Glæden viser sig

Dette er skrevet en uge efter forrige artikel, Glæde og frygt.

På dagen, hvor jeg fik besked om, at knuderne var halveret, og morgenen efter var jeg ramt af en uforståelig tristhed. Kunne ikke finde glæden.
Nu, en lille uge efter, viser den sig. Jeg opdager, at jeg tænker på fremtiden. Jeg har helt umotiveret fået lyst til at plante eller lægge løg i jorden. De vil spire frem næste forår. Og for første gang i meget lang tid har jeg gjort noget praktisk, som peger fremad. Jeg har været håndværker i sommerhuset, pillet gamle el-paneler ned og sat nyt armatur op i badeværelset.
I måneder – måske år - har jeg ikke handlet og tænkt sådan, ikke set billeder af fremtiden, ikke villet tænke på eller se hvad der vil ske om et halvt år, et år, ti. Nu kommer billederne af sig selv, lysten til at virke, lysten til at skabe noget for fremtiden, uden at jeg har gjort mig bevidste tanker om dem.
Jeg har ikke tænkt, at nu kan jeg glæde mig, og nu kan jeg tænke på fremtiden. ”Jeg” har blot gjort det. Hvem dette ”jeg” er, ved jeg ikke. Jo selvfølgelig. Jeg kalder det mit ubevidste jeg. Måske har jeg aldrig tidligere oplevet det ubevidste så stærkt – nærmest fysisk. Jeg føler dét, der sker som mere end det ubevidste kispus med mig.
At glæden siger sig sådan for mig er tankevækkende og brugbart for mit bevidste jeg. Glæden viste sig uden (forudgående) tanke. Den kom til mig, ikke udefra, ikke fra Gud, men indefra – måske fra et spirende håb.

Onsdag i sidste ugen - dagen efter beskeden om at knuderne var halveret - skrev jeg mig gennem mørket frem til glæden. Mit dagbogsskriveri den dag gjorde mig glad. Jeg skrev mig gennem mørket frem til glæden og vel også håbet. Jeg har i lang tid haft det svært med ”håbet”.
Men måske har jeg fundet vejen frem til et dybt og bestandigt håb?
Her til morgen vågnede jeg med en klar tanke om, at jeg har accepteret døden, set den i øjnene og gjort mig klar til at modtage den.
Det er min vej frem til glæden og håbet.
Ved at acceptere at jeg – måske snart, måske senere – vil dø, har jeg befriet mig for angsten, afspændt min krop og min psyke og fundet frem til glæden – og til et håb, som ikke bestandigt rystes og svækkes af frygten.
Min frygt for døden er forsvundet. Min angst er her stadig men ikke dominerende og knyttet til sygdommens forløb – bliver det hårdt, ydmygende. Bliver det uden værdighed og glæde? Frygten knytter sig ikke til min eksistens ophør, og slet ikke til, hvad der vil ske efter døden. Den anden side eksisterer ikke for mig. Liv efter døden kan jeg ikke forestille mig. Tror ikke på det. Tænker kun overfladisk på det som en intellektuel leg.

Det er søndag morgen og jeg er glad. Det viser sig i billeder og handlinger for fremtiden. Ikke som en tanke om fremtiden. Tanken kommer til senere som en følge af de ubevidste billeder og de spontane handlinger.
Det giver mig et bærende håb. Et håb adskilt fra frygten.
Alle siger mig – og jeg har selv skrevet om, at frygten er den anden side af glædens mønt. Men nu har jeg opdaget, at det ikke er sandt. Håbet vejer og fylder mere end frygten! Håbet er livets spontane fremståen.