Glæden viser sig

Dette er skrevet en uge efter forrige artikel, Glæde og frygt.

På dagen, hvor jeg fik besked om, at knuderne var halveret, og morgenen efter var jeg ramt af en uforståelig tristhed. Kunne ikke finde glæden.
Nu, en lille uge efter, viser den sig. Jeg opdager, at jeg tænker på fremtiden. Jeg har helt umotiveret fået lyst til at plante eller lægge løg i jorden. De vil spire frem næste forår. Og for første gang i meget lang tid har jeg gjort noget praktisk, som peger fremad. Jeg har været håndværker i sommerhuset, pillet gamle el-paneler ned og sat nyt armatur op i badeværelset.
I måneder – måske år - har jeg ikke handlet og tænkt sådan, ikke set billeder af fremtiden, ikke villet tænke på eller se hvad der vil ske om et halvt år, et år, ti. Nu kommer billederne af sig selv, lysten til at virke, lysten til at skabe noget for fremtiden, uden at jeg har gjort mig bevidste tanker om dem.
Jeg har ikke tænkt, at nu kan jeg glæde mig, og nu kan jeg tænke på fremtiden. ”Jeg” har blot gjort det. Hvem dette ”jeg” er, ved jeg ikke. Jo selvfølgelig. Jeg kalder det mit ubevidste jeg. Måske har jeg aldrig tidligere oplevet det ubevidste så stærkt – nærmest fysisk. Jeg føler dét, der sker som mere end det ubevidste kispus med mig.
At glæden siger sig sådan for mig er tankevækkende og brugbart for mit bevidste jeg. Glæden viste sig uden (forudgående) tanke. Den kom til mig, ikke udefra, ikke fra Gud, men indefra – måske fra et spirende håb.

Onsdag i sidste ugen - dagen efter beskeden om at knuderne var halveret - skrev jeg mig gennem mørket frem til glæden. Mit dagbogsskriveri den dag gjorde mig glad. Jeg skrev mig gennem mørket frem til glæden og vel også håbet. Jeg har i lang tid haft det svært med ”håbet”.
Men måske har jeg fundet vejen frem til et dybt og bestandigt håb?
Her til morgen vågnede jeg med en klar tanke om, at jeg har accepteret døden, set den i øjnene og gjort mig klar til at modtage den.
Det er min vej frem til glæden og håbet.
Ved at acceptere at jeg – måske snart, måske senere – vil dø, har jeg befriet mig for angsten, afspændt min krop og min psyke og fundet frem til glæden – og til et håb, som ikke bestandigt rystes og svækkes af frygten.
Min frygt for døden er forsvundet. Min angst er her stadig men ikke dominerende og knyttet til sygdommens forløb – bliver det hårdt, ydmygende. Bliver det uden værdighed og glæde? Frygten knytter sig ikke til min eksistens ophør, og slet ikke til, hvad der vil ske efter døden. Den anden side eksisterer ikke for mig. Liv efter døden kan jeg ikke forestille mig. Tror ikke på det. Tænker kun overfladisk på det som en intellektuel leg.

Det er søndag morgen og jeg er glad. Det viser sig i billeder og handlinger for fremtiden. Ikke som en tanke om fremtiden. Tanken kommer til senere som en følge af de ubevidste billeder og de spontane handlinger.
Det giver mig et bærende håb. Et håb adskilt fra frygten.
Alle siger mig – og jeg har selv skrevet om, at frygten er den anden side af glædens mønt. Men nu har jeg opdaget, at det ikke er sandt. Håbet vejer og fylder mere end frygten! Håbet er livets spontane fremståen.

Glæde og frygt

I går fik jeg besked om, at mine to knuder tæt på bugspytkirtlen var halveret med de seneste otte ugers behandling.
Jeg blev naturligvis glad, og vi fejrede det i familien på bedste vis.
I dag kan jeg ikke finde glæden. Tværtimod er jeg nervøs og trist til mode. Det begyndte allerede i går eftermiddag og tog til i løbet af aftenen. Jeg var meget træt, og med trætheden fulgte tristheden.
’Det er forståeligt,’ forsøgte jeg – og Kirsten, min kone - at forklare mig. ’Trætheden er en reaktion på anspændelsen og nervøsiteten i ugen mellem scanningen og beskeden i går.’
Ja, måske. Men tristheden i dag er alligevel svær at forstå og acceptere. Jeg tænker ikke, at jeg burde være glad, men jeg ville gerne være glad og fortrøstningsfuld – ja faktisk optimistisk.
Det underlige er, at jeg i det meste af min treårige karriere som kræftperson har været rimelig positiv og optimistisk, selv i sommer hvor knuderne voksede, og jeg tabte blod.
Så hvorfor tristheden nu?
I min barndom var der ikke meget at glæde sig over. Danmark i provinsen i 50’erne var for en arbejderdreng ikke et lyst og lykkeligt land. Tværtimod. Og jeg lærte måske at standse glæden, ikke at blive for kæphøj, ikke at glæde mig for tidligt.
Men, men, nu er jeg 61 år, det kan vel ikke være læren fra dengang om, at man ikke måtte glæde sig, for så gik det galt, der stadig plager mig? Jeg har jo kæmpet mod den i hele mit liv – og med godt resultat, synes jeg.
Hvad så?
Jeg talte med en meget god veninde, som netop i forgårs afsluttede en forebyggende serie af stråle- og kemobehandling efter en succesfuld operation.
Hun forstod mig godt. Selv om hun virkelig har grund til glæde, var det svært, fortalte hun. Hun måtte virkelig kæmpe for at finde det gode humør frem.
Det er som om, vi ikke rigtig tror på den gode melding, ligesom vi holder fast i, at vi ikke skal glæde os for tidligt, og: ’Det kan jo vende tilbage.’ For mit vedkommende: ’Knuderne kan jo være vokset igen ved næste scanning.’
Måske skyldes tristheden og den manglende optimisme, den begrænsede glæde, at jeg med diagnosen kræft har fået sådan en over snuden, at jeg nærer mistillid til livet. At jeg har mistet min glæde ved livet. Jeg synes det ikke, når jeg tænker på mit bevidste liv, men måske spiller underbevidstheden mig et puds og fastholder erfaringen fra den tidlige morgen for tre år siden, hvor lægen sagde:
”Du har kræft.”
Måske var det slag så voldsomt, at det på et sekund forandrede min psyke, forandrede mig? Måske!
Jeg ved af erfaring, at jeg har kæmpet utrolig hårdt og vedvarende i de seneste tre år for at opretholde livsmodet, at jeg har måttet ’vende mine følelser om’, akkurat som jeg har måtte gøre det med generne og smerterne.
’Når du er syg og har ondt, Flemming, er det godt! Det er et led i behandlingen – det har til formål at bekæmpe kræften.’
Sådan har jeg sagt tusindvis af gange. Og jeg har visualiseret mig til at spænde af, talt med mig selv om mit humør, ikke bare når det røg ned i kulkælderen, men næsten hver dag. Det er et stort og energikrævende arbejde at holde livsmodet oppe og forsøge at leve et godt liv – også med kræft.
Når så meldingen lyder: Det går fremad! Knuderne er halveret, og jeg ved selvsyn kan se det på lægens skærm med billederne fra scanningen, så kræver det endnu en stærk psykisk indsats at komme frem til glæden og fastholde den. Den kommer måske nok af sig selv lige i øjeblikket, men hvor er den flygtig. Allerede to-tre timer efter tør jeg næsten ikke tro på den. Jeg må bruge megen energi og selv-overtalelse for at holde fast i den.
I dag har jeg så forsøgt at overgive mig til tristheden. Jeg tror – med min bevidsthed - at det er den eneste vej frem. Og så satte jeg mig til maskinen og begyndte at skrive. Det hjælper mig ofte at skrive mig igennem – eller blot ind til mine følelser og kalde mine tanker frem. Enten ved at skrive eller ved at tale med Kirsten eller med andre kræftpatienter.
Det jeg vil opnå er, at komme overens med mine følelser – hvordan de end er – og mærke dem, måske endda forstå dem, og komme videre. Jeg ved, at det har virket tidligere. Jeg ved, jeg er blevet i godt humør igen, når jeg turde gå ind i den sorte hule med smerterne, trætheden og tristheden – somme tider også sorgen. Der er ingen vej uden om hulen, er min erfaring.
Lige nu kan jeg mærke, at jeg er i den og kan se, at mine øjne har vænnet sig til mørket og gjort hulen lysere. Den er ikke så skræmmende. Jeg kan godt finde ud igen. Og inden længe er jeg ude i lyset igen, tror jeg. Ved jeg. Og så kommer glæden tilbage. Ikke kun glæden ved livet i det hele taget - også glæden over, at mine to knuder er halveret.

