Frygten som ikke-inviteret ledsager

En kræft-kollega skrev til mig i dag om det svære i at leve med frygten - selv når man er blevet meldt rask. Jeg kender følelsen. Frygten lurer. Et sted i mig findes en meget følsom sensor, som når som helst kan slå ud i isnende frygt. Et prik af smerte i højre side - hvor knuderne sad – kan få mig til at fare sammen: Det er kommet tilbage!
Så gælder det om at standse op. Trække vejret dybt. Og forsøge at få hold i tankernes flugt. Jeg gør mig så stille som muligt, slukker for alarmen og koncentrerer mig om, at det ikke er længe siden, jeg blev skannet med godt resultat, og at jeg kender den smerte. Den er ikke farlig. Når jeg har fået hold på fantasien og skrækimpulsen, kan jeg også konfrontere frygten. Jeg plejer at sige, at jeg har gjort frygten til min ’ven’, jeg har anerkendt den, set den i øjnene og fortalt den, at ’du skræmmer mig ikke. Jeg kender dig, og du skal ikke få lov at farve min dag sort.’ Det hjælper.