Glæde og frygt

I går fik jeg besked om, at mine to knuder tæt på bugspytkirtlen var halveret med de seneste otte ugers behandling.
Jeg blev naturligvis glad, og vi fejrede det i familien på bedste vis.
I dag kan jeg ikke finde glæden. Tværtimod er jeg nervøs og trist til mode. Det begyndte allerede i går eftermiddag og tog til i løbet af aftenen. Jeg var meget træt, og med trætheden fulgte tristheden.
’Det er forståeligt,’ forsøgte jeg – og Kirsten, min kone - at forklare mig. ’Trætheden er en reaktion på anspændelsen og nervøsiteten i ugen mellem scanningen og beskeden i går.’
Ja, måske. Men tristheden i dag er alligevel svær at forstå og acceptere. Jeg tænker ikke, at jeg burde være glad, men jeg ville gerne være glad og fortrøstningsfuld – ja faktisk optimistisk.
Det underlige er, at jeg i det meste af min treårige karriere som kræftperson har været rimelig positiv og optimistisk, selv i sommer hvor knuderne voksede, og jeg tabte blod.
Så hvorfor tristheden nu?
I min barndom var der ikke meget at glæde sig over. Danmark i provinsen i 50’erne var for en arbejderdreng ikke et lyst og lykkeligt land. Tværtimod. Og jeg lærte måske at standse glæden, ikke at blive for kæphøj, ikke at glæde mig for tidligt.
Men, men, nu er jeg 61 år, det kan vel ikke være læren fra dengang om, at man ikke måtte glæde sig, for så gik det galt, der stadig plager mig? Jeg har jo kæmpet mod den i hele mit liv – og med godt resultat, synes jeg.
Hvad så?
Jeg talte med en meget god veninde, som netop i forgårs afsluttede en forebyggende serie af stråle- og kemobehandling efter en succesfuld operation.
Hun forstod mig godt. Selv om hun virkelig har grund til glæde, var det svært, fortalte hun. Hun måtte virkelig kæmpe for at finde det gode humør frem.
Det er som om, vi ikke rigtig tror på den gode melding, ligesom vi holder fast i, at vi ikke skal glæde os for tidligt, og: ’Det kan jo vende tilbage.’ For mit vedkommende: ’Knuderne kan jo være vokset igen ved næste scanning.’
Måske skyldes tristheden og den manglende optimisme, den begrænsede glæde, at jeg med diagnosen kræft har fået sådan en over snuden, at jeg nærer mistillid til livet. At jeg har mistet min glæde ved livet. Jeg synes det ikke, når jeg tænker på mit bevidste liv, men måske spiller underbevidstheden mig et puds og fastholder erfaringen fra den tidlige morgen for tre år siden, hvor lægen sagde:
”Du har kræft.”
Måske var det slag så voldsomt, at det på et sekund forandrede min psyke, forandrede mig? Måske!
Jeg ved af erfaring, at jeg har kæmpet utrolig hårdt og vedvarende i de seneste tre år for at opretholde livsmodet, at jeg har måttet ’vende mine følelser om’, akkurat som jeg har måtte gøre det med generne og smerterne.
’Når du er syg og har ondt, Flemming, er det godt! Det er et led i behandlingen – det har til formål at bekæmpe kræften.’
Sådan har jeg sagt tusindvis af gange. Og jeg har visualiseret mig til at spænde af, talt med mig selv om mit humør, ikke bare når det røg ned i kulkælderen, men næsten hver dag. Det er et stort og energikrævende arbejde at holde livsmodet oppe og forsøge at leve et godt liv – også med kræft.
Når så meldingen lyder: Det går fremad! Knuderne er halveret, og jeg ved selvsyn kan se det på lægens skærm med billederne fra scanningen, så kræver det endnu en stærk psykisk indsats at komme frem til glæden og fastholde den. Den kommer måske nok af sig selv lige i øjeblikket, men hvor er den flygtig. Allerede to-tre timer efter tør jeg næsten ikke tro på den. Jeg må bruge megen energi og selv-overtalelse for at holde fast i den.
I dag har jeg så forsøgt at overgive mig til tristheden. Jeg tror – med min bevidsthed - at det er den eneste vej frem. Og så satte jeg mig til maskinen og begyndte at skrive. Det hjælper mig ofte at skrive mig igennem – eller blot ind til mine følelser og kalde mine tanker frem. Enten ved at skrive eller ved at tale med Kirsten eller med andre kræftpatienter.
Det jeg vil opnå er, at komme overens med mine følelser – hvordan de end er – og mærke dem, måske endda forstå dem, og komme videre. Jeg ved, at det har virket tidligere. Jeg ved, jeg er blevet i godt humør igen, når jeg turde gå ind i den sorte hule med smerterne, trætheden og tristheden – somme tider også sorgen. Der er ingen vej uden om hulen, er min erfaring.
Lige nu kan jeg mærke, at jeg er i den og kan se, at mine øjne har vænnet sig til mørket og gjort hulen lysere. Den er ikke så skræmmende. Jeg kan godt finde ud igen. Og inden længe er jeg ude i lyset igen, tror jeg. Ved jeg. Og så kommer glæden tilbage. Ikke kun glæden ved livet i det hele taget - også glæden over, at mine to knuder er halveret.

Flemming Flyvholm
Nansensgade 31
1366 København K
Tlf. 40 41 60 52
Mail: flemming@flyvholm.nu

.... og I må gerne skrive til mig.