Min danske kræftbehandling – en succes

Debatindlæg i Berlingske 11.3.09

I morgen kl. 8.30. har jeg levet i fem år efter min anden diagnose med kræft. Det skal fejres. Fem år har stået for mig som en magisk grænse. Kunne jeg bare nå den ...

Det sker altså nu. Og det er både værd at fejre og skrive om. Otte procents chance fik jeg for at behandlingen virkede. Ikke meget, men alligevel nok til, at jeg i dag kan kalde mig kræftrask. Faktisk er vi 230.000 mennesker, der lever med kræft. Det skulle man ikke tro, når man hører og læser de mange skrækhistorier om sygdommen. Men det er ganske vist: otte procent kan blive til en kræftrask Flemming.

Det offentlige sygehusvæsen og dansk kræftbehandling spiller en hovedrolle i den fortælling. Andre og lige så vigtige roller spilles af min familie, venner og naturligvis af mig selv. Men her skal det handle om lægerne og sygeplejerskerne på min kræftvej. I en tid, hvor sundhedsvæsnet og danske kræftlæger konstant kritiseres og endda ofte bliver udsat for ganske urimelige anklager, er det vigtigt at fortælle, at mange mennesker rent faktisk bliver kureret for kræft på landets sygehuse.

Jeg er en af dem, og min historie er – mener jeg – særlig interessant, ikke på grund af min egen indsats, men fordi jeg har været så heldig at blive behandlet på en af de mest fremsynede afdelinger i landet. En afdeling, som har hentet inspiration fra andre lande, hvor overlevelsesraten er højere i Danmark.

Ved at overføre og tilpasse de udenlandske erfaringer til danske forhold, er det lykkedes for Nyrecancercentret på urinvejkirurgisk afdeling på Rigshospitalet at skabe et unikt behandlingsforløb med ganske stor effekt for patienten både fysisk og menneskeligt.

»Patienten i centrum« er for det meste en tom politisk floskel, men på centret er det en praktisk realitet. Ved første konsultation blev jeg mødt af to læger og en sygeplejerske, som blev mine faste faglige eksperter og forbundsfæller gennem små tre års behandling. Her ligger det helt særlige og nye for fremtidens forhold mellem patient og læge:

Centret er tænkt og opbygget efter patientens og behandlingens behov. De tre personer – en overlæge, en speciallæge og en specialsygeplejerske – er patientens anker i en kaotisk verden af frygt, smerter og belastende bivirkninger. Ved en ’normal’ indlæggelse kan patienten møde skræmmende mange læger og sygeplejersker; her mødte jeg kun de samme tre.

Det gav først og fremmest ro og tryghed, men også i høj grad og meget vigtigere fysisk styrke, der gjorde mig bedre i stand til at klare symptomer og bivirkninger.

Normalt er et sygehus opdelt i skarpt adskilte siloer – medicinsk behandling for sig, kirurgisk for sig og alle de andre specialer i skarpt afgrænsede afdelinger.

På Center for nyrekræft foregår der både kirurgisk og medicinsk behandling. For mig var det en helt uvurderlig fordel, at jeg blev behandlet medicinsk på den afdeling, der gav mig den første vellykkede operation. Dertil kommer, at alle oplysninger om mig bliver samlet ét sted. I stedet for at jeg som forvirret og træt patient sendes rundt i Rigshospitalets labyrintiske gange og afdelinger med min journal under armen, kunne jeg blive i min seng og på afdelingen. Specialisterne, som skulle bedømme min sag, kom i stedet til konference med mine læger, som så bagefter kunne forklare mig den rette sammenhæng – forståeligt for mig.

De tre blev mine ambassadører og advokater – og selvfølgelig lægelige eksperter. Alt sammen til gavn for mig. Jeg følte mig altid vidende og tryg. Trygheden blev også styrket af en begivenhed – vil jeg kalde den – som i den grad fik mig til at føle mig velkommen og set. Ved første møde fik jeg udleveret de tres mobilnumre! Det gjorde voldsomt indtryk mig, og selv om det måske siger mest om mit (tidligere) forhold til læger, har jeg siden mødt mange patienter, som blev ligeså overrasket – for ikke at sige chokeret over den gestus.

Men det er jo en ganske naturlig og moderne måde at skabe kontakt og god kommunikation mellem patient og læger. Og tidsbesparende for både patient og læge.

Kort sagt. Jeg følte mig velkommen, anerkendt og tryg. Det hjalp mig i en helt uvurderlig grad både psykisk og fysisk.

Jeg er i dag overbevist om, at centrets læger og sygeplejerske som personer og lægefaglige eksperter samt deres unikke måde at organisere arbejdet på har bidraget væsentligt til, at de otte procents mulighed blev til en 100 procents realitet – som kræftrask.

Min historie er en god historie om væsnets muligheder og succes. Jeg ved fra mine mange møder med patientkolleger, at der findes tilsvarende succeshistorier.

For mig er den væsentlige lære, at lader man mennesker – læger og sygeplejersker – udfolde sig fagligt og tillader deres kreative initiativer at gå på tværs af normale, restriktive regler, politiske indgreb og administrative procedure kan meget lade sig gøre. At patienter overlever kræft for eksempel.

Flemming Flyvholm er forfatter til bogen »På kanten af livet. En beretning om kræft og optimisme«