp mig i en helt uvurderlig grad både psykisk og fysisk.
Jeg er i dag overbevist om, at centrets læger og sygeplejerske som personer og lægefaglige eksperter samt deres unikke måde at organisere arbejdet på har bidraget væsentligt til, at de otte procents mulighed blev til en 100 procents realitet – som kræftrask.
Min historie er en god historie om væsnets muligheder og succes. Jeg ved fra mine mange møder med patientkolleger, at der findes tilsvarende succeshistorier.
For mig er den væsentlige lære, at lader man mennesker – læger og sygeplejersker – udfolde sig fagligt og tillader deres kreative initiativer at gå på tværs af normale, restriktive regler, politiske indgreb og administrative procedure kan meget lade sig gøre. At patienter overlever kræft for eksempel.
Flemming Flyvholm er forfatter til bogen »På kanten af livet. En beretning om kræft og optimisme«
Ros til Nyrecancercentret på Rigshospitalet
Jeg har skrevet en kommentar i Berlingske i dag.
Den handler om mit vellykkede forløb på Center for nyrekræft på Rigshospitalet. Jeg roser det faste team på centret og måden, de har organiseret arbejdet på. Her er patientens behov og ønsker styrende. Jeg mødte altid de samme tre personer. De vidste alt om min situation. De indhentede oplysninger fra andre eksperter i stedet for, at jeg blev sendt rundt i systemet. Jeg fik medicinsk behandling på samme sted, jeg var blevet opereret. Noget ganske uhørt på andre hospitaler. Jeg følte mig oplyst, vidende og involveret. Aldrig blot en ting/patient, men Flemming. Det gode samarbejde mellem læge/sygeplejerske og patient - mig - bidrog i høj grad til, at jeg i dag kan kalde mig kræftrask.
Du kan læse kommentaren på:
http://www.berlingske.dk/article/20090310/kommentarer/703100067/
Den handler om mit vellykkede forløb på Center for nyrekræft på Rigshospitalet. Jeg roser det faste team på centret og måden, de har organiseret arbejdet på. Her er patientens behov og ønsker styrende. Jeg mødte altid de samme tre personer. De vidste alt om min situation. De indhentede oplysninger fra andre eksperter i stedet for, at jeg blev sendt rundt i systemet. Jeg fik medicinsk behandling på samme sted, jeg var blevet opereret. Noget ganske uhørt på andre hospitaler. Jeg følte mig oplyst, vidende og involveret. Aldrig blot en ting/patient, men Flemming. Det gode samarbejde mellem læge/sygeplejerske og patient - mig - bidrog i høj grad til, at jeg i dag kan kalde mig kræftrask.
Du kan læse kommentaren på:
http://www.berlingske.dk/article/20090310/kommentarer/703100067/
Subscribe to:
Posts (Atom)