Flemming Flyvholm
Nansensgade 31
1366 København K
Tlf. 40 41 60 52
Mail: flemming@flyvholm.nu

.... og I må gerne skrive til mig.

Tanker på et skannerleje

Jeg ligger på scannerens smalle leje, armene op over hovedet og en kanyle i armen. Om lidt vil lejet langsomt bevæge sig ind i ringen med de roterende røde lys. Ude på den anden side af væggen vil de kunne se, om knuden er vokset, har spredt sig, eller om den måske er blevet mindre. Eller helt forsvundet?
Der er god tid til at tænke og gennemspille alle varianter i skrækscener. Sloganet, ”Tænk hvis”, rummer nye dimensioner og anderledes svar end nogen tv-reklame.
Om en uge får jeg svar.
Jeg kæmper en brav kamp inde i mit hoved med at styre tankerne, så de ikke løber af sted med mig.
Jeg har lært mig at tænke positivt. Lært at visualisere. Lært at jeg med mine tanker kan påvirke min helbredelse. Og jeg har været tæt på en overbevisning om, at blot jeg tænkte tilstrækkeligt godt og støttende om min krops immunforsvar, ville jeg blive rask. I hvert fald måtte jeg ikke tænke negativt. Det kunne ødelægge alt.
Mit indre billede af døden henter jeg fra det nordøstlige Falsters store klinter. Når jeg kommer ud af skoven oven på klinten, ligger foran mig en lysning med et græstæppe, spredte træer og buske. Lidt længere fremme holder jordbunden op. Bagved breder Østersøen sig. Somme tider mild og indbydende, andre tider mørk og skræmmende.
I mit indre billede af det, jeg kalder ”den definitive afslutning”, er der intet efter kanten. Intet overhovedet. Intet vand. Ingen bund neden for kanten, jeg kan lande på. Intet.
Kroppen standser sit liv. Ophør!
Det er ikke skræmmende. Efterhånden er det næsten trygt at færdes i mit indres skovkant. Måneders arbejde med tanker og ubevidste forestillinger har ført mig frem til en skrøbelig fortrolighed med sygdommen og med ’det endelig ophør’. Men det kræver et dagligt, koncentreret og bevidst styret tankearbejde at opretholde trygheden og roen.
Ingen tvivl om, at visualisering er en blid og effektivt metode til at skabe ro - f. eks., når man ligger på et scannerleje. Men bagsiden er, at man kan begynde at tro, at man selv er skyld i sygdommen, fordi man tidligere i livet ikke har tænkt godt nok eller rigtigt nok. Sker det, er man for langt ude – eller rettere langt inde den moderne verdens tro på, at vi kan styre alt med hjernen. At vi kan, hvad vi vil. At vi kan få alle vore ønsker og drømme opfyldt, blot vi gør det rigtige.

Den forestilling er en ganske naturlig konsekvens af vores kulturs historie, hvor kirken og dens præster har dyrket ordenes overherredømme og taget monopol på de rigtige ord, som de kaldte Guds ord. Der var ikke plads til kroppen. Kroppen var med alle dens ustyrlige og mystiske funktioner enten Satans bolig eller kvindens (hvilket i nogles tro var det samme) og en trussel mod manden.
Sådan er det stadig. Kroppens præstationer en mandlig foreteelse, men de kropslige funktioner er kvindeområde.
I den kristne kulturs historie gik det så galt, at mandens vitale kropsfunktion rent faktisk blev skrevet ud af historien. Så meget frygtede kirkefædrene kroppen, at Jesus ikke blev undfanget ved nogen mands hjælp, men af Helligånden. Mændene skulle holdes rene. Senere tog kirke en yderligere konsekvens og indførte cølibat for præsterne.
Nu er vi nogle stykker, der har lært at værdsætte kroppen og alle dens funktioner. Men stadig huserer en forestilling om hjernens overherredømme.
Enorme mængder af moderne selvhjælpsteorier, terapi-, leder- og personlig udviklings-bøger lover dig hele livet serveret i én lykkelig pakke, hvis blot du følger forfatterens tankekonstruktioner.
Livet er et spørgsmål om den rette indstilling og de rette ord. Bruger vi dem, kan vi alt – lige fra at springe i faldskærm, få et fantastisk sexliv, blive meget rige, blive lykkelige – eller komme i Himlen.
Og livets mening er blot et spørgsmål om at indstille sine forventninger, som jeg læste for nylig. Hvis du ikke kan finde meningen, skal du blot reducere dine forventninger. En smart og effektiv vej til lykke.

Træk vejret dybt og hold det!” Lyder en metallisk stemme. Lejet har ført mig ind i ringen. De røde lys suser rundt om hovedet. Hvad finder de? Hvor langt er der til kanten?

Diagnosen ”kræft” river ord-kulisserne bort. Man vågner op midt i en meget konkret og fysisk verden, hvor kroppens behov og funktioner kræver tid og opmærksomhed. Men det er hårdt arbejde at nå frem til at forstå, at livet foregår i kroppen, og at den ikke blot er et redskab til rådighed for hjernens, bevidsthedens forestillinger og krav. Indsigten skal ’ned’ i kroppen, det er ikke tilstrækkeligt, at jeg ved det.
I de fleste af de mange alternative behandlingsformer er hovedet og ordene stadig dominerende og troen på den mentale kraft stærk. Selv om især kinesiske metoder har vundet indpas, og der er voldsom interesse for sund levevis, er markedet oversvømmet med og dybt præget af, at hjernen styrer. Sådan har jeg også selv tænkt og levet. Det er først efter mødet med knuderne, at jeg er kommet ud af hjernens snævre kasse.
Det har kostet megen omtanke og vilje at nå så langt. En af de vigtigste erfaringer er, at jeg selv skulle finde og sammensætte mit personlige team af hjælpere og behandlere. Autoriserede og alternative. Professionelle og private.
Lægerne, som jo i den grad arbejder med kroppen, har ikke bidraget til, at jeg er blevet klogere på kroppen, mest fordi jeg har haft en opfattelse af dem og deres arbejde, som blokerede. Men også fordi lægernes faglige selvforståelse er begrænset og snævert fokuseret på sygdommen. De bliver ofte – og med rette – kritiseret for ikke se personen foran dem, kun sygdommen lige dér, hvor den manifesterer sig. Ingen sammenhængstænkning.
Alligevel er der mange grunde til at rose og beundre lægerne. De fleste er engagerede og ekstremt dygtige på deres felt. Og de bestyrer et system, der præsterer utrolige resultater. Deres specialviden og især deres håndværksmæssige kunnen værdsætter jeg meget højt. Uden dem ville jeg være død.

”Nu sprøjter jeg kontrastvæsken ind,” siger en sygeplejerske, og væk er hun. En stærk og besynderlig varme breder sig i hovedet og enden.

To personer har hjulpet mig med at finde ned i kroppen og lære den at kende. Kræftpsykologen Bobby Zachariae og Ken Balson, som praktiserer ”Body work”.
Selv om jeg ikke har en traditionel psykolog i mit team, spiller Zachariaes visualiserings-cd’er en stor rolle. Især er afspændings-visualiseringerne vigtige rutiner i min dagligdag. Men mest betydningsfuld er hans vejledning i at komme ned i kroppen og lade den bestemme:
”Lad blot kroppen tage over. Lad tingene ske af sig selv uden at presse på. Din krop ved bedst.”
Det hjælper godt mod den stress, der ligger lige for, når man nu så gerne vil styre sin krop til at blive helbredt. Zachariae viser i stedet, hvordan afslapning og indre harmoni kan befordre velvære og virke helbredende.
Men min nyvundne stærke sansning af min krops indre, af organernes funktioner, musklerne, blod- og lymfecirkulationen skyldes Ken Balson.
Jeg er nu i stand til at sanse selv de mindste forandringer i kroppen, og det er nyt for mig. Det har taget måneder behandling og samtaler med Balson.
Body work er en slags massage, hvor Balson bruger sine hænder til at genskabe symmetrien i patientens krop og genåbne blokerede blod- og lymfebaner.
Når vi bliver ældre, svækkes og hæmmes blodets og lymfens flow, så det gælder om at holde kanalerne åbne og fjerne de blokeringer, der besværliggør eller hindrer gennemstrømningen.
I modsætning til så mange andre der arbejder med kroppen, koncentrerer Ken sig om musklerne og kroppens struktur. Kiropraktorer manipulerer med rygsøjlen. Fysioterapeuter arbejder med muskler og knogler for at genoprette et særligt ramt sted på kroppen.
Ken arbejder med hele kroppen.

To historiske afsæt for Balsons behandling er især interessante, fordi de viser spændet i den omfattende viden, han bygger sin ”Body Work” på. Det ene afsæt er gnostikerne især ”The Essene Gospel of Peace” (Essenernes freds-evangelium). Esserne var et religiøst broderskab på Jesu tid. I deres evangelium, som naturligvis blev udelukket af den katolske kirkes bibel på grund af deres praksis med ’body work’, kan man læse, hvordan Jesus underviser i noget så moderne og alternativt som tarmskylning.
Meget interessant er det også, at ”den jordiske mor” er ligestillet med ”den himmelske far”. Et direkte og meget slagkraftigt alternativ til Paulus’ kirke og stadig også til vor tids kirkes med sin stædige udelukkelse af kroppens vitale liv. Når man som jeg er opdraget i Indre Mission, er man hårdt ramt på det område.
Ken Balsons anden søjle er hentet i mere nutidig forskning hos den tyske biokemiker Otto Warburg, som i 1931 modtog Nobelprisen for sin forskning i cellers respiration, en forskning som er grundlaget for hans teori om, hvordan kræft opstår og kan forebygges.
Ifølge den teori er kræft en dysfunktion i cellernes respiration. Warburg er tilsyneladende helt glemt i Danmark i dag. Men ganske interessant kunne man forleden læse på BBC om en ny engelsk forskning, som har påvist, at celler med for lidt ilt i sig kan sætte en kæde af begivenheder i gang, som kan føre til en cancertilstand.
Det bekræfter – eller i hvert fald arbejder videre i Warburgs spor, der måske kan komme til ny anerkendelse og værdighed. Ganske optimistisk for en kræftpatient.
Ken Balson bruger Warburgs teori i sit arbejde. Kort og forenklet fortalt forsøger han at fremme iltindholdet i blodet og forøge blodets gennemstrømning helt ud i de tyndeste kapilære. På samme vis forsøger han at åben for lymfens flow overalt i kroppen.
Det gør han ved at bearbejde musklerne, som for langt de fleste af os, er anspændte og hårde og blokerende for blodets cirkulation.
Massagen frigør blokeret energi. Hvis dine muskler er spændte, siger han, presser de blodkarrene og lymfebanerne sammen, så der ikke kommer tilstrækkeligt med næring – ilt – rundt i kroppen og ud i de yderste dele. Massagen har til formål at genoprette symmetrien i kroppen, strække den krogede holdning ud, så vi kan ånde friere og dermed optage mere ilt og transportere det mere frit rundt i kroppen.

”Træk vejret og hold det!” Den metalliske stemme er tilbage. De røde lys snurrer. Lejet bevæger sig, og jeg føres langsomt gennem ringen.

Det kræver en indsats at fange og forstå Kens tænkemåde, fordi den er så uvant for os, selv om den egentlig i bund og grund er sund fornuft og meget ligetil. Hjernen gør modstand, vi vil hellere tro på noget kompliceret og mystisk, som vi kan gemme os i. Det kan ikke være rigtigt, at livet er så enkelt.
Men jeg behøver ikke tro på noget, jeg behøver ikke overgive mig til et eller andet system af økologisk, psykologisk eller spirituel karakter. Tværtimod kunne man sige, at Kens behandling bygger mere på en mekanisk og biologisk analyse af kroppens funktioner.
Gennem hans behandling er jeg nået frem til åbne af en ny sensibilitet, en ny fornemmelse af min krops liv og mit liv i kroppen. ”Fornemmelse” er ikke noget vagt og upræcist. Tværtimod. Det er en meget stærk og entydig sansning af sammenhænge i kroppen, organernes samspil og kropsvæskernes flow.
At nå frem til den sansning har givet mig revolutionerende resultater.
Jeg har lært at følge min krops tempo og rytme i stedet for at forsøge at styre og presse den ind i et bevidst tillært og konstrueret forløb. Jeg har lært, hvad der er godt for mig, og hvad skader. Og jeg har nu en stærk og entydig følelses-viden om, hvad der passer til mig.
Jeg har fået betydelig mere energi, føler mig raskere, stærkere og mere optimistisk. Jeg er blevet meget bedre til at leve godt med kræftknuden i mit indre.
Tidligere kunne jeg ikke skelne smerterne fra hinanden med det resultat, at enhver lille spænding eller smerte straks sendte et ilbud op i min hjerne om, at nu voksede knuden, nu var det også galt dér – og dér. Med min nye krops-sans kan jeg bedre styre tankerne fra kroppen.
Jeg har vendt processen om. Nu er det kroppen, der styrer bevidstheden og ikke bare som tidligere nogle uklare fornemmelser i min bevidsthed og underbevidsthed, som fik mig til at frygte al smerte og til at konkludere de mest ekstreme scenarier.
Jeg har placeret centrum i kroppen. Den er udgangspunktet for alt, og den er motoren, og herfra fødes de bærende tanker og livsmodet.
Jeg har indført et nyt tidssystem i mit liv. Kroppens tid. Og et nyt tankesystem. Kroppens sansninger og tanker. Det er ikke bare sundt for kroppen men også for hovedet.
Det giver ro og større sikkerhed, når jeg skal leve med kræft - og vil leve godt med kræft.

”Så er du færdig.” Kvinden står igen ved lejet. Piller kanylen ud af min arm og siger, at de sender beskrivelsen op til afdelingen.

Jeg kan gå hjem. Om en uge vender jeg tilbage til Rigshospitalet for at få svar på, hvad de fandt i mit indre. Så vil jeg gå under kastanjetræerne langs Søerne over til Blegdamsvej, og en læge vil tage et gult ark papir ud af din journal og læse op.

Der er forskel på folk – og på katastrofer

Forestil dig, at en færge med flere hundrede danskere om bord er brudt i brand i Skagerrak. Alarmen går. Redningsskibe, helikoptere, Falck og læger på alle nærliggende hospitaler alarmeres.
Men så .. så sker der noget fuldstændig uventet:
Lederen af redningstjenesten beslutter at aflyse hele aktionen med begrundelsen:
”Vi har andre formål at bruge vores sparsomme ressourcer på.”
Og passagererne på færgen bliver overladt til deres egen skæbne.
Nej vel!
Og så alligevel. Det er netop det, der er sket for hundreder af danske kræftpatienter.
Alarmen gik. En analyse advarede:
Hvis vi ikke skaffer bedre strålekapacitet vil hundredvis af kræftpatienter dø!
Regeringen bevilger pengene. Alle er klar over, hvad der står på spil. Alt er klar til aktion, og så aflyser de ansvarlige amtspolitikere, administratorerne og hospitalernes ledelser det hele. ”Vi vil heller bruge pengene til noget andet.”
Og ingen reagerer. I årevis. Hvorfor?
Fordi det er normalt og hverdagsagtigt i Danmark, at mennesker dør unødvendigt af kræft. Vi accepterer, at sundhedsvæsnet er langt bagefter andre landes. Den generelle fortælling accepterer, at overlevelsesprocenten for kræftpatienter er lav, og at mange dør, selv om de muligvis kunne reddes og få deres liv forlænget.

Skandalen om strålebehandling, som begyndte at rulle i november, viser det uhyggelig tydeligt.
Sundhedsstyrelsen får indberetning om, at 30-50 patienter måske kan reddes, hvis de får hurtig strålebehandling. Overlægen, der står med patienterne forsøger flere gange at gøre opmærksom på problemet. Patienter og deres pårørende gør opmærksom på, at her nogle mennesker, som kunne reddes, hvis man gjorde en indsats.
Hvad er reaktionen i Sundhedsstyrelsen – og i amterne? Intet. Intet som helst. Embedsmændene trækker på skuldrene. ’Der er så mange, der dør af kræft!’
Andre hospitaler gider end ikke indberette, de dødssyge patienter, som venter for længe på strålebehandling.
Et skræmmende eksempel på, hvordan den fatalistiske holdning over for kræftpatienter dominerer politikere, nogle læger og embedsmænd.

En langsom katastrofe udvikler sig støt og upåagtet i årevis, kun et uheldigt tilfælde gør, at en journalist på Politiken skriver stort og stærkt om skandalen. Så kommer der gang i embedsmænd og politikere. Hvor lander aben?
Og nu tre måneder efter fortsætter og udvikler den langsomme katastrofe sig, som det fremgår af Politiken søndag og mandag.
De ansvarlige politikere og deres embedsmænd har valgt at afblæse redningsaktionen, og de hundreder af kræftpatienter får lov at sejle deres egen sø mod den visse død.

Ensom sygdom

Kræft er en ensom sygdom! skriver to medpatienter til mig uafhængigt af hinanden og rammer ned i nogle af de sværeste følelser, jeg har gennemlevet som kræftpatient.
Før jeg blev syg, har jeg ofte læst og tænkt, at over for døden er vi alle ensomme. Men den dag jeg fik beskeden, manifesterede den eksistentielle ensomhed sig med fuld styrke – ikke blot i bevidstheden, men også som en voldsom, omvæltende følelse.
Det var i perioder umuligt at se andet for mit indre blik end en blændende, altfortærende ensomhed skabt af den tanke, ordet kræft mere end noget andet associerer med, ja næsten er synonym med, døden.
Vi ved, at døden og ensomheden er et vilkår, men der skulle gå et tykke tid, inden en fornuftstyret accept dukkede frem. Og så opdagede jeg, at jeg stadig havde og har en vigtig opgave i at hindre, at den eksistentielle ensomhed breder sig til hele eksistensen, så den smelter sammen med den sociale ensomhed og gør os bitre, opgivende og mismodige.
Konfrontationen med det dybeste eksistentielle vilkår var en hård lære men også en god lære, som sendte mig tilbage til virkeligheden, som den nu har formet sig for mig.

Værre – næsten – var den sociale ensomhed, som fulgte med kræften. Værre, fordi den føles unødvendig og uretfærdig, Ja, jeg ved godt, at det ord kan man ikke bruge om livet, men ikke desto mindre følte jeg dengang, at jeg blev udsat for en grov uretfærdighed.
Når jeg nu går på gaden, kan jeg stadig blive grebet af en følelse af at være udenfor, anderledes og isoleret.
Alle skal noget. På arbejde, til møde. De har en funktion og en rolle at udfylde. Andre mennesker venter på dem og har forventninger til dem.
Ingen – undtagen min familie og venner – forventer noget af mig. Jeg skal ingenting. Jeg kan gøre, hvad jeg vil.
Jeg går blandt mennesker og eksisterer ikke - som borger.
I stedet tilbydes jeg en ny identitet som patient og omtales af politikere og økonomiske eksperter som en omkostning og en byrde for velfærdssamfundet.

Følelsen af ikke-eksistens rammer mig især, når jeg ser nyheds- og debatprogrammer og læser avisernes nyhedssider.
Et typisk og skræmmende eksempel oplevede jeg, da DR2’s Debatten satte skandalen om strålegarantien på programmet.
Studieværten havde inviteret fire eksperter og en patient og hendes datter i studiet. Meget kendetegnende var eksperter og politikere placeret rundt om debatbordet, mens patient og datter sad lidt afsides i en sofagruppe.
Da politikere og eksperter havde skændtes en halv times tid – især om placering af ansvaret (aben) – gik studieværten over til sofagruppen, og mor og datter fik to minutter til at fortælle om moderens situation.
Så gik studieværten tilbage til bordet, hvor debatten om blandt andre den pågældende patient fortsatte.
Scenen mindede mig mest af alt om gamle dages stuegang, når overlægen med følge skred ind på stuen og stillede sig ved sygesengen og talte hen over hovedet på patienten. Her var det blot fire eksperter og en studievært, der spillede stuegang, og talte om patienten, men ikke med hende.
Overlægens stuegangsparade og arrogance er de fleste steder blevet afløst af i hvert fald forsøg på at tale direkte med patienterne på en fornuftig måde. Men når det gælder medier, politikere og eksperter, så holder de stadig hof-stuegang i nyhedsstudierne og taler hen over hovederne på de syge.
Når nu det er lykkedes at ændre de fleste overlægers arrogance, kan man jo håbe, at det også er muligt at ændre mediernes praksis, så vi ikke kun optræder som en ulykkelig case og staffage for hovedhistorien med politikere og eksperter.
Om det også er muligt at ændre politikeres og eksperters stuegangs-holdning, er jeg mere tvivlende over for.
Men forsøget skal gøres.

Hvis det skal lykkes må vi begynde med os selv og sætte en bevægelse i gang, som totalt ændrer de gængse fortællinger om kræft.
Vi må gøre op med den passive offerholdning. Vi kan levere begrundet kritik af beslutningstagerne og fremlægge nye ideer og forslag hentet fra vores egne erfaringer. De har lige så stor gyldighed som kolde analyser og statistikker.
Forleden præsenterede hovedstadsområdets politikere og sundhedseksperter endnu et af utallige forslag om omorganisering af sygehusvæsnet. De må efterhånden have slået alle rekorder i forandring, omorganisering, omstrukturering osv. Men har de også skabt forbedringer?
Forslaget handler selvfølgelig om endnu mere effektivisering, specialisering og centralisering. Hvad ellers må man spørge? Det ser ud som om politikerne og deres eksperter har svært ved at rumme andet i deres tanker, analyser og planer.
Det er fint nok med specialisering, men når den ene sygehusreform efter den anden næsten udelukkende køres igennem på specialisering og effektivisering, glemmer man – eller overser man med vilje? – at et sygdomsforløb er meget, meget andet. Det ved vi patienter.
Her har vi en opgave i at fortælle om alle de andre behov:
Bedre diagnosticering, tid til ordentlig information og coaching af patienterne, bedre før- og efterbehandling, bedre medicinsk pleje og behandling. Og endelig ordentlige forhold for de læger og sygeplejersker, der knokler for lav løn på sygestuerne og klinikkerne. For os.
Der må og skal komme en masse historier og argumenter, som kan skabe modvægt til politikeres og eksperters ensidig fokusering på specialisering og endnu mere effektivitet.
Jeg er sikker på, at de historier og argumenter, vi patienter kan fremlægge, er den bedste metode til at ændre politikeres og eksperters stuegangsholdning og ophæve patienternes sociale isolation.
Vi skal personligt op på mediernes talerstole og kritisere, hvor der er grund til det, uden at forfalde til en passiv offerrolle. Vi skal og må være mere synlige som ligeværdige borgere, med evnen og viljen til at tale for os selv og retten til at bidrage til beslutningerne om vores vilkår, behandlinger og liv.

Men den sociale isolation kan kun fjernes, hvis vi gør os fri af offerrollen og bearbejder den eksistentielle ensomhed.
Blandt venner, kolleger og i medierne hører vi en ofte ganske stereotyp historie om kræftpatienters lidelser og nederlag. Med gysen fortælles om personer, der er blevet ramt af kræft, og man kan ligefrem fornemme, hvordan fortælleren indvendig slår syv kors for sig. Ordet kræft skaber frygt og distance mellem kræftsyge og frygtsomme raske.
Jeg har oplevet mange forskellige reaktioner, når jeg fortæller, at jeg har kræft. Hos nogle kan man fornemme en frygtreaktion, der får dem til at stivne og tie fuldstændig eller skynde sig at tale om noget andet.
De fleste reagerer med en helt åbenlys forvirring, måske endda en følelse af forlegenhed, fordi de ikke ved, hvordan de skal reagere på oplysningen.
’Vil du tale om det?’ spørger de måske. – Ja, hvad ellers! Det er jo mit liv. Men jeg forstår godt, at man spørger og reagerer afventende, for der er kræftramte, der holder det hemmeligt. Måske betragtes det stadig i visse kredse som pinligt at få kræft eller bliver uhelbredelig syg.
Jeg synes, vi skal tale åbent om det. Jeg skal i hvert fald selv tale åbent om sygdommen og behandlingen. Ellers danner der sig også psykiske knuder inde i mig.
Jo mere vi taler om kræft, jo mere afdramatiserer vi sygdommen og får den pillet ned fra sin næsten mytiske stade, så vi kan betragte den som en sygdom på niveau med andre livstruende sygdomme.
Vi må fortælle nye historier om mennesker der overlever, og mennesker der lever i måneder og år med kræft. Vi skal frem for alt fortælle historier om os selv, hvordan vi lever et værdifuldt liv trods behandlinger, bivirkninger og angst. Der er masser af stærke personhistorier.
De nye historier skal gennemsyre samfundet. Formålet er dobbelt: At ændre den sociale isolation og afhjælpe noget på den eksistentielle ensomhed.
Når et menneske fremover bliver indkaldt til hospitalet og får at vide:
”Du har kræft!”, vil han eller hun naturligt blive grebet af en dyb angst, men ideen er, at han også vil huske positive historier om overlevelse, om gode liv, om forskere, der arbejder målrettet og dygtigt på at finde nye, virkningsfulde behandlinger. Om læger der udfører små mirakler ved operationsbordene. Om ny virkningsfuld medicin.
Kort sagt.
Vi har nået målet, når et menneske, der rammes af kræft, ikke kastes omkuld og mister livsgnisten, men kommer ud af det første møde med kræft-væsnet med optimisme og mod iblandet den naturlige angst, som følger diagnose.

"Du har kræft!"

Det er fredag morgen lidt i otte. Jeg er på vej til arbejde, skal lige forbi en speciallæge og have fjernet nogle sting og få svar på, hvad der var i det væv, der blev opereret bort.
I morgen er det min fødselsdag, den skal fejres med børnene i sommerhuset. Vejret er klart og kølig, men ganske smukt for en martsmorgen.
Sygeplejersken er lidt hektisk men som vanlig meget imødekommende og venlig. Hun snakker lidt meget her til morgen, men siger ikke noget om det, jeg er kommet for at høre. I stedet fortæller hun, at ”systemet er gået ned, så du skal lige ind til Hans – det er speciallægen – han kan se resultatet af prøven.”
Hans Heindorf er en meget venlig mand og dygtig kirurg. Hans kraftige overskæg er blevet studset siden sidst. Han er rolig og opmærksom, tager sig god tid, inden han nænsomt fortæller mig:
”Du har kræft.”
Her to år senere har jeg bedre overblik over, hvad der skete. Dengang kunne jeg ikke finde ordene. Nutiden forsvandt. En hvirvel af ikke særlig klart formulerede spørgsmål om fremtiden pressede sig på, men fandt ingen ord. Og fortiden gav mig tårer i øjnene.
Jeg havde fået en dom.
En dom med voldsomme konsekvenser. Du begynder afsoningen med det samme, og for mange varer den resten af livet. En dom, som skulle vise sig at føre til voldsomme omvæltninger og store følelsesmæssige udbrud og udsving. En dom, som krævede al min intellektuelle, mentale og åndelige formåen.

I dag er nutiden vendt tilbage. Jeg har stadig kræft, men viljen og energien til hverdagen er fornyet. Og lysten og glæden ved livet. Jeg har forsøgt at rydde en vej gennem en tæt og mørk skov – ofte en troldeskov – for at finde min vej til at leve et godt liv med kræft.
Først og vigtigst har jeg forsøgt at rydde grundigt op i, hvordan jeg tænker og taler om kræft. Især måtte jeg koncentrere mig om at forholde mig bevidst og kritisk til alle de mange ord, fortællinger og mest brugte udtryk, jeg mødte om kræft og kræftsyge. Sagt af mig selv, af familie, venner, kolleger, eksperter og især de ord, medierne foretrækker at bruge om kræft. Det var og er stadig den mest ødelæggende jungle at færdes i.
Ordene om kræft nedbryder dig, hvis du ikke går aktivt imod den stereotype fortælling, de fastholder kræftpatienten i.
Når du får diagnosen/dommen ”kræft” melder der sig en dybt indarbejdet vished om, at nu skal du dø, og forinden skal du kæmpe en voldsom og smertefuld ”krig mod kræften”.
Det er skræmmende forestillingsbilleder, som igen og igen bliver bekræftet af de mange beretninger om kræft.
Krigsmetaforer og smertebilleder gennemsyrer beskrivelser og samtaler om kræft.
’Hun tabte kampen mod kræften’. ’Han kæmpede i tre år med svære bivirkninger, men er nu han rask’. ”Hun kom ud på den anden side”. Normalt bruges udtrykket ”på den anden side” om et liv efter døden. Og om lægerne hedder det, at de vinder eller taber krigen mod kræften. Endelig hedder den mægtige forening ”Kræftens Bekæmpelse”, med tydelig henvisning til skadedyrsbekæmpelse med gift.
Andre sygdomme beskrives langt mere fredeligt, og de positive muligheder er ofte med.
Krigens våben er gift og stråling. Og det forventes, at patienten accepterer de voldsomme ”bivirkninger”, der følger i krigens fodspor.
Men er det nødvendigt? Kunne man forestille sig en anden kræftbehandling og en anden forestilling om kræft, som ikke er båret af ”krig”?
Kunne man dyrke en anden filosofi, som bygger på at leve godt med kræft, så længe livet varer – akkurat som raske mennesker forventer at leve godt, så længe livet varer. Langt eller kort, ingen ved det. Kræftpatient eller ej.
Kunne det tænkes, at læger og forskere i stedet for gift- og strålingskrig mod kræft udviklede helbredelsesformer, som ikke accepterer bivirkningernes voldsomme miljø-omkostninger i patientens krop og psyke, men bygger på en positiv filosofi om, at ondt skal fordrives med sundhed – ikke med ondt?
En økologisk kræftbehandling bæres og styres efter principper og metoder, vundet inden for økologisk landbrug de seneste årtier. Det vil være en behandling, som styrker sundheden hele vejen gennem processen. En proces, hvor bivirkningerne ikke skader kroppens økologi men bygger op og styrker. En behandling med sunde virkninger.
Den vision vil jeg vende tilbage. Forinden vil jeg gå længere ind i undersøgelsen af de svære bivirkninger, som den gængse holdning og de autoriserede behandlinger skaber for kræftpatienter.

Af personlig erfaring og fra medpatienters beretninger ved jeg, hvor svært det er at finde en positiv vej igennem den jungle af negative ord og undgå, at de giver dig stærke mentale og åndelige bivirkninger.
Du føres ind i krigsmetaforernes verden. Og så – samtidig med de fysiske bivirkninger melder sig – skal du forsøge at komme fri af forestillingerne og især de voldsomt forandrede forventninger til livet, der er en naturlig konsekvens af at ”gå i krig”.
I krigens verden venter kun smerte og død. Overlevelse giver ofte ingen glæde men voldsomme traumer - sår på krop og sjæl.
Da jeg fik diagnosen kræft, satte en lynhurtig og uvirkelig associationsproces ind. Det føltes, som om jeg ikke kendte mit eget liv igen. Kunne ikke finde det. Mærkeligt, for hvad var forandret? Jeg var konstateret syg, men det havde jeg prøvet før. Også med kræft små tyve år tidligere.
Men denne gang slog ordet hårdt. Jeg blev fyldt af en voldsom angst for fremtiden – havde jeg overhovedet en fremtid? Jeg skulle forlade min familie, vennerne og det gode liv. Jeg var så godt som allerede død. I hvert fald accepterede jeg hurtigt, at jeg skulle kæmpe mod smerter og en krop, der havde svigtet mig.
Hvor kom den villige overgivelse fra?
Underbevidstheden ligger på lur med en forståelsesramme, når ”kræften rammer”. En forståelse, som gør svag, som tilbyder passivitet og accept af den hårde skæbne, og som alligevel fordrer, at du kæmper.
Men hvilken kamp?
Du skal lide, tåle, udholde.
Du skal ikke gøre noget aktivt, mener de autoriserede kræftbekæmpere.
I begyndelsen kæmpede jeg bravt – også for at få lov til at gøre noget. Men svaret var altid negativt. Og jeg led virkeligt. Mærkeligt. For min kræftform giver mig næsten ingen smerter, men jeg følte, at jeg måtte havde det dårligt, måtte lide. Og i hvert fald se lidende ud.
Der gik nogen tid og mange bekymringer, inden jeg kunne gennemskue selvmodsigelserne. I den tid var der forvirring, kaos og stressende travlt inde i mit hoved.

Med diagnosen fulgte en mærkelig flovhed og skyld. Det var jo pinligt, at jeg var blevet ramt. For med i den almindelig folkelige og lægelige fortælling om kræft, trives også historier om, at vi selv er skyld i sygdommen. Vi har røget, drukket eller spist forkert. Eller vi har tænkt forkert, haft for mange negative tanker.
Jeg var til fals for alle forklaringer og historier.
Men igen dukkede selvmodsigelsen op. Du kan intet gøre, kun tåle smerten, på den ene side. Og på den anden måske er jeg selv skyld i kræften.
Svært at håndtere.
Først nu efter to års erfaringer har jeg skaffet mig et rimeligt enstrenget overblik.
Krigsmetaforerne i kræftfortællingen kommer ikke uden grund. De svarer nøjagtig til lægernes og forskernes grundlæggende holdning. Med ondt skal ondt fordrives. Gift og radioaktiv stråling skal dræbe fjenden – kræften.
Jeg forbød mig selv at bruge visse ord om sygdommen. Jeg skrev nye formuleringer og fortællinger, som jeg læste op for mig selv og gentog igen og igen. Jeg byggede et helt system af sætninger, fortællinger, og stærkt virkende sprogbilleder op, som jeg stadig bruger og kalder mine rutiner eller bønner.
Jeg har forsøgt at uddanne mig til at kunne overkomme angsten, skylden og det forventningspres, der var kommet tordnende ind i min bevidsthed.
Forventningen om at jeg snart skal dø, og at jeg forinden skal igennem en svær tid med stærke smerter og lidelse i al almindelighed.
Endnu sværere er det at vende forestillingen om, at det er nødvendigt at gå i krig mod egen krop. Du får ganske vist at vide, at det kun er knuden, der skal bekæmpes, men også de raske celler rammes af den medicin, jeg modtager – og i endnu voldsommere form for patienter, der får kemo og stråler. De fysiske bivirkninger er velkendte.
Mere overset er de psykiske.
Når du går i krig mod din egen krop, begynder du at se den som en fjende. Det ligger lige for at begynde at hade den. Den har svigtet dig, du kan ikke stole på den. Det sætter en kædereaktion i gang, der kan ende i depression, i at du forbander dit liv, mister livskraften, og overgiver dig til opgivelse, og væk fra det frugtbare standpunkt:
Jeg vil leve et godt liv – også med kræft.

Det kan være fundamentet for en økologisk kræftbehandling. Jeg vil leve et godt liv, så længe det varer – kort eller langt. Jeg vil ikke acceptere postulatet – som aldrig er dokumenteret – at blot jeg accepterer den lidelse, behandlingen giver, er der en chance for, at du kan leve godt bagefter.
Men hvorfor går læger og forskere ikke efter, at vi kan leve godt samtidig med vi modtager en behandling. Er det rigtigt, at ondt skal bekæmpes med ondt?
Nej. Nogle alternative behandlere har set behovet hos patienterne og lover måske for meget og handler udokumenteret.
Mange kræftpatienter er begyndt at opføre sig som aktive og kritiske forbrugere. De presser læger og forskere på udvikling af økologiske behandlingsformer.
Og det er vejen frem. Vi må samle os som de kritiske og aktive forbrugere, der med succes har stillet nye, forbrugervenlige krav til landbruget og industrien.
Vi må stille patientvenlige krav til lægerne, kræftforskerne og ikke mindst medicinalindustrien udvikler patientvenlige behandlingsformer.

Den stille økologiske revolution, som aktive forbrugere har presset igennem i landbruget og i fødevareindustrien, har ændret produktionsmetoder og især holdningen hos bønder, gartnere og industri. Den har også ændret vores sprogbrug.
Ordet ”økologi” er stort set blevet alment accepteret som et positivt ord, hverken eksperter, politikere eller industri kan forholde sig afvisende til.
Det ville medføre en lille så stor og stille revolution, hvis sundhedsvæsnet tænkte sundhed i stedet for bekæmpelse.
Jeg ved, det er på vej båret at aktive patienter. Men på kræftområdet lader de nye og revolutionerende tanker vente på sig.
Selv om det er svært at forestille sig, at medicinalindustrien vil opgive deres lukrative produkter, er det afgørende vigtigt, at vi ikke kun lader kritikken regne ned over lægerne.
Man kunne jo begynde i de mere patientrettede organisationer. Her er nok at tage fat på.
Tænk hvis Kræftens Bekæmpelse hed ”Kræftens Helbredelse” eller ”Kræft og Sundhed”. Hvilke ændringer ville organisationen være tvunget til at foretage?
Da jeg netop havde modtaget min diagnose ”kræft”, cyklede jeg over til Strandboulevarden, hvor Kæftens Bekæmpelse bor. Jeg blev henvist til en række reoler med brochurer, og efter et kvarters gennemgang af udbudet var jeg fuldstændig slået ud. Senere fik jeg tilbudt en samtale. Socialrådgiveren var meget venlig. Men samtalen havde meget lidt med min hverdag og tanker at gøre.
Næsten ingen optimisme, var til at få øje på. Her blev jeg bekræftet i den generelle holdning: Kræft er en dom, som regel en dødsdom, du kun kan udsætte, hvis du piner dig selv. Men lidelse, død og sorg er uafvendelig. Og vi må forvente det værst tænkelige.
Og som hos lægerne var beskeden klar:
Du kan ikke selv gøre noget.
Jeg ved godt, at Kræftens Bekæmpelse på det seneste har åbnet for kurser i visualisering, og at man i mange år har anbefalet at spise sundt og ikke at ryge, men alt i alt er Kræftens Bekæmpelse bygget op på en forståelse og en sprogbrug, som henter sin filosofi og sine ord fra krigens og kampens univers.

Ikke så underligt oprettede en gruppe kræftpatienter i 1991 foreningen Tidslerne, hvor de selv er i centrum. Hos Kræftens Bekæmpelse føler man sig som en biperson. Organisationen er først og fremmest overlægernes og industriens forening.
I Tidslerne er vi kræftsyge hovedpersonerne. Her er vi i centrum, ikke bare vores sygdom, men hele mig, hele personen. Og mange af medlemmerne – patienterne – foretrækker at tænke økologisk, tænke sundhed.
Der er vidt forskellige holdninger i foreningen. Og der foretages vidt forskellige valg. Det er op til det enkelte menneske selv at vælge. Læser man Tidslernes tidsskrift og følger debatten i foreningen, vil man vide, at der er langt flere temaer og muligheder at vælge mellem.
Men generelt bliver miljøet i patientens krop ikke blot rubriceret som bi-virkninger. Det står centralt som en lige så vigtig del af helbredelsesprocessen, som ”bekæmpelsen af knuderne”. De psykologiske og åndelige bivirkninger en væsentlig del af samtalerne og brevvekslingen mellem mennesker med kræft.

Men vi patienter skal også forny os.
Det kræver, at vi uddanner os, så vi bedre kan møde diagnosen og alle dens bivirkninger af angst, skyld, skam og usikkerhed. Som så mange andre har jeg har fundet en sparringspartner uden for systemet. Han hjælper mig med at uddanne mig om de fysiske forhold omkring nyrekræft-knuden og især om resten af kroppens velbefindende og vel-fungerende tilstand netop nu.
Det betyder ikke, at jeg afviser lægerne eller ikke vil modtage deres tilbud. Tværtimod. Jeg anerkender i allerhøjeste grad deres uovertrufne dygtighed og viden på hver deres felt. Det er den grundlæggende holdning, jeg er ude efter. Jeg vil selv være med til at bestemme. Jeg vil selv være slags ekspert på min sygdom. Og der er felter i den bredeste forståelse af sygdommen, hvor lægerne intet ved.
Min egen uddannelse af Flemming som kræftpatient gik over akupunktur, en kur med masser af vitaminer, mineraler og meget mere til visualisering – ved Bobby Zachariae – og frem til min nuværende sparringspartner, lærer og behandler Ken Balson.
Han kalder sit arbejde for Body Work, og han har lært mig at forholde mig langt mere analytisk til min krops tilstand. En rationel holdning, som afliver mange af de psykiske bivirkninger. Han har hjulpet mig til at få en langt mere nuanceret og positiv holdning til sundhedsvæsnet.
Vi skal ikke gå i kamp mod lægerne, men være kritiske, vidende og aktive, så vi kan give hospitalsvæsnet og lægerne modspil – og medspil.
Som det har vist sig i andre brancher, kan aktive kunder presse industrien, importørerne og butikkerne til at producere og levere sunde varer.
Store virksomheder herhjemme og på verdensplan har accepteret det og inddraget kunderne i udviklingen af nye produkter. Det kaldes kunde-innovation eller kundebåret innovation.
Tænk når vi som aktive kræftpatienter kan presse læger og ikke mindst medicinalindustrien til at respektere og anvende patientbåret udvikling af nye, økologiske behandlingsformer. Det vil forbedre vores livskvalitet væsentligt.
Når du én gang har fået konstateret kræft, skal du leve med det resten af livet, hvad enten behandlingen virker og fjerner knuderne eller ej. Kræften er din rejsekammerat.
Min vision er, at alle kan leve godt og i fred med ”kræften”. Raske, som frygter den. Behandlede, som er erklæret raske. Og kræftpatienter, der må leve resten af deres liv med kræft i kroppen.
Alle fortjener vi at formå at leve et godt liv – også med kræft.